Dansk Reuma Biobank risikerer at falde mellem to stole

Dansk Reuma Biobank råder over et unikt forskningsmateriale, som på sigt vil kunne ændre behandlingen af gigtsygdomme fundamentalt. Men nu møder banken bump på vejen: Fra årsskiftet 2017 overgik den fra at være et projekt under Danske Regioner til at være en driftsopgave delt ud på alle danske regioner.

Viljen til at drive banken er intakt hos både patienter og sundhedspersonale, men banken risikerer, at ’falde mellem to stole,’ mener professor i gigtsygdomme.

Forskningspotentialet i Dansk Reuma Biobank er unikt og af international standard: Der ligger i banken omkring 7.000 blod- og vævsprøver fra patienter med leddegigt og andre inflammatoriske gigtsygdomme. Koblet med de oplysninger, som ligger i DANBIO-databasen - om hvem der for eksempel har god effekt af en bestemt behandling, hvem der har skiftet behandling og hvem der har bivirkninger og hvilke – har man på sigt muligheden for at tilbyde patienterne en helt anden mere målrettet og individuel behandling langt tidligere i deres sygdomsforløb.

”Patienterne vil gennem personlig medicin potentielt kunne undgå unødige smerter og lidelse, og samfundet vil kunne spare betydelige beløb til udgifter til dyr sygehusmedicin,” fastslår professor og formand for DANBIOs styregruppe og overlæge på Rigshospitalet i Glostrup, Merete Hetland, som siden etableringen i 2015 har været en af hovedkræfterne bag Dansk Reuma Biobank.

Tvivl om ressourcer og ansvar

Fra årsskiftet valgte regionerne dog, at lade indsamlingen af de kliniske prøver overgå fra at være Danske Regioners ansvar til at være de enkelte regioners ansvar. Det giver nogle udfordringer lige nu pointerer, Merete Hetland:

”At Dansk Reuma Biobank overgår fra at være et projekt til at være en driftsopgave ude i de enkelte regioner, generer en vis usikkerhed - for hvem nøjagtigt har nu ansvaret ude i regionerne? I nogle regioner er der helt styr på det. I andre er hverken budget eller ansvar meldt klart ud. De ressourcer, der sættes af til koordinering af biobanken, er øremærket til at håndtere korrekt opbevaring af prøver. Der er derimod ikke sat ressourcer af til fra centralt hold at hjælpe klinikere i en travl hverdag med at få indsamlingen til at fungere.”

Merete Hetland ser dog optimistisk på biobankens fremtid. Hun betragter overgangen og de udfordringer der følger med, som noget midlertidigt.

”Den nuværende model er mindre end to år gammel og det er naturligt, at der vil være nogle bump på vejen. Vi oplever meget god vilje og både de enkelte afdelinger ude i regionerne, og patienterne ønsker, at indsamlingen af det kliniske materiale fortsat skal udbygges. Regionernes Bio- og Genom-bank på Herlev hospital har ansvaret for at følge op i de enkelte regioner, og det er også en proces, som de er i gang med.”

Betydelig økonomisk besparelse

Og der er, understreger Merete Hetland, alt mulig god grund til at arbejde videre med indsamlingen af både data og vævsprøver. Der er nemlig tale om et omfattende og helt unikt materiale, som på sigt vil kunne ændre behandlingen af gigtsygdomme fundamentalt.

”Ved forhåbentlig en dag at kunne tilbyde en personlig og skræddersyet medicinering, vil vi først og fremmest kunne spare patienterne for mange smerter og megen lidelse – og for at skulle tage medicin, som ikke virker og har mange bivirkninger. Samfundsmæssigt vil der også være tale om en potentiel særdeles betydelig, økonomisk besparelse. I dag er det omkring 30 procent af behandlingerne, som ikke virker. Behandlinger, som beløber sig til omkring 300 mio. kroner om året.”