Alt for få tilgængelige data om diabetiske fodsår

Trods øget fokus og nationale kliniske retningslinjer for udredning og behandling af diabetiske fodsår tyder meget på, at ingen har styr på hvor mange diabetiske fodsår der er i Danmark.

Hverken endokrinologer, dermatologer, ortopædkirurger, karkirurger, praktiserende læger, fodterapeuter eller andre for området relevante aktører har styr på antallet.

Gennem de senere år er der gjort en del for at få implementeret de kliniske retningslinjer for udredning og behandling af diabetiske fodsår i hverdagen. Alligevel ser det ud som om, der er plads til forbedring, når blikket rettes mod den diabetiske fod ikke mindst i forhold til registrering. Kun et fåtal registrerer, hvad det er, de gør, hvor mange sår de ser, hvor hurtigt sårene heler, hvad det er for nogle problemsår, hvor små eller store sårene er. Og ikke nok med det – meget af sårbehandlingen  synes at foregå efter tilfældighedernes princip alt efter, hvor i systemet og hvornår sårene opdages.

Det første spørgsmål er allerede stillet – næste step er at få det registreret.

Til trods for at Dansk Endokrinologisk Selskab i deres behandlingsvejledning for den diabetiske fod anbefaler, at man registrerer, er der i dag umiddelbart ingen, der kan sætte tal på, hvor mange fodsår der er i Danmark, hvor meget tid der bliver brugt på området, hvem der bruger tid på sårene, hvor længe sårene er om at hele, eller hvor meget det tynger sundhedsbudgetterne.

Og ifølge fodterapeut, MSA, Anne Rasmussen, Steno  Diabetes Center bliver det aldrig bedre, hvis man ikke får sat lidt ord på. Hun mener, at det er et stort problem, at de afdelinger, som beskæftiger sig med de diabetiske fodsår, ikke kommer ud med deres data om f.eks., hvad det er man gør, hvor mange sår man ser, hvor hurtigt de heler, hvad det er for nogle sår etc.. De fleste der arbejder med diabetiske fodsår synes, det er frustrerende med de sværthelende sår, at det varer så længe, inden de heler, hvis de overhovedet heler. Men hvor længe det varer, det er der ifølge Anne Rasmussen givet ingen, der kan svare på.

Og hvad kan man egentlig bruge registrene til?

Man ved f.eks., hvor mange diabetikere der er i Odense, man ved, hvor mange der har nyresygdom, man ved også, hvordan det går med øjnene. Så spørgsmålet er, hvorfor der er så få tilgængelige data inden for de diabetiske fodsår. Noget af forklaringen er ifølge Anne Rasmussen muligvis, at der hos nogle af faggrupperne ikke er faste rutiner for registrering af sårdata, og at systemerne ikke er enkle nok at bruge i en travl hverdag. Og hvis og når der bliver registreret, bliver data muligvis overhovedet ikke brugt, da det måske ikke står klart for nogen hverken fodterapeuten, klinikeren, sygeplejersken eller andre, hvad registrene har af betydning, og hvordan registrene kan bruges til at højne kvaliteten i behandlingen. Ifølge Anne Rasmussen mangler der simpelthen noget helt grundlæggende formidling og viden om, hvad man kan bruge registrene til både i forhold til det daglige arbejde med patienterne, i forhold til kvaliteten i behandlingen, i forhold til forskning og sidst men ikke mindst i forhold til de økonomiske aspekter.

Hvem har de kommunikative evner?

Tilbage står et helt centralt spørgsmål; Hvem bør og hvem evner at få kommunikeret området, så det kommer til at stå lysende klart for alle, der arbejder med de diabetiske fodsår, hvad det er, der skal registreres, og hvorfor det er så vigtigt at gøre det?

Spørger man Anne Rasmussen, som har arbejdet i branchen i mere end 20 år, er det et fælles ansvar at få fokus på vigtigheden af at registrere og en opgave, som alle, der har med den diabetiske fod at gøre, bør gøre sig nogle overvejelser omkring. Og til spørgsmålet om hvem der bør løbe med formidlingsstafetten siger hun:” Selv de kliniske retningslinjer for udredning og behandling af diabetiske fodsår i hverdagen, som der i forvejen ligger fra både NBV Endokrinologisk Selskab og Sundhedsstyrelsen er vanskelige at få implementeret. Så nogen nem opgave er det ikke. Men det er et område som bestemt trænger til at blive set efter i sømmene, så borgerne kan få den bedst tænkelige behandling af deres diabetiske fodsår.”