Mindre hyppig Tremfya-behandling opretholder psoriasiskontrol
Tremfya (guselkumab) kan effektivt opretholde psoriasiskontrol, når det bliver givet hver 16. uge i stedet for hver 8. uge. Det viser fase IIIb-studiet GUIDE, som dermed understøtter potentialet for doseringsfleksibilitet ved langvarig behandling af psoriasis.
Tremfya, som er et antistof rettet mod interleukin (IL)-23, der bruges til at behandle moderat til svær psoriasis og psoriasisgigt, bliver typisk administreret hver ottende uge. I GUIDE-studiet, som er publiceret i JAMA Dermatology, har en tysk forskergruppe undersøgt, om en forlængelse af doseringsintervallet af Tremfya fra hver 8. uge til hver 16. uge er effektivt til patienter, der opnår tidlig og fuldstændig hudclearance (super responders; SRes). Patienter inkluderet i undersøgelsen havde moderat til svær psoriasis, defineret ved Psoriasis Area and Severity Index (PASI) højere end ti eller påvirket kropsoverfladeareal (BSA) højere end ti procent samt Dermatology Life Quality Index (DLQI) højere end ti ved undersøgelsens start.
I løbet af studiets første fase (uge 0-28) fik patienterne 100 mg Tremfya i uge 0, 4, 12 og 20. I anden fase (uge 28-68) blev SRes tilfældigt tildelt til at fortsætte behandlingen hver 8. uge (gruppe 2A) eller hver 16. uge (gruppe 2B), mens ikke-SRes fortsatte med 8-ugers dosering.
I den tredje fase (uge 68-220) blev SRes med lav sygdomsaktivitet enten taget af behandlingen eller trukket ud af studiet, hvis deres tilstand forværredes.
I alt blev 880 patienter inkluderet i studiet, hvoraf 822 modtog behandling i del 2. Blandt disse var 297 (36,1 procent) SRes, som blev opdelt i to grupper: 148 fortsatte med Tremfya hver ottende uge, mens 149 skiftede til hver 16. uge. De resterende 525 ikke-SRes fortsatte med otte-ugersregimet.
Baseline-karakteristika var ens mellem SRes-grupperne med hensyn til sygdomsvarighed, alder, BMI, PASI-score og DLQI-score, selvom der var lidt færre patienter, der tidligere havde fået biologisk behandling i 8-ugersgruppen. Sammenlignet med ikke-SRes bemærkede forskere, at SRes havde kortere sygdomsvarighed, var yngre, havde lavere BMI og var mindre tilbøjelige til tidligere at have fået biologiske lægemidler.
Lignende effektivitet i de to doseringsgrupper
Resultaterne viste, at:
- Det primære endepunkt, som var vurdering af noninferiority af 16-ugers versus otte-ugers dosering for at opretholde PASI <3, blev opfyldt.
- Begge doseringsintervaller opnåede lignende effektivitet (cirka 92 procent af SRes i hver gruppe), hvilket bekræfter forskerne i, at forlængelse af doseringsintervallet ikke påvirkede sygdomskontrollen signifikant.
- Sekundære resultater viste lidt højere rater af PASI ≤1 og PASI = 0 med 8-ugers dosering sammenlignet med 16-ugers dosering.
- Begge doseringsintervaller forbedrede gennemsnitlig PASI og påvirkede BSA over tid, og der blev ikke fundet signifikante forskelle i PASI 75- eller PASI 90-responser.
- Livskvalitetsresultater var høje og konsistente på tværs af doseringsintervaller. Ikke-SRes viste også signifikant forbedring, dog ikke så udtalt som SRes.
Med hensyn til sikkerhed fandt undersøgelsen, at 70,2 procent af patienterne oplevede behandlingsrelaterede bivirkninger, hvor nasopharyngitis og hovedpine var de mest almindelige.
GUIDE-studiet er det første studie, der viser, at Tremfya effektivt kan opretholde psoriasiskontrol med et forlænget doseringsinterval på hver 16. uge. Fremtidige analyser fra GUIDE-studiet vil se på forholdet mellem kliniske responser, biomarkører og farmakokinetik, ligesom der skal foretages yderligere undersøgelser af holdbarheden af sygdomskontrol efter behandlingsophør.