For mange patienter med slidgigt i knæet bliver henvist til ortopædkirurg

Selvom Sundhedsstyrelsens retningslinjer for ikke-operativ behandling viser positive resultater, bliver alt for mange gigtpatienter stadig henvist til knæoperationer. Træning, patientuddannelse og vægttab vil kunne gøre en stor del af arbejdet, viser ny forskning.

Det er stik imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer inden for behandling af gigt, når totredjedele af alle patienter med slidgigt bliver henvist til kirurgisk vurdering inden andre behandlingsmuligheder er afprøvet.

Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af Gigtforeningen, som endnu ikke er blevet offentliggjort. Forsker og fysioterapeut, Lina Holm Ingelsrud, ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital, står bag artroseprojektet, hvor mere end 500 patienter, som har været henvist til Hvidovre Hospitals ortopædkirurger, er blevet bedt om at besvare et spørgeskema inden selve konsultationen.

Skemaet indeholdt spørgsmål om tidligere behandling for knæproblemer, hvor længe symptomerne havde varet, funktionsnedsættelser på grund af knæproblemerne og andre relevante oplysninger.

Lina Holm Ingelsrud var meget overrasket over resultaterne:

”Det viste sig, at kun en tredjedel af patienterne havde afprøvet behandling hos en fysioterapeut det seneste år inden konsultationen hos ortopædkirurgen. Og af dem havde kun 60 procent modtaget træning, som ellers anbefales ved knæartrose. Kun lidt over hver femte af deltagerne i studiet havde altså gennemgået et træningsforløb inden for det seneste år,” fortæller Lina Holm Ingelsrud.

Hvert år får op imod 10.000 mennesker i Danmark et kunstigt knæ – heraf har godt 1.000 allerede været gennem operationen før. Langt den hyppigste årsag er artrose, og antallet er støt stigende.

Det skønnes, at mere end 60.000 om året henvender sig til deres praktiserende læge med symptomer på artrose i knæene.

Praktiserende læger skal klædes på

Årsagen til de mange henvisninger handler om en række forskellige faktorer. Blandt andet er der stor forskel på de forløb, som patienterne gennemgår, inden deres praktiserende læge henviser dem til ortopædkirurgisk afdeling.

“Nogle patienter har haft problemer i mange år, hvor andre har haft gener i ganske kort tid - helt ned til tre måneder,” fortæller hun og nævner, at det blandt andet handler om, at de praktiserende læger ikke er klædt godt nok på i forhold til at stille diagnosen og derfor straks henviser til ortopædkirurgisk afdeling.

“Mange patienter kender ikke deres diagnose, når de bliver henvist. Måske handler det om, at der tidligere har været et stort fokus på at stille artrose-diagnosen ved hjælp af røntgen. Men den praktiserende læge kan også nemt selv stille en klinisk artrose-diagnose uden røntgen. Jeg tror ikke, det handler om, at de praktiserende læger ikke kan - men mere, at de mange henvisninger til ortopædkirurgisk afdeling

er et udtryk for, at fokus i dag er anderledes, end det var for nogle år siden,” siger Lina Holm Ingelsrud og understreger, at det vil kunne klæde patienten bedre på til at tage et relevant behandlingsvalg, hvis patienten er bedre informeret og har afprøvet mere inden henvisningen til kirurgerne.

Træning, patientuddannelse og vægttab ved overvægt har nemlig vist sig ofte at kunne mindske både smerter og funktionsnedsættelse hos mennesker med artrose i knæet. En sådan indsats kan betyde, at en operation, hvor knæet udskiftes med en protese, i mange tilfælde kan udskydes eller helt undgås.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal patienten derfor først henvises til en ortopædkirurg, når de ikke-kirurgiske behandlingsmuligheder har været afprøvet.

En anden årsag til, at for mange patienter bliver henvist til ortopædkirurgi handler også om økonomi.

“En operation er gratis, men det koster at gå hos en fysioterapeut. Selvom man som patient har en henvisning og får tilskud til behandlingen, så kan egenbetaling godt skræmme en del patienter væk. Det kan derfor være, at en gratis operation frister mere end et træningsforløb, som koster både penge og sved,” siger Lina Holm Ingelsrud og tilføjer, at tvivl og manglende information om, hvad fysioterapi rent faktisk kan gøre, kan afholde nogle læger fra at henvise til den slags