
Så effektive er de ultra-hurtige insulin-analoger
EASD 2016: De hurtigtvirkende insulin-analoger som Eli Lillys insulin Lispro (Humalog) og Novos insulin Aspart (Novolog) kommer til kort over for de nye ultra hurtigtvirkende insuliner - både på kort og lang sigt.
Det viser to nye undersøgelser, der onsdag blev præsenteret på den europæiske diabetes-konference EASD, i München, Tyskland.
De nye ultra-hurtige insulin-analoger sænker nemlig ikke bare blodsukkeret meget hurtigere lige efter et måltid, men reducerer også HbA1c-tallet på lang sigt.
I hvert fald viser en sammenligning af Eli Lillys ultra-hurtige BioChaperone og firmaets eget insulin Lispro, at blodsukkeret efter et måltid er markant bedre kontrolleret. Det samme viser en ny Novo-undersøgelse, hvor det nye ultra-hurtige insulin Aspart desuden har en markant større reduktion af HbA1c-tallet end insulin Aspart efter 26 uger.
Undersøgelsen af Eli Lillys BioChaperone er baseret på 38 voksne med diabetes 1 og en gennemsnitsalder på 44 år, der enten fik den nye ultra-hurtige insulin-analog eller insulin Lispro i doser på to enheder pr kg.
BioChaperone Lispro medførte et statistisk signifikant tidligere øgning af insulin-tal både efter en halv og en hel time, men et mindre insulin-tal efter otte timer.
Det postprandiale blodsukker var signifikant bedre styret med BioChaperone Lispro end med insulin Lispro. Det trinvise blodsukker AUC over de første to timer blev reduceret med 61 procent og den gennemsnitlige blodsukker værdi efter en time og to timer efter måltidet blev reduceret med hhv. 42 og 27 mg/dl henholdsvis. Antallet af hypoglykæmiske anfald efter hver medicinering var ens, og der var ingen forskelle i sikkerhed og tolerance.
Novos undersøgelse var et fase 3 forsøg med 1143 deltagere, der blev delt op i tre grupper, der enten fik insulin Aspart eller det nye ultra-hurtige insulin Aspart før eller 20 minutter efter måltidet.
Efter 26 uger viste de to grupper på den nye ultra-hurtige insulin-analog sig mere eller mindre lige så effektive som insulin Aspart til at sænke HbA1c-tallet, men at tage den ultra-hurtige insulin før måltidet viste sig faktisk at forbedre tallet markant i forhold til insulin Aspart (Se grafik i toppen).
Endokrinologerne klar til ultrahurtig insulin
Troels Krarup, formand for Dansk Endokrinologisk Selskab, og professor ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, ser frem til de nye hurtige insuliner:
"Det er absolut spændende. Jeg glæder mig over alle nye muligheder. Men de ultrahurtige insuliner tegner ikke til at blive noget, som skal omfatte alle patienter. Men derfor kan det sagtens være interessant. I første omgang vil vi nok starte med det til enkelte patienter, som ikke er velregulerede på eksisterende insuliner. Så kan vi prøve det her."