Peter Rossing tager Golgi prisen hjem til Danmark

Peter Rossings indsats har især være rettet mod diabetiske nyrekomplikationer, hvor han er respekteret i hele verden for sin forskning.
EASD 2016: Den ansete internationale diabetespris, Camillo Golgi prisen, går i år til Peter Rossing, forskningsleder på Steno Diabetes Center og professor ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet.
Han får prisen ved EASD kongressen i München for sit mange-årige og temmelig enestående arbejde med at forske i forebyggelse og behandling af komplikationer ved diabetes. Han har en imponerende forskningsproduktion bag sig med over 300 artikler, og han har et h-index på imponerende 55.
Peter Rossings indsats har især være rettet mod diabetiske nyrekomplikationer, hvor han er respekteret i hele verden for sin forskning. Han er da også i øjeblikket formand for European Diabetic Nephropathy Study Group.
Men Peter Rossing magter jo meget andet end nyrekomplikationer. På Steno koncentrerer meget af arbejdet som forskningsleder sig om mikro- og makrovasulære komplikationer
I eftermiddag holdt han så sine forelæsning om sit arbejde og sine tanker om det. Foran ham var mindst et par tusinde europæiske læger samlet i den gigantiske Minkowski Hall og til aften fejrer han prisen ved en uformel middag i München.
Peter Rossing kommer i fint selskab med sin Golgi pris. Af tidligere danske prismodtagere er Torsten Lauritzen, Allan Flyvbjerg og ikke mindst Hans-Henrik Parving, som Peter Rossing anser som sin mentor i de unge år.
Siden 1986 har Danmark hjemtaget netop denne pris syv gange, en manifestation af dansk diabetesforsknings høje niveau. Kun Storbritannien overgår med otte priser Danmark på det felt, mens Italien ligger lige bag med seks priser.