Rikke Bech: Biologiske lægemidler bør være ny praksis for bulløs pemfigoid
EADV: De to immundæmpende biologiske præparater Dupixent (dupilumab) og Xolair (omalizumab) har også betydelig effekt mod den autoimmune hudlidelse billøs pemfigoid, indikerer nyt retrospektivt studie. De skånsomme behandlinger kan blive særligt nyttige for ældre patienter, som udgør en stor del af patientgruppen, mener overlæge Rikke Bech, der håber, at behandlingerne kan blive tilgængelige i Danmark.
”Jeg håber virkelig, vi kan give det her til de patienter, der har mest brug for det, for lige nu mangler vi virkelig en god, skånsom og effektiv behandling,” siger overlæge Rikke Bech om de to lægemidler, der er undersøgt i et studie udgivet i tidsskriftet The Journal of Dermatology.
Hun er klinisk lektor ved Afdeling for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitet og har været til stede på kongressen EADV, hvor studiets resultater blev refereret under et oplæg.
Studiet tyder på, at dupilumab og omalizumab, der er indiceret til blandt andet astma og kronisk rhinosinusitis, er effektive til at behandle bulløs pemfigoid (BP) med en opnået sygdomskontrol på:
- 90,6 procent af patienter, der modtog dupilumab
- 77,8 procent af patienter, der modtog omalizumab
Hidtil har der været et vidensgab om brugen af biologiske lægemidler generelt i behandlingen af BP, men det kaster studiet lys over:
“Det er ny viden for os dermatologer, at der er tiltagende evidens for, at vi kan bruge dupilumab og omalizumab for BP,” siger Rikke Bech.
Mere skånsomme behandlinger
Forskerne har screenet 2435 patienter med BP, hvoraf 58 kaukasiske patienter blev inkluderet i analysen.
39 (67,2 procent) patienter blev behandlet med dupilumab, og 19 (32,8 procent) modtog omalizumab. Patienterne blev fulgt fra januar 2017 til marts 2023, hvor patienter med en opfølgningsperiode kortere end otte uger blev ekskluderet fra studiet.
Dupilumab blev administreret i en standarddose på 600 mg, efterfulgt af en vedligeholdelsesdosis på 300 mg hver anden uge via subkutan injektion. Patienterne på omalizumab fik en dosis på 300 mg hver fjerde uge, mens én patient fik et skræddersyet behandlingsregime.
Den nuværende behandling for BP er steroidbesparende behandling som methotrexat og azathioprin, som har mere alvorlige bivirkninger. I studiet fandt man bivirkninger hos 2 ud af 39 patienter (5,1 procent) i gruppen, der modtog omalizumab.
Sammenlignet med de konventionelle steroidbesparende behandlinger er dupilumab og omalizumab ret skånsomme behandlinger, siger Rikke Bech.
"De har kun milde bivirkninger, hvilket har stor betydning, da BP ofte rammer mennesker over 65 år og mennesker, som i forvejen har neurologiske lidelser, hjertekarsygdomme eller andre komorbiditeter."
Samtidig er der ved de to biologiske lægemidler (dupilumab og omalizumab) en relativt hurtigt indsættende effekt på mellem to og fire uger, sammenlignet med en til tre måneder for konventionelle steroidbesparende behandlinger.
"Det er af stor betydning for patienterne, at vi finder og afprøver nye og mere skånsomme behandlinger til BP," siger Rikke Bech.
Studiet er begrænset af en relativt lille stikprøve. Alligevel har forskerne undersøgt en af de største kohorter til dato, skriver forskerne bag.
Hjemmebehandling kan blive mulighed
BP er den mest almindelige autoimmune blæredannende hudsygdom på verdensplan.
Der er en kraftigt nedsat livskvalitet for patienter med BP, og ligeledes er der en øget dødelighed, hvis der er tale om en moderat til svær grad af sygdommen.
Ofte er det ældre og sårbare mennesker, der lider af moderat til svær BP, som skal transporteres ind på hospitalet.
Derfor kan den nye behandling også være en fordel for de ældre patienter, da man vil kunne oplære patienten, deres pårørende eller en hjemmesygeplejerske til at give behandlingen som indsprøjtning i huden.
"På den måde kan patienterne med BP blive behandlet i deres hjem og i deres nærmiljø, hvilket også har stor betydning, hvis man fejler noget andet – for eksempel demens," forklarer Rikke Bech.
Dupilumab er et velkendt lægemiddel for dermatologerne, da det har været anvendt til svær atopisk eksem, siden Dupixent blev godkendt af Medicinrådet i 2018.
Det er derfor Rikke Bechs håb, at lægemidlet godkendes som standardbehandling for BP inden længe. Samtidig anerkender hun, at det af økonomiske årsager kan være nødvendigt at prioritere behandlingen til de mest sårbare patienter.
