Hjertesygdom kan være anderledes ved inflammatoriske sygdomme

Patienter med systemisk lupus (SLE) og systemisk sklerodermi (SSc) har en højere risiko for hjertesygdom end ved andre kroniske inflammatoriske sygdomme, viser et nyt studie.

Der er dog stor uvished om, hvorfor de kardiovaskulære hændelser opstår, og derfor skal der måske forebygges på en helt ny måde, lyder det fra forskningsleder Søren Jacobsen. 

Et nyt amerikansk studie viser, at patienter med systemisk lupus (SLE) og systemisk sklerodermi (SSc) har en højere risiko for hjertesygdom end ved andre inflammatoriske sygdomme sammenlignet med raske kontroller. 

Selvom det tidligere har været påvist, at der er en øget risiko for koronar hjertesygdomme (CHD) og hjertekarsygdomme blandt patienter med inflammatoriske sygdomme, er det nye amerikanske studie særligt interessant, da der findes sparsomme data om risikoen på tværs af og specifikt for hver sygdom. 

Det mener overlæge Søren Jacobsen, der er forskningsleder ved Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme på Rigshospitalet.

“Vi ved, at lupus og sklerodermi påvirker karrene på en anden måde end ved andre inflammatoriske sygdomme, hvor patienterne kan have problemer med mikrocirkulation i myokardiet, som kan give hvide fingre og inflammation i karrene blandt andet i myokardiet. Derfor er det interessant, at der nu er påvist en højere risiko specifikt for de to sygdomsgrupper, men det åbner også op for de helt store spørgsmål som, hvorfor og hvordan vi forebygger det,” siger han.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift “Frontiers”, hvor den amerikanske forskergruppe undersøgte risikoen for hjertesygdom på tværs af kroniske inflammatoriske sygdomme og sammenlignede risikoen med raske kontroller bestående af i alt 17.049 amerikanere foretaget i periode 2000-2009.

Studiets deltagere bestod af sygdomsgrupperne: Psoriasis (1.759), leddegigt (995), systemisk lupus erythematosus (SLE) (371), HIV, systemisk sklerodermi (SSc) (153) og inflammatorisk tarmsygdom (IBD’er) (1.290). En tredjedel af deltagerne, der havde flere sygdomme, havde enten SLE eller SSc, og de raske kontroller udgjorde 10.238 personer.

Ingen forvarsel før MI

Ud af hele kohorten havde i alt 619 patienter en hjertesygdomshændelse (heraf 202 MI-hændelser) ved en gennemsnitlig periode på 4,1 års opfølgning. Hjertesygdom blev defineret som myokardieinfarkt (MI), iskæmisk hjertesygdom (og angina pectoris) og/eller koronar revaskularisering. 

Her fandt forskerne, at risikoen for hjertesygdom var særligt signifikant højere for SLE (hazard ratio (HR) 1,9; 95 % konfidensinterval (CI) 1,2-3,2) og patienter med SSc (HR 2,1; 95 % CI 1,2-3,9). SLE-gruppen havde også en signifikant højere risiko for MI-hændelser (HR 3,6; 95 % CI 1,9-6,8). Hvorimod patienter med HIV, psoriasis, leddegigt og IBD’er ikke havde en signifikant højere risiko sammenlignet med den raske kontrolgruppe. 

Og resultaterne for MI-hændelser er særligt interessante, da de skiller sig ud på et punkt for lupus-patienterne udover en højere incidensrate, forklarer Søren Jacobsen. 

“Typisk har de fleste patienter tegn på iskæmisk hjertesygdom som eksempelvis angina pectoris (hjertekramper, red.) før et myokardieinfarkt, men her viser studiet, at lupus-patienterne får myokardieinfarkt helt uvarslet,” siger han og fortsætter:

“Det kan der være mange forklaringer på, vi ser det samme mønster blandt diabetikere, men det er der justeret for. Dette kunne tyde på, at de hjertesygdomme vi ser hos lupus-patienterne og potentielt også blandt andre inflammatoriske sygdomme er anderledes, og adskiller sig fra de traditionelle hjertesygdomme.”

Det er særligt lupus-patienterne, der lader til at være i risiko for hjertesygdom, hvor tidligere studier også har vist, at en mindre andel af patientgruppen har udtalte forkalkninger af kranspulsåren, hvilket gør, at patienternes “hjerte-alder” er 10-15 år ældre, end hvad de reelt er. Og denne accelererede forkalkning af kranspulsårerne er ikke forklaret af de traditionelle risikofaktorer, forklarer Søren Jacobsen.

I det amerikanske studie fandt forskerne samme resultater i en sekundær analyse foretaget med en større kohorte, hvor også patienter med SSC og/eller flere inflammatoriske sygdomme havde en signifikant højere risiko for hjertesygdom. I begge analyser blev de kronisk syge patienter frekvensmatchet for demografi, hypertension og diabetes med raske kontroller. 

Anderledes hjertesygdomme

Det var ikke kun forskel på sygdomsgruppernes risiko, men også sværhedsgraden af deltagernes inflammatoriske sygdomme, viste studiet. Når risikoen for hjertesygdom blev kategoriseret efter markører for sværhedsgraden af sygdommen, antydede studiet, at jo større sværhedsgrad desto højere risiko for hjertesygdom på tværs af sygdommene. 

Sygdomsgraden blev bestemt ud fra niveau af C-reaktivt protein for alle sygdomsgrupper undtaget for HIV, hvor niveauet af CD4 T-celler blev anvendt.

Det peger ind i diskussionen om, hvorvidt hjertesygdom i forbindelse med inflammatoriske autoimmune sygdomme er anderledes end hos den almindelige befolkning. Hypotesen er, at forskellige inflammatoriske mekanismer måske i højere grad driver bestemte typer af hjertesygdom end traditionelle risikofaktorer for at udvikle hjertesygdomme, forklarer Søren Jacobsen.

“Det nye er, at vi ikke skal se iskæmisk hjertesygdom som én ting, men at det både kan opstå på baggrund af en velkendt atherosklerotisk proces (hjerte-kar-sygdom, red.), som er betinget af alder og livsstil, men vigtigst at det måske i højere grad kan være inflammatoriske faktorer, der spiller ind. Det betyder, at vi skal være bedre til at kontrollere den kroniske inflammation hos patienterne, for det handler ikke kun om at behandle, indtil symptomerne er væk, da der kan stadig være inflammation i kroppen, selvom sygdomsaktiviteten er lav,” siger han. 

Traditionel forebyggelse ikke nok

Hvis det er tilfældet, så er de traditionelle forebyggelsesindsatser ikke tilstrækkelige, peger Søren Jacobsen på. Han forklarer, at rådgivning om kost, motion, rygning og kolesterol-niveau, der er effektive i den brede befolkning, formentlig ikke har samme effekt for eksempelvis lupus-patienter, da de ofte er velreguleret i forhold til risikofaktorerne. 

“De forebyggelsestiltag, der findes i dag til iskæmisk hjertesygdom, kan vi kun bruge en del af vejen, da livsstilsændringer altid kan fjerne en del af risikoen, men det er formentligt overhovedet ikke nok. Jeg tror ikke, at patientgruppen med en særlig type af atherosklerose korrelerer med hyperkolesterolæmi (forhøjet kolesterolindhold i blodet, red.), og så er det formentlig helt andre mekanismer, som vi ikke forstår godt nok, vi skal kigge på,” siger han og fortsætter:

“På den måde er vi nødt til at erkende, at den oversygelighed af hjertekarsygdomme muligvis er drevet af andre faktorer, end den vi ser i baggrundsbefolkning, hvor alt ikke er forklaret med livsstil.”

Søren Jacobsen sammenligner de kroniske inflammatoriske sygdomme med lav sygdomsaktivitet, som en gryde, der står på et lavt blus i længere tid, og som derfor godt kan brænde på. Dette kan potentielt have underliggende konsekvenser, som endnu er ukendte, men forklarer hvorfor hjertesygdom også kan opstå blandt patienter, som fremstår velreguleret.

Hvis forskerne med tiden finder de drivende mekanismer, kan det også have betydning for andre kardiovaskulære patienter, der ikke har umiddelbart erkendte inflammatoriske sygdomme, peger Søren Jacobsen på. 

“Vi ved, at der ikke er en oplagt årsag som livsstilsfaktorer til 10-15 procent af alle hjertetilfælde blandt kardiovaskulære patienter generelt. Så hvis vi kan kortlægge de bagvedliggende mekanismer til hjertesygdom blandt inflammatoriske sygdomme, er håbet, at man vil kunne overføre den viden til andre kardiovaskulære patientgrupper,” siger han.