Rinvoq anbefales mod psoriasisgigt af NICE
Patienter med psoriasisgigt i England kan fremover tilbydes en ny type behandling med Rinvoq (upadacitinib), hvis de ikke kan tolerere førstebehandling og har perifer artritis med tre eller flere ømme led. Det har det engelske prioriteringsinstitut NICE netop besluttet.
Rinvoq (upadacitinib) 15 mg anbefales til patienter, der udover perifer artritis med tre eller flere ømme led har tre eller flere hævede ledbånd samt ikke reagerede tilstrækkeligt på tidligere behandling.
Det er en ændring fra den tidligere, hvor oral upadacitinib kun blev anbefalet til brug blandt psoriasisgigt-patienter, hvis sygdom ikke reagerede tilstrækkeligt på anti-reumatiske lægemidler (DMARDs), eller som ikke kunne tolerere dem.
Den nye anbefaling giver endnu en effektiv behandlingsmulighed til patientgruppen, forklarer den engelske reumatolog Arvind Kaul i en pressemeddelelse:
"Kliniske undersøgelser har vist, at upadacitinib giver forbedringer i muskuloskeletale symptomer, psoriasis, smerter og træthed hos mennesker, der lever med psoriasisgigt. Denne milepæl er et meningsfuldt fremskridt inden for det terapeutiske område, der giver patienter i hele England og Wales adgang til et bredere udvalg af behandlingsmuligheder for deres individuelle behov," siger han.
Den nye behandling med upadacitinib er også et skridt nærmere for danske patienter, da Medicinrådet netop nu er i gang med at vurdere og eventuelt godkende midlet i Danmark.
Upadacitinib er en JAKi-hæmmer, som tages oralt én gang dagligt og kan anvendes som monoterapi eller i kombination med methotrexat.
JAKi-hæmmeren er tidligere afprøvet i de kliniske fase III studier: SELECT-PsA 1 og SELECT PsA-2 og opfyldte det primære endepunkt for ACR20-respons i uge 12 sammenlignet med placebo blandt voksne med aktiv psoriasisgigt, der ikke tidligere responderede tilstrækkeligt på biologiske lægemidler.