Nu skal lungemedicinerne danse med dermatologerne

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Professor: Vi skal turde sige pyt og vægte livskvaliteten

Mange ældre med type 2-diabetes har svært ved radikalt at omlægge deres livsstil, men ifølge professor Troels Krarup Hansen er det eksperternes opgave at finde den rette balancegang imellem at sikre de ældre en god livskvalitet og forebygge senkomplikationer.

Og det kan kun ske ved helt individuel vurdering og behandling.

”Som eksperter kan vi godt blive for ivrige i ønsket om at gennemtrumfe den korrekte livsstil for ældre patienter med type 2-diabetes. Det er vigtigt, at vi kigger på vores tilgang til den komplette behandling af patienten og hele tiden husker, at der skal tages udgangspunkt i det enkelte menneske.”

Professor Troels Krarup Hansen, Steno Diabetes Center Aarhus, erkender, at det at ændre livsstil er en udfordring for alle. Grundlæggende er der tale om et ”projekt”, som møder modstand hos langt de fleste mennesker.

”Når en person har levet på en given måde i mange år, er det svært pludselig at holde op med at ryge, omlægge sine kostvaner og begynde at motionere. Men de ændringer er helt centrale punkter i behandlingen af type 2-diabetes. Derfor er det så vigtigt, at vi som eksperter har for øje, hvad den potentielle positive effekt er ved, at en patient lægger sit liv radikalt om. Jo ældre og jo mere syg patienten er, desto kortere tid er der til at opleve positiv effekt. Helt hypotetisk skal vi f.eks. stille spørgsmålet: Hvad er gevinsten, hvis sovsen bliver taget fra ældre hr. Olsen? Er det eneste han får ud af den restriktion en nedsat livskvalitet og ikke noget som helst i den anden ende. Hvis han lægger sit liv helt om rent kostmæssigt, giver det ham måske en måneds ekstra liv – men et trist liv. Det er i hvert enkelt tilfælde en balancegang, som kræver en individualiseret tilgang til patienten og et godt kenskab til mennesket. Måden at leve på er langt mere fastgroet hos ældre patienter. Det skal alle i sundhedssystemet huske at respektere. Og al livskvalitet skal ikke tages fra dem.”

 

Bedre samarbejde

 

Hvordan kan sundhedssystemet så bedst hjælpe de ældre patienter med type 2-diabetes?

”Helt overordnet er der behov for at optimere samarbejdet mellem hospital, praktiserende læge og de enkelte kommuner. De tre instanser har i dag svært ved at spille sammen. Jeg erkender, at det er en vanskelig opgave, men kommer det samarbejde ikke til at fungere bedre, risikerer vi at tabe en del af de ældre patienter.”

Troels Krarup Hansen ser en klar rollefordeling blandt de tre aktører, når det gælder om at nå den optimale behandling af de ældre patienter.

”På hospitalet har vi specialister indenfor diabetes og ældresygdomme. De kan sikre, at patienten får netop den medicin, som har en positiv effekt på ham eller hende. De kan rydde op i en lang medicinliste og have et skarpt øje for, at patienten udelukkende får den nødvendige medicinske behandling. Vi aldersdiskriminerer ikke. Tankegangen om at ældre ikke skal tilbydes den nyeste og bedste medicin er væk. Der bliver fokuseret på patientens funktionsniveau, og med en individuel tilgang skræddersyr vi den bedst tænkelige behandling.

Desuden kan hospitalsspecialisterne også have en rådgiverrolle, hvor de kigger på og vurderer det samlede billede af de enkelte patienter.”

 

Sårbare patienter

 

Den praktiserende læge har ifølge Troels Krarup Hansen ofte et kendskab til patienten, som det er svært at opnå for hospitalerne. Vedkommende har været en del af det langvarige sygdomsforløb og kender patientens historie.

”De praktiserende læger kan i mange tilfælde være kernepersoner. De ved, hvilke ressourcer patienten har, ved hvad der er muligt, når det f.eks. gælder ændringer i en patients livsstil. Desværre mangler vi tradition for at kombinere kompetencerne mellem hospital og praktiserende læge. Vi burde sætte os ned sammen og tale de forskellige cases igennem. Jeg vil i meget høj grad opfordre til et bedre samarbejde om netop gruppen af ældre patienter.”

Ældre er sårbare patienter, konstaterer Troels Krarup Hansen. For mange er det svært at agere i sundhedsvæsenet. Derfor skal de have den fornødne hjælp, så de havner de rigtige steder. På det felt kan den praktiserende læge igen have stor betydning.

”Patienterne skal informeres om de enkelte kommuners forskellige tilbud ude i nærmiljøet. Og tilbuddene skal være til stede uanset, hvor i landet man bor. Det kan være kurser i madlavning for diabetespatienter eller særlige motionshold. Når patienten mødes med andre i samme situation, vil en livsændring måske ikke føles som så stort et tab. Det er svært at omlægge dagligdagen helt alene. Men systemet kan gøre noget, som både øger patienternes livskvalitet og samtidig har en positiv effekt på deres sygdom.

Som læger skal vi turde sikre de ældre en god livskvalitet og selvfølgelig samtidig sørge for at forebygge senkomplikationer. Det kan være en udfordring. Men i visse tilfælde må vi have modet til at sige pyt, selvom patientens blodsukkertal ligger lidt for højt. En sådan beslutning kan dog kun træffes på baggrund af en helt individuel vurdering af hver eneste ældre med type-2 diabetes.”

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter