Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Seminar om type 2-inflammation: Tværfaglig vurdering er vigtigt

På et nyligt afholdt, tværfagligt seminar søgte specialister fra flere lande at udbrede viden omkring type 2-inflammation inden for forskellige sygdomsområder.

De medvirkende forskere talte blandt andet om behandling af børn med svær astma, næsepolypper og type 2-inflammation. Sanofi Genzyme var arrangør af mødet, og Medicinske Tidsskrifter var med undervejs.

Britiske professor Sejal Saglani, Faculty of Medicine, National Heart & Lung Institute, England, lagde i sin præsentation “Clinical treatment aspect of children with multimorbidities” ud med at tale om behandling af børn med svær astma og om, hvordan man som læge får styr på de børn, der har dårlig astmakontrol på trods af, at de bliver behandlet med højdosis inhalationssteroid og kombinationsbehandling.

”Når den type patienter bliver henvist til os, er det først og fremmest vigtigt, at et tværfagligt lægehold laver en detaljeret vurdering af, om der reelt er tale om astma, ligesom vi adresserer problemer med adhærens og tjekker for komorbiditeter hos patienterne,” forklarede professor Saglani og peger på, at hvis eventuelle komorbiditeter ikke behandles korrekt, er det svært at få styr på astmakontrollen.

Det, Saglani og kolleger i særlig grad kigger efter, er allergisk rhinitis, eksem, madallergi og eksponeringer for luftallergener, og når børnenes sygdomsbillede bliver grundigt tjekket, har omtrent 80 procent af dem andre faktorer, der kan modificeres, og omkring halvdelen af disse er medicinrelaterede problemer, mens to tredjedele af patienterne ikke har brug for optrapning af deres behandling.

Professor Saglani talte ligeledes om børn med svær astma og severe therapy resistant asthma (STRA) og fortalte blandt andet om studiet ”Pulmonary type-2 innate lymphoid cells in paediatric severe asthma: phenotype and response to steroids[1]”:

”For at vurdere det kliniske og immunologiske respons på systemiske steroider hos børn med STRA udførte vi sputum før og fire uger efter administration af intramuskulær triamcinolon, som en del af den kliniske protokol i studiet. Vi så, at der ikke var ændring i lungefunktion op til 12 måneder efter triamcinolon, men der var en forbedring af symptomer vurderet ved hjælp af astmakontroltest fire uger senere, ligesom der var en reduktion i astmaanfald efter administration af triamcinolon. Så børnene er ikke steroidresistente, de har derimod brug for en høj dosis systemisk steroid for at have god astmakontrol,” forklarede professor Saglani, som efterlyser bedre behandling til børn – særligt efterspørger hun biologiske behandlinger til børn med svær astma, idet det til børn godkendte omalizumab er indiceret til en ganske snæver pædiatrisk patientgruppe.

Voksne med svær astma, type 2-inflammation og næsepolypper

Brian Lipworth, professor ved Allergy and Respiratory Medicine ved University of Dundee, Skotland, fulgte op med sit oplæg “Treating the type 2-inflammation in patients with severe asthma”, hvor han blandt andet præsenterede sin interesse for svær astma, luftvejsallergi og næsepolypper. Blandt andet talte professor Lipworth om studiet ”Impact of nasal polyps on endotype and phenotype in patients with moderate to severe asthma”[2], et retrospektivt data-studie, hvor Lipworth og kolleger gennem analyser forsøgte at bestemme formodede forskelle i type 2-biomarkører, lungefunktion og astmakontrol mellem patienter med astma og næsepolypper (AwNP'er) og dem med blot astma.

”Det, vi så, var, at patienter med moderat til svær astma med næsepolypper havde højere niveauer af eosinofile i perifert blod og FeNO på trods af bedre astmakontrol og lavere total og specifik allergi end dem uden næsepolypper,” fortalte professor Lipworth og pegede på, at eosinofile i perifert blod (PBE-tal) og FeNO-niveauer var signifikant højere (P < 0,01), hvorimod specifikke og totale immunglobulin E-niveauer (P < 0,05) var signifikant lavere i AwNP'er versus patienter med blot astma. Derudover havde FeNO en sensitivitet på 81 procent og specificitet på 67 procent til påvisning af næsepolypper. Patienter med astma og næsepolypper havde mindre alvorlig astma end dem med astma uden næsepolypper, hvilket afspejles af færre eksacerbationer (P < 0,001), lavere dosis inhaleret kortikosteroid (P < 0,001) og mindre svækkelse af impulsoscillometri (P < .05).

