Gik du glip af årets EULAR-kongres - her er highlights
Den årlige EULAR-kongres løb af stablen i begyndelsen af juni, hvor der blev præsenteret en lang række nye resultater inden for reumatologien. Her får du overblikket over de vigtigste studier til din sommerferie-læsning.
European Alliance of Associations for Rheumatology (EULAR) afholdte i år sin årlige kongres 1. - 4.juni, som fandt sted både virtuelt og fysisk i Bellacenteret i København.
En af de helt store emner, der trak mange overskrifter, var antistoffet bimekizumab, som i øjeblikket undersøges til en række forskellige inflammatoriske tilstande herunder ankyloserende spondylitis (AS), non-radiografisk axial spondylartritis (axSpA) og psoriasisgigt (PsA).
Helt nye resultater blev præsenteret fra fase III-studiet BE OPTIMAL (abstract #LB0001) blev præsenteret ved en Late Breaking Session 4. juni. Resultaterne viste signifikant højere ACR50-responsrater i uge 16 for bimekizumab-gruppen sammenlignet med placebo (43,9 procent vs. 10 procent) for patienter med psoriasisgigt.
En række andre BE-studier som BE MOBILE 1 (abstract #POS0939) og BE MOBILE 2 (abstract #OP0019) fandt lignende positive fund, hvor der var signifikante forbedringer på ASAS40 respons ved uge 16 for ikke-radiografisk aksial spondyloarthritis (axSpA) og ankyloserende spondylitis. Det samme var gældende i BE COMPLETE-studiet.
Bimekizumab kan dermed betragtes som en ny terapeutisk tilgang til behandling af flere reumatologiske sygdomme. Indtil videre er lægemidlet dog kun godkendt af EMA til psoriasis.
Et nyt vidundermiddel til lupus
Inden for SLE tog det nye orale forsøgslægemiddel deucravacitinib en del overskrifter under årets EULAR-kongres. Det skete efter resultater fra det randomiserede og placebo-kontrolleret fase II-studie PAISLEY (abstract #LB0004) viste, at deucravacitinib havde et lovende potentiale som en ny behandling til SLE, da det bestod en vigtig midtstadietest.
Ved Late Breaking session præsenterede forskerne studiet, hvor 58,2 procent af deltagerne opnåede det primære endepunkt værende SLE Responder Index Level 4.
Deucravacitinib er en TYK2-hæmmer, der har vist potentiale til behandling af plaque psoriasis (PsO) i et afsluttet fase III-studie og til psoriasisgigt (PsA) i et vellykket fase II-studie.
Reumatologer er derfor begyndt at diskutere om deucravacitinib kan nærme sig som et vidundermiddel, der kan bruges til en lang række tilstande, da det har en helt ny mekanisme i forhold til aktuelt godkendte reumatologiske lægemiddel.
Om det kan leve op til at være et nyt vidundermiddel er dog ikke sikkert endnu, da der for SLE ikke er offentliggjort et fase III-studie for deucravacitinib endnu. En af forskerne bag studiet udtalte dog ved præsentationen på kongressen, at deres fund “berettiger yderligere undersøgelser i fase III-forsøg”.
Praksisændrende nyt studie af leddegigt
Der kan være nye praksisændringer på vej, når det kommer til behandling med kortikosteroider til ældre patienter med leddegigt.
I modsætning til de officielle retningslinjer fra de store reumatologiske foreninger viser et nyt studie, at årelang brug af kortikosteroider hos ældre patienter med leddegigt (RA) både effektiv og sikker.
Det er på trods af, at ACR og EULAR kun anbefaler steroider til midlertidig behandling. Alligevel ordinerer klinikere dem rutinemæssigt på ubestemt tid i den overbevisning, at de øger fordelen opnået ved sygdomsmodificerende lægemidler såsom methotrexat og nyere målrettede behandlinger, lød det fra forsker Maarten Boers, der præsenterede GLORIA-studiet (abstract #OP0270).
Det er derfor på tide og uundgåeligt, sagde Maarten Boers, at revidere retningslinjerne inden længe.
Andre interessante nyheder inden for leddegigt, der er værd at dykke ned i er, at hydroxychloroquin er sikkert at anvende til både RA og SLE, da et nyere studie (abstract #OP0039) ikke finder en sammenhæng mellem behandlingen og arytmi.
Også lader det til, at methotrexat kan behandle leddegigt for personer, der har betændte led men endnu ikke har RA-diagnosen. I TREAT-EARLIER-studiet (abstract #OP0070) blev der observeret en næsten øjeblikkelig reduktion af smerter, men methotrexat er ikke en kur, understregede forskeren ved præsentationen.
Corona-pandemiens påvirkning
Et af kongressens særligt interessante debatter handlede om, hvilken effekt og hvilke langtidsvirkninger covid-19-pandemien vil have på reumatologien. En af de to debattører ved oplægget var Maria-Antonietta D’Agostino, der var optimistisk og argumenterede for, at at pandemien ikke ville have en negativ indvirkning på klinisk praksis på lang sigt.
Anderledes lød det fra hendes meddebattør Philip Conaghan, der mente, at patienter er blevet "påvirket på mange måder, der vil vare i årevis," og påpegede, at forsinket diagnose og behandlingsophør eller afbrydelse kunne føre til varige ledsmerter.
Derudover pegede han på, at virkningen af immunmodulerende terapi på infektionsrisiko og effektiviteten af covid-19-vaccine fortsat vil være en klinisk udfordring på lang sigt, da pandemien fortsætter.
Maria-Antonietta D'Agostino sagde dog, at med undtagelse af kortikosteroider og rituximab, så vil immunsuppressive lægemidler sandsynligvis have en "begrænset indvirkning" på covid-19-infektionsrisiko og vaccinens effektivitet.
Blandet reumatologiske bolsjer
Andre spændende emner på årets kongres, som kan tilføjes til din sommerferie-læsning er blandt andet:
Inden for psoriasisgigt, at den nye IL-17 hæmmer, der går under navnet izokibep (før kaldt ABY-035) gav 50 procent reduktion i PsA-symptomer over 26 uger, og dermed har potentialet til at skubbe andre midler af pinden i fremtiden. Læs mere om studiet (abstract #OP0258) her.
Og så er tidlig opnåelse af minimal sygdomsaktivitet (MDA) i PsA forbundet med positive langtidsvirkninger for livskvaliteten (abstract #OP0028).
Og så er der lovende nyt til behandling af børneleddegigt (abstract #LB0002), hvor et fase III-studie af JAK-hæmmeren baricitinib (Olumiant) reducerer opblussen af sygdom blandt patienter, der ikke tidligere har reageret på andre biologiske og syntetiske målrettet lægemidler.