Unge med diabetes kan være særligt udfordrede

Nogle unge med diabetes har svært ved at håndtere de psykologiske effekter af sygdommen, ligesom både deres forældre og de tilknyttede læger kan være stærkt udfordrede.

Mens der efterhånden bliver forsket en del i de psykologiske konsekvenser af diabetes for voksne patienter, er det samme ikke tilfældet for unge med diabetes. Men der burde være meget mere forskning på området, for det kan være særligt udfordrende at lide af som ung. Det mener Frans Pouwer, der er psykologiprofessor med speciale i diabetes på Syddansk Universitet. Han fortæller, hans egen forskning viser, at majoriteten af unge diabetespatienter klarer sig godt, men at der også er en gruppe, der er særligt udfordrede.

”Som teenager er en af grundene til, at det kan være så vanskeligt at have diabetes, at man ikke vil være anderledes. For eksempel vil man feste med sine venner og drikke alkohol ligesom dem. Men det kan være farligt og føre til hypoglykæmi. Nogle bekymrer sig også meget om fremtiden og spørger sig selv, om de for eksempel kan finde en partner og få alt det, der oftest følger med et normalt liv,” siger han. 

Det kan diabetespsykolog Clea Bruun Johansen nikke genkendende til fra sine samtaler med unge diabetespatienter:

”Kroppen ændrer sig, man skal løsrive sig fra forældrene, vennerne får en større betydning og kærlighedslivet melder sig. Det kan være rigtig svært at finde tid og kræfter til diabetes midt i alt det andet vigtige, der optager en,” siger hun. 

Forskellige reaktioner på diagnosen

Når de unge får stillet diagnosen, er der naturligvis vidt forskellige reaktioner, ligesom hos voksne, fortæller Clea Bruun Johansen. Og de er alle normale.

”Nogle får et enormt chok og skal bruge en del tid på at genvinde troen på livet og sig selv. Nogle bliver rasende og trækker sig væk fra verden i en periode  Andre går videre, som om intet var hændt - og så kommer reaktionen måske først langt senere. Men for de fleste kommer der en følelsesmæssig reaktion før eller siden,” siger hun. 

Frans Pouwer fortæller, at også forældre kan reagere stærkt på nyheden om deres børns diagnose:

”Den måde, familierne modtager nyheden på, varierer også meget. De fleste håndterer det fint, men jeg har også oplevet nogle, der har fået symptomer på posttraumatisk stress, blandt andet fordi de bliver så chokerede, hvis de oplever deres barn få hypoglykæmi. Derfor er det også vigtigt, at man som læge får snakket med den unges familie” siger han.

Vanskeligt for både børn og forældre

Og netop forældrenes rolle i forbindelse med deres børns sygdom kan være vanskelig, fortæller Frans Pouwer. De skal nemlig finde en balance i at hjælpe deres barn med at administrere sygdommen og lade den unge tage ansvar selv. Det gælder både, hvis ens barn har haft diabetes fra det var helt lille og hvis sygdommen først kommer senere.

”Det er meget vigtigt, at barnet gradvist lærer at tage ansvaret for egen behandling, også selvom det kan giv anledning til sammenstød mellem børn og forældre,” siger han.

Clea Bruun Johansen tilføjer, at forældre først og fremmest skal vise deres børn, at de er der for dem: 

”Unge har behov for at udvikle selvstændighed - også selvom de har diabetes. Som forælder skal man vise sit barn, at man er der uanset hvad og huske at tale om andre ting end diabetes. Mange unge fortæller for eksempel, at de er trætte af, at deres forældre hele tiden spørger til deres blodsukkerniveau,” siger hun og opfordrer også forældrene til at rose barnet for at håndtere sygdommen på en god måde, når de oplever det. 

”De unge skal først og fremmest have en følelse af, at deres forældre mener, at de sagtens kan have et godt liv med diabetes,”.

Læger kan være udfordrede

Som læge kan der også være store udfordringer forbundet med at have unge diabetespatienter. Og det er der flere grunde til, forklarer Frans Pouwer. Dels er overgangsperioden fra barn til voksen en svær periode behandlingsmæssigt.  

”For det første er kontrollerne ofte ikke optimale, når man har med teenagere at gøre, fordi deres livsstil kan være meget skiftende og usund i perioder, ligesom de skiftende niveauer af hormoner påvirker dem. Og overgangen fra pædiatrien til almindelige læger kan være svær,” siger han. 

”Derfor er det vigtigt, at  der er veltilrettelagte transitionsforløb, der tager hensyn til den enkelte patients modenhed og udvikling,” siger han.

Han mener, at det for både voksne og unge patienter vil være en hjælp at indføre små spørgeskemaer:

”Vi ved af erfaring, at det kan være svært for lægen at finde tid til at få taget en grundig snak om de psykologiske effekter af diabetes - både med unge og voksne. Derfor mener jeg, at skemaer med nogle få korte og præcise spørgsmål om blandt andet søvn, appetit og humør vil være en hjælp. På baggrund af dem kan man nemlig tage en mindre famlende snak,” siger han.