”Derfor vil jeg understrege, at tilstedeværelse af type 2 komorbiditeter som atopisk dermatitis, næsepolypper eller eosinofil øsofagitis har det med at favorisere et lægemiddel, der blokkerer IL4/13 ekspression som eksempelvis dupilumab,” pointerer Brian Lipworth.

Atopisk dermatitis og brug af topical steroider

Alan Irvine, professor i dermatologi ved Trinity College Dublin, Ireland, gav præsentationen “Current atopic dermatitis treatment landscape & Use of topical corticosteroids in AD”, hvor han kom omkring type 2-immunologi i allergiske sygdomme herunder atopisk dermatitis og behandling heraf. 

I oplægget fortalte Alan Irvine om studiet ”Abrocitinib versus Placebo or Dupilumab for Atopic Dermatitis”[3], hvor forskerne bag blandt andet har kigget på JAK1 hæmmeren abrocitinib, som reducerer IL4/13, og som er ved at blive undersøgt til behandling af atopisk dermatitis. 

”I forsøget gav en daglig dosis abrocitinib på enten 100 mg eller 200 mg større reduktioner i tegn og symptomer på moderat til svær atopisk dermatitis end placebo i uge 12 og 16. Dosis på 200 mg, men ikke 100 mg, abrocitinib var overlegen i forhold til dupilumab med hensyn til kløerespons i uge 2, mens ingen af ​​abrocitinib-dosis afveg signifikant fra dupilumab i forhold til de fleste andre vigtige sekundære end-point sammenligninger i uge 16,” fortalte Irvine, der samtidigt pegede på, at studiets safety-resultat også så sikkert ud på den korte bane - ifølge Irvine er spørgsmålet snarere, hvordan safety-resultatet ser ud efter et til to år.

Systemiske steroider til behandling af øvre luftvejssygdom

Wytske Fokkens, professor at the Department of Otorhinolaryngology at the Academic Medical Center Amsterdam og generalsekretær for ERS, holdt oplægget “CRSwNP treatment & current use of systemic steroids in treating upper airway disease”, hvor hun mindede om, at patienter med kronisk bihulebetændelse med næsepolypper (CRSwNP) får alt for meget OCS for at dæmpe sygdomsbyrden, og derfor var professor Fokkens særligt begejstret sidst i 2019, hvor det i Holland blev muligt at udskrive biologisk behandling til en del af sin patientgruppe. 

De biologiske behandlingsmuligheder, der findes på det vesteuropæiske marked, og som kan benyttes til behandling af CRSwNP patienter, er anti-IL5 (mepolizumab og reslizumab – sidstnævnte udelukkende for astma og ikke polypper), anti-IL4/13 (dupilumab) og anti-IgE (omalizumab).

I studiet ”Efficacy and safety of dupilumab in patients with severe chronic rhinosinusitis with nasal polyps (LIBERTY NP SINUS-24 and LIBERTY NP SINUS-52): results from two multicentre, randomised, double-blind, placebo-controlled, parallel-group phase 3 trials”[4] har forskere kørt to studier i ensartede design, hvor CRSwNP patienter fik dupilumab i henholdsvis 24 og 52 uger - og forskellen var slående.

”I studierne, hvor patienter med CRSwNP får dupilumab i henholdsvis 24 og 52 uger, blev behandlingen fuldstændig stoppet efter 24. uge i det korte forsøg, hvorefter deltagerne oplevede, at deres symptomer langsomt vendte tilbage. Men i studiet, der løb over 52 uger, blev patienternes behandling ændret halvvejs ved 24. uge, således at de fik antistoffet hver fjerde uge i stedet for tidligere hver anden uge. Vi så meget interessant, at når vi ændrede behandling til hver fjerde uge efter en god reduktion i patienternes symptomer, forblev symptomerne meget små,” forklarede professor Wytske Fokkens og pegede på, at der blev lavet lignende studiedesign med omalizumab med tilsvarende resultat, mens data fra mepolizumab-undersøgelsen var en anelse mindre imponerende, men det var ifølge Fokkens et andet studiedesign.

[1] https://erj.ersjournals.com/content/54/2/1801809

[2] https://www.annallergy.org/article/S1081-1206(21)00447-6/fulltext

[3] https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMoa2019380

[4] https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(19)31881-1/fulltext