Hver femte type 2-diabetiker oplever natlig hypoglykæmi
Type 2-patienter med lavt langtidsblodsukker, og som bliver behandlet med enten insulin eller sulfonylurinstoffer, kræver særlig opmærksomhed. Her er risikoen for hypoglykæmi højere end hos andre type 2-patienter.
Omtrent hver femte type 2-diabetiker oplever natlig hypoglykæmi i en eller anden grad. Det er dog i praksis kun type 2-patienter, der er i insulinbehandling eller behandling med sulfonylurinstoffer, hvor problemet opstår.
“Kvantitativt er problemet størst ved insulinbehandling, fordi det er den mest potente behandling. Men man ser også hypoglykæmi hos patienter, som tager sulfonylurinstoffer,” fortæller Ulrik Pedersen-Bjergaard, overlæge i endokrinologi og klinisk forskningslektor ved Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Som ekspert i stofskiftesygdomme og forskningslektor gennem en lang årrække har han bred erfaring med hypoglykæmi. Og selvom det vurderes som et problem, der fylder betragteligt hos patienten, så er der forskningsmæssigt nogle huller på området.
“Når det gælder tal på type 2-diabetikere og hypoglykæmi, er vi rigtig dårligt forsynede - specielt når det gælder patienter, som er i behandling med sulfonylurinstoffer. Men vi ved ud fra de rapporteringer, vi får ind på type 2-patienter, at cirka 20 procent oplever natlig hypoglykæmi i løbet af en måned,” siger han og tilføjer, at det er alt for mange.
De bedstregulerede er mest sårbare
For at bringe det tal ned, så patienten i langt mindre grad oplever natlig insulinføling, skal lægen blandt andet holde godt øje med de bedst regulerede diabetikere.
“De patienter, som på papiret er allerbedst reguleret og med det laveste langtidsblodsukker er de mest udsatte i forhold til hypoglykæmi. Og det gælder særligt patienter, som er i behandling med sulfonylurinstoffer,” understreger Ulrik Pedersen-Bjergaard og understreger, at det især drejer sig om ældre patienter, som har fået sulfonylurinstoffer igennem en lang årrække. Med tiden oplever nogle patienter nedsat nyrefunktion, hvilket forstærker virkningen af sulfonylurinstofferne. Patienterne taber sig i vægt og har i takt med alderen mindre appetit.
“Alt det her gør, at sulfonylurinstofferne virker kraftigere således, at langtidsblodsukkeret falder. Og hvis man så ikke får sat patientens sulfonylurindosis ned eller stoppet den, så er risikoen for hypoglykæmi forhøjet,” siger han.
Når det gælder de insulinbehandlede patienter, er det de stramt regulerede patienter, som har længst diabetesvarighed og har været længst i insulinbehandling, der har størst risiko.
En løsning på problemet kan være et præparatskifte.
“For de insulinbehandlede patienter gælder det om at skifte insulintype og prøve et andet præparat. Alle de langsomtvirkende insuliner, som bliver givet til type 2-diabetikere i dag, har jo vidt forskellige farmakodynamiske egenskaber. Så et præparatskifte vil være på sin plads,” anbefaler Ulrik Pedersen-Bjergaard og tilføjer, at de nyeste insulinanaloger har mindre risiko for natlig hypoglykæmi sammenlignet med de ældre.
“Alternativt kan man se på, om HbA1c-målet er realistisk at nå. Man justerer jo typisk den her insulinbehandling efter morgenblodsukkeret, og hvis man gerne vil have, det skal ligge mellem 5 og 8, så kan det være, det er for ambitiøst for nogle patienter. En løsning kan derfor være at lægge patienterne lidt højere op,” forklarer han.