Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Nye analyser underbygger Kerendias hjerte- og nyrebeskyttende effekt

Nye analyser peger på, at Kerendia (finerenon) reducerer risiko for nyre- og hjerteudfald hos personer med hjertekarsygdom pga. åreforkalkning (ASCVD), kronisk nyresygdom og type 2-diabetes – på tværs af sygdommenes sværhedsgrad. 

De nye data fra analyser af undergrupper i fase III-studierne, FIDELIO-DKD- og FIGARO-DKD, peger på, at finerenon konsekvent og på tværs af undergrupper reducerer risikoen for hjerte- og nyreudfald sammenlignet med placebo.

Det konkluderer forskerne, som præsenterede resultaterne på kongressen American College of Cardiology´s 71st Annual Scientific Session (ACC.22).

”For patienter med kronisk nyresygdom og type 2-diabetes er kardiovaskulære komplikationer blandt de hyppigste dødsårsager. Men der er i øjeblikket begrænsede data om, hvordan kardiovaskulære hændelser effektivt kan forebygges eller reduceres hos disse patienter," udtaler Gerasimos Filippatos, læge og professor i kardiologi ved National and Kapodistrian University of Athens, Grækenland. Han er en af de primære forskere bag FIDELIO-DKD og FIGARO-DKD.

Reducerede risikoen

"Sammen med den eksisterende evidens […] indikerer disse undergruppeanalyser potentialet af den nye behandling til at kunne forbedre resultaterne for en særlig højrisikopopulation af patienter, der lider af en kombination af type 2-diabetes, kronisk nyresygdom og aterosklerotisk kardiovaskulær sygdom og ligesådan forhindre forekomsten af ​​disse hos patienter uden en historie med aterosklerotisk kardiovaskulær sygdom." 

I de præspecificerede undergruppeanalyser af FIDELITY blev det observeret, at finerenon reducerede risikoen for det sammensatte kardiovaskulære-udfald (af ’tid til kardiovaskulær (CV)-død’, ’ikke-fatalt myokardieinfarkt’, ’ikke-fatalt slagtilfælde’ eller ’første hospitalsindlæggelse pga. hjertesvigt’ (HHF)) sammenlignet med placebo hos patienter med ASCVD (HR: 0,83; 95 % CI 0,74 –0,94) og hos patienter uden ASCVD (HR: 0,91; 95 % CI 0,78–1,06; P-værdi for interaktion=0,38).

Finerenon reducerede også risikoen for det sammensatte resultat af CV-død eller HHF sammenlignet med placebo, uanset en historie med ASCVD (med ASCVD, HR: 0,82; 95 % CI 0,71–0,94; uden ASCVD, HR: 0,86; 95 % CI 0,71 –1,04; P-værdi for interaktion: 0,68).  

Med hensyn til effekten af finerenon på det sammensatte nyreudfald (af ’tid til nyresvigt’, ’vedvarende ≥57 procent fald i eGFR’ eller ’nyre-relateret død’), reducerede finerenon det sammensatte nyreudfald, uanset en historie med ASCVD (med ASCVD, HR: 0,71; 95 % CI 0,57–0,88; uden ASCVD, HR: 0,81; 95 % CI 0,68–0,97; P-værdi for interaktion: 0,33).  

Desuden blev effekten af ​​finerenon på død af alle årsager ikke ændret af tilstedeværelse af ASCVD (med ASCVD, HR: 0,85; 95 % CI 0,74–0,99; uden ASCVD, HR: 0,95; 95 % CI 0,79–1,14; P- værdi for interaktion: 0,38).

Sikkerhedsprofilen for finerenon var sammenlignelig mellem grupperne af patienter med og uden en historie med ASCVD.