Dansk studie: Xolair har en behandlingsvarighed på to år ved kronisk spontan urticaria
EADV: Danske data viser, at Xolair (omalizumab) i gennemsnit anvendes i omkring to år hos patienter med kronisk spontan urticaria, og at der ikke ses væsentlige regionale forskelle i behandlingsvarigheden.
Det viser et nyt studie præsenteret på EADV 2025 (abstract #3114).
Omalizumab er en effektiv biologisk behandling, men dens høje pris, sygdommens uforudsigelige forløb og begrænset vejledning for langtidshåndtering betyder, at behandlingsstrategierne kan variere betydeligt mellem centre og regioner.
Forskerne bag det nye studie har derfor på baggrund af data fra det danske Landspatientregister undersøgt behandlingsvarigheden (drug survival, DS) af omalizumab hos voksne patienter med kronisk spontan urticaria (CSU).
I alt blev 1.797 patienter inkluderet i analysen. Patienter med udelukkende kronisk inducerbar urticaria eller samtidig astma blev ekskluderet. Den mediane behandlingsvarighed for første behandlingsserie var 2,2 år (95% CI: 2,03–2,36). Hos patienter, der modtog flere behandlingsserier, var varigheden markant kortere ved efterfølgende serier, med en median på 1 år (95% CI: 0,93–1,19).
Kaplan-Meier-analyser viste, at de overordnede overlevelseskurver var ens på tværs af de fem specialiserede dermatologiske afdelinger, og der kunne ikke påvises statistisk signifikante forskelle. Dermed tyder resultaterne på, at selv om der findes regionale variationer i klinisk tilgang, fører det ikke til forskellig samlet behandlingsvarighed.
Studiet fremhæver imidlertid en væsentlig metodologisk problematik: Når resultaterne sammenlignes på tværs af datakilder – administrative registerdata versus kliniske databaser – fremkommer der betydelige forskelle i estimaterne for behandlingsvarighed. Det peger på, at valget af datakilde kan have afgørende betydning for fortolkningen af 'drug survival' i kliniske studier.
Forskerne konkluderer:
”Den mediane behandlingsvarighed af omalizumab hos voksne patienter med CSU var cirka to år. På trods af regionale forskelle i behandlingspraksis forbliver varigheden konsistent.”
