Lang ’morfar’ forbundet med øget risiko for diabetes
EASD 2016: En middagslur er godt for mange ting. Men ikke nødvendigvis for risikoen for at få type 2-diabetes.
Ny forskning, der blev præsenteret på EASD 2016, viser, at en ’morfar’ på sofaen af en varighed over en time er forbundet med øget risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 45 procent.
Der er dog ikke nogen forbindelse med øget risiko, hvis man holder middagsluren under en times varighed, viser undersøgelsen, der er ledet af dr. Yamada Tomhide, University of Tokyo.
De japanske forskere har gennemført en metaanalyse for at undersøge sammenhængen mellem at sove midt på dagen og risikoen for metabolske sygdomme. De har søgt og fundet artikler offentliggjort op til 2016. Analysen omfattede 307.237 asiatiske og vestlige personer i 21 rapporter. Den afslørede en forbindelse af signifikans med øget risiko for type 2-diabetes ved at tage en daglig middagslur på mere end en time, mens en tur på sofaen på omkring 40 minutter om dagen ikke havde nogen forbindelse med øget risiko.
Forskernes konklusion er, at en daglig middagslur af længere varighed er forbundet med øget risiko for diabetes og metabolisk syndrom, men at der er behov for yderligere undersøgelser for at få bekræftet effekten af en kort lur.
Søvn er en vigtig del af et sundt liv, og adskillige undersøgelser har beskrevet forholdet mellem varighed af søvn og metabolske sygdomme. Men nogle mennesker får ikke tilstrækkelig med søvn om natten, og at tage en lur er almindeligt i store dele af verdenen, ikke mindst i Sydeuropa. Normalt er middagsluren af kort varighed, fra få minutter til en time.
Som en lille trøst for dem, der holder af at tage en længere middagslur, fandt forskerne dog frem til, at den lange søvn ikke øgede risikoen for fedme i forhold til kortere dagssøvn eller slet ingen middagslur.