Skip to main content

Ny oral behandling af arveligt angioødem viser god effekt

AAAAI: Det nye lægemiddel PHA121, som er en oral B2-antagonist, er muligvis mere potent end de hidtil kendte præparater og kan vise sig at blive et godt valg til behandling af arveligt angioødem.

To studier, der blev præsenteret på American Academy of Allergy, Asthma & Immunology, AAAI’s 2021-konference i februar, konkluderede, at midlet både er sikkert og langtidsvirkende, og at det i flere forskellige doser meget hurtigt og effektivt kan hæmme bradykinin-koncentrationer i blodet. Rationalet bag studierne var bl.a., at B2-antagonister i øjeblikket kun er tilgængelige til injektion, ligesom de jævnligt kræver mere end én dosis. I de nye studier opnåede patienterne med blot en enkelt dosis af midlet en effekt inden for et kvarter. Og den holdt sig i op til ti timer. Midlet kaldes også PHA-022121.

I studierne undersøgte forskerne dosering, bradykinin-respons, sikkerhed og hjertekarmæssige virkninger. Absorptionen af PHA121 var dosisproportional. Hæmningen af sygdommens hjertekarmæssige effekter viste sig at være signifikant, og samlet set tolereredes PHA121 godt i doser på op til 50 mg. Bivirkningerne var desuden ens i den behandlede gruppe og kontrolgruppen.

Forskerne noterer i deres konklusion, at især den vedvarende effekt af stoffet i op til ti timer gør det "ideelt til en enkelt oral dosisbehandling af akutte arvelige angioødem-anfald".

Kan være mere potent end kendte midler

Hereditært angioødem (HAE) er en arvelig sygdom, der viser sig som voldsomme hævelser udvendigt og indvendigt i kroppen. De indvendige hævelser kan give kraftige mavesmerter og i værste fald lukke luftvejene. Uden behandling kan sygdommen være livstruende.

Årsagen til HAE er mangel på et bestemt proteinstof i blodet - C1-inhibitor. Mennesker med arveligt angioødem producerer store mængder af bradykinin, med det resultat, at blodkarrene udvides og væske siver ud i det omgivende væv og giver anfald af hævelser (ødem).

PHA121 er et lille molekyle, der binder til bradykinin B2-receptoren og forhindrer bradykinin i at gøre skade. Denne virkningsmekanisme svarer til den for Firazyr (icatibantacetat), som er en godkendt HAE-behandling, der markedsføres af Takeda. Tidligere undersøgelser har vist, at PHA121 kan være mere potent end Firazyr.

"Data fra studierne af PHA121 understøtter vores planer om at igangsætte flere studier med HAE-patienter i år. Der er fortsat et udækket medicinsk behov for effektive orale terapier med gunstige sikkerhedsprofiler. Vi vil fortsætte med at udvikle PHA121 til både on-demand og profylaktisk behandling," siger Berndt Modig, medstifter og administrerende direktør for Pharvaris, i en pressemeddelelse.

I et tidligere klinisk studie, hvis resultater blev præsenteret ved AAAI-konferencen sidste år, fandt forskere, at doser på 12 og 22 mg PHA121 opretholdt de ønskede blodniveauer i 12 timer. Også her tolererede patienterne godt alle testede dosisniveauer og rapporterede kun om milde og midlertidige bivirkninger.