Nyt håb om sikrere og personlig diabetesmedicin

Et dansk forskerhold fra Kemisk Institut ved Københavns Universitet åbner døren på klem til udvikling af sikrere diabetesmedicin, og mulighed for at designe personlig medicin. 

En af udfordringerne ved depotbehandling med industrielt fremstillet insulin, er at sikre, at insulinen frigives ensartet over hele døgnet, ellers kan det være svært for den enkelte patient, at holde blodsukkerniveauet jævnt.

Den udfordring har professor Knud J. Jensen fra Kemisk Institut på Københavns Universitet, taget op: I samarbejde med forskere fra DTU og Novo Nordisk har han netop udgivet artiklen Construction of Insulin 18-mer nanoassemblies Driven by Coordination to Iron(II) and Zink(II) Ions at Distinct Sites i det anerkendte tidsskrift Angewandte Chemie.

”Vi har opfundet en helt ny metode til at modificere et molekyle, insulin, der er vigtigt for 35 millioner sukkersygepatienter. Det er vi superglade for,” siger professor Jensen ifølge ku.dk.

Kemisk set er udfordringen, når man fremstiller lægemidler med insulin, at opnå de samme homogene nanostrukturer, som man ser i naturlig insulin, der samler sig i ensartede gitterkonstruktioner, såkaldte hexamerer. Jo mere ensartet insulinen er bundet sammen, jo mere sikker kan man være på, at den bliver frigivet til kroppen i forudsigelige portioner med et ensartet tempo.

Forskerne på Kemisk Institut har nu opfundet en metode, der får kunstig insulin til automatisk at samle sig i en homogen kemisk gitterkonstruktion:

”Vi har vist, at vi kan påvirke insulin til at samle sig ordnet, og vi har vist, at insulinen stadig bliver frigivet til kroppen. Der mangler stadig meget arbejde, før principperne i vores nano-insulin kan bruges i et lægemiddel. Men for mig er det ret klart, at det her kan være en god metode til at designe medicin, der skal frigives over lang tid fra depoter under huden,” siger Knud J. Jensen til Københavns Universitets hjemmeside.

”Fordi vi kan kontrollere insulinens selvsamlende egenskaber meget præcist, mener jeg også, at metoden kan bruges til at designe insulin med forskellige egenskaber, så atypiske patienter også kan få en medicin, der virker uden bivirkninger.”