Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Dansk studie: For sen og for ringe diabetesbehandling koster millioner

Det har store omkostninger for både patient og samfund, når personer med type 2-diabetes går i en længere periode, før de får den rette behandling, konkluderer danske forskere i nyt studie. 

Studiet har undersøgt, hvor meget det koster, at en del af dem, der hvert år får konstateret type 2-diabetes, ikke når det ønskede mål for behandlingen. Og det har stor betydning, siger studiets hovedforfatter, overlæge Peter Gæde fra Slagelse Sygehus til Diabetesforeningen i en nyhed på foreningens hjemmeside:  

”Det går desværre ofte for langsomt med at få diabetespatienter i god glykæmisk kontrol. Det er beklageligt, for det betyder, at risikoen for at få alvorlige komplikationer og dø tidligt, stiger markant,” siger Peter Gæde, der har udført studiet sammen med en forskergruppe med deltagelse fra medicinalfirmaet Novo Nordisk, der også har finansieret undersøgelsen.

Studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Medical Research and Opinion,  har undersøgt, hvor mange af de 14.5000 danskere, der fik konstateret type 2-diabetes i 2018, der havde et langtidsblodsukker på mere end 53 mmol/mol efter et års behandling. Derudover undersøgte forskerne, hvad det førte til af komplikationer, og hvad det ca. koster sundhedsvæsenet. 

Resultatet viser en klar sammenhæng mellem de for høje langtidsblodsukre og omkostningerne ved følgesygdomme: 

Per patient var omkostningerne mellem 3.562 kr. og 20.160 kr. afhængig af, hvor lang tid det tog at opstarte behandlingen (et til syv år), hvilket yderligere steg, når indirekte omkostninger blev inkluderet (9.649 kr. til 51.585 kr.). 

Den økonomiske byrde på et befolkningsniveau var mellem 27 millioner kr. til 150 millioner kr. afhængigt af varigheden af ​​behandlingsopstart og steg til mellem 72 millioner kr. til 384 millioner kr., når indirekte omkostninger blev inkluderet.