Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Metformin påvirker også tarmbakterier positivt

Hos type 2-diabetespatienter, der bliver behandlet med det hyppigt anvendte lægemiddel, Metformin, ændrer tarmbakterierne sig i en gunstig retning og får blandt andet en større kapacitet til at producerer visse kortkædede fedtsyrer.

Lægemidlet Metformin har hidtil været kendt for at have en række uønskede bivirkninger i forhold til mavetarmkanalen – blandt andet fornemmelsen af luft i maven og øget luftafgang, men nu har et hold af europæiske og kinesiske forskere, gennem det EU støttede MetaHIT Consortium, påvist at Metformin også har en række positive effekter på mavetarmkanalens bakterier.

Studiet viser, at der forekommer en større kapacitet blandt bakterierne til at producere visse former for kortkædede fedtsyrer, som smørsyre, propionsyre og aceteddikesyre. Disse syrer kan på forskellige måder sænke blodsukkeret.

”Vi kunne ikke vise, at andre former for diabetesmedicin havde nogen egentlig indvirkning på tarmbakterierne. Derimod fandt vi ved undersøgelser af type 2-diabetespatienter, som ikke var i behandling med Metformin, at de alle, lige meget om de var fra Danmark, Kina eller Sverige, havde færre af de bakterier, som producerer de sundhedsfremmende kortkædede fedtsyrer. Hvorvidt manglen på visse kombinationer af fedtsyreproducerende tarmbakteriearter er en medvirkende årsag til type 2-diabetessygdommen er i øjeblikket under udforskning,” siger professor Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet, som er leder af studiet, til Københavns Universitets hjemmeside.

Læs mere på MetaHIT.eu