Professor: Skru op for det tværfaglige samarbejde mellem eksperter i øvre og nedre luftveje

Nordiske luftvejseksperter anbefaler, at det tværfaglige samarbejde mellem lungemedicinere, øre-, næse- og halslæger og rhinologer optimeres, når patienter med svær astma og moderat til svær kronisk rhinosinuitis med nasal polypose (CRSwNP) behandles.

Anbefalingen om at øge det tværfaglige arbejde mellem luftvejseksperter og andre, som er i berøring med patientgruppen, kommer efter færdiggørelse af projektet ”Multidisciplinary approaches to identifying and managing global airways disease: Expert recommendations based on qualitative discussions”. Her har en gruppe af primært nordiske luftvejseksperter mødtes og diskuteret, hvordan global airways diseases [sygdom i både øvre- og nedre luftveje] behandles mest optimalt for patienten.

”Astma og kronisk rhinosinuitis med nasale polypper [CRSwNP] optræder ofte side om side og deler patologiske træk. Derfor gavner det diagnosticering og behandling at tage afsæt i hele patientens sygdomsbillede, men det er ikke altid, vi ser det ske i patientpleje blandt andet de nordiske lande,” fortæller Charlotte Ulrik, overlæge og professor ved Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital.

For mens øre-næse-halslæger eller rhinologer traditionelt behandler sygdomme i de øvre luftveje, håndterer lungespecialister sygdomme i de nedre luftveje, og derfor risikerer patienter med global airways diseases at blive kastebolde mellem flere specialer i en struktur, der kan være så usammenhængende, at patienterne i sidste ende ikke altid får den optimale pleje af hele deres sygdomsbillede.

”Derfor blev vi i gruppen enige om, at vi skal arbejde mere sammen om at kigge på hele patienten, således at vi - hvad end patienten måtte fejle - bedst muligt får behandlet alle sygdomsmanifestationerne. Når vi lungemedicinere ser en patient med astma og alene fokuserer på astma i valg af behandling, og ikke det patienten eventuelt har i næsen, er risikoen for, at patienten får en dårligere sygdomskontrol, stor,” forklarer Charlotte Ulrik, som er en del af den nordiske projektgruppe, der lægger op til et øget tværfagligt samarbejde. Gruppen består af udvalgte lungespecialister, allergieksperter samt øre-næse-halslæger, der alle praktiserer i de nordiske lande.

Almen praksis skal med ombord

Desuden var der tilknyttet flere praktiserende læger til projektet.

”Det er essentielt at få samarbejdet med almen praksis til at fungere bedre, da mange af de patienter, vi ser i lungeambulatorierne senere i deres sygdomsforløb, reelt bliver opsporet udenfor hospitalssystemet,” siger professoren og peger på, at selv om de i projektet tilknyttede specialister har en indsigt i sygdomsområder, der ikke falder inden for deres ekspertise, kan bevidstheden om global airways diseases være mere begrænset blandt ikke-specialister.

”Jeg tror, at den del af det tværfaglige samarbejde, der har det sværest herhjemme, er at få identificeret de patienter, der går i almen praksis, som ud fra sværhedsgrad af sygdom og sygdomsmanifestationer burde tilses andre steder i systemet. Derfor handler det om at gøre de praktiserende læger mere opmærksomme på, at når de har en patient med astma, der er dårligt behandlet og har mange symptomer på trods af medicinsk behandling, så bør denne patient sendes videre i systemet,” siger Charlotte Ulrik og tilføjer, at fra undersøgelser i Danmark ved man også, at der går patienter i speciallægeambulatoriet, som burde afsluttes til almen praksis.

Hun understreger samtidigt, at en del af de patienter med næsepolypper og kronisk bihulebetændelse, som får mange antibiotika-kure og/eller systemisk kortikosteroid, potentielt har andre problemer i deres øvre luftveje. Det bør ifølge professoren få alarmklokken til at ringe hos den praktiserende læge, så patienten sendes videre til undersøgelse hos en speciallæge.

”Det handler dybest set om, hvordan vi organiserer samarbejdet fra A til B bedst muligt, så vi får kigget på hele patienten og får givet dem den bedst mulige behandling,” siger professoren, som dog ikke er af den holdning, at one-size-fits-all løsninger fungerer, når det handler om at få et tværfagligt samarbejde til at blomstre.

”Det er klart, at organisering af et tværfagligt samarbejde afhænger af, hvor man arbejder henne både i forhold til land og i forhold til lokation i de enkelte lande,” pointerer professoren, der ikke nødvendigvis mener, at der herhjemme er behov for en lang række tiltag herunder klinikker, hvor både øre-næse-halslæger, rhinologer, lungemedicinere og måske også dermatologer arbejder sammen.

”Det kan selvfølgelig være godt, men det vigtigste er, at vi sikrer os, at patienterne får den bedste behandling. Det kan også gøres på anden vis,” siger Charlotte Ulrik.

Noget godt har COVID-19 bragt med sig

Hun peger på, at netop samarbejdet mellem forskellige specialer trivedes rigtig godt under pandemien 

”COVID-19 har blandt andet lært os at arbejde mere sammen på tværs af specialerne for at tage os bedst muligt af patienterne. COVID-19 er en infektionssygdom, men patienterne kunne heller ikke trække vejret. Derfor blev infektionsmedicinere og lungespecialister nødt til at arbejde mere sammen. Det fungerede meget godt,” siger professor Ulrik og pointerer, at som projektet anbefaler afholdes der allerede en række multidisciplinær teams møder (MDT’er) indenfor en række forskellige specialer, meget ofte som virtuelle møder, når der eksempelvis skal lægges en behandlingsplan for en patient med nydiagnosticeret lungekræft.

”Men også når vi har patienter med forhøjede eosinofile i blodet, mødes et multidisciplinært team af hæmatologer, infektionsmedicinere, lungespecialister og andre online og diskuterer patienten. På den måde repræsenteres forskellige områder, og det øger sandsynligheden for, at der vælges den behandling, som har bedst effekt på patientens samlede sygdomsbillede,” forklarer professoren, der naturligvis også ved behov mødes fysisk med sine kolleger 

Netop på bagkant af pandemien og den udvikling, professoren har set i det tværfaglige arbejde herhjemme, gør, at Charlotte Ulrik ikke er bekymret for fremtiden omkring samarbejde på tværs af ekspertområder. 

”Jeg synes egentlig, at det fungerer godt langt de fleste steder i Danmark. I Århus har de et allergicenter, hvor der arbejder både dermatologer, og øre-, næse- og halslæger, allergologer og lungemedicinere, som alle kan kigge på patienterne. Selv har jeg tæt kontakt til et team af kolleger inden for allergologi, dermatologi og øjensygdomme, ligesom jeg samtidig har stor gavn af en øre-næse-halslæge med egen praksis meget tæt på hospitalet, som meget hurtigt kan se mine patienter ved behov. Hvis jeg har en astmapatient, der også har atopisk dermatitis, og primært er generet af hudkløe, bør det naturligvis også adresseres. Vi bør altid tilstræbe at fokusere på hele patienten, og det gør vi bedst ved tværfagligt samarbejde, når der er flere diagnoser i billedet,” lyder det fra professor Ulrik.