Også i barndommen er T2-høj astma en mere alvorlig fænotype

Danske forskere har undersøgt, hvordan T2-lav- versus T2-høj astma manifesterer sig i børne- og ungdomsårene, og de har dermed fået nye indsigter i udviklingen af de to fænotyper.

Ud over at data viser, at T2-høj astma er en mere alvorlig fænotype, peger forskerne på, at tidlig identifikation og målrettet behandling af T2-høj astma hos børn kan være nødvendigt for at optimere deres sygdomsforløb. 

Det danske studie tager afsæt i COPSAC2000-kohorten og er dermed det første af sin slags, der kigger på T2-høj og T2-lav astma gennem hele kohortens barn- og ungdom. Og netop dataindsamlingens længde giver forskerne en unik indsigt i, hvordan T2-høj og T2-lav astma udvikler sig over tid.

”Resultaterne tyder på, at T2-høj eller allergisk astma lader til at være en mere alvorlig fænotype, fordi den er mere persisterende, ligesom der er øget bronkial hyperreaktivitet og en øget modstand i luftvejene. Dermed peger data i retning af, at det er en mere alvorlig type astma, hvis barnet har de allergiske markører,” siger medforfatter til studiet Ann-Marie M. Schoos, klinisk forskningslektor, ph.d. og dr.med. samt overlæge på børne- og ungeafdelingerne på henholdsvis Hvidovre - og Slagelse hospitaler.

Kræver mere målrettet behandling

I undersøgelsen blev T2-høj og T2-lav astma defineret ved syvårsalderen ud fra sensibilisering over for luftbårne allergener, forhøjet eosinofile og/eller forhøjet fraktioneret NO.

Studiet viser blandt andet, at som 18-årige havde 12 ud af 26 (46,2 procent) af børnene med T2-høj astma stadig vedvarende astma, mens det kun gjaldt for 2 ud af 21 (9,2 procent) med T2-lav astma; OR 8,14 [1,57–42,34].

”Det understreger, at T2-høj astma er en kronisk sygdom, der kræver mere målrettet behandling,” siger Ann-Marie M. Schoos, der samtidig peger på, at mens forskerne identificerede en senere debutalder for børn med T2-høj astma sammenlignet med T2-lav astma, så de også en markant mere vedvarende type astma.

 Øget luftvejsmodstand og hyperreaktivitet

Ud over vedvarende sygdom så forskerne også, at børn med T2-høj astma oplevede signifikant højere luftvejsmodstand og øget bronkial hyperreaktivitet fra en tidlig alder.

Den specifikke luftvejsmodstand (sRaw) var 12,5 procent højere gennem barndommen hos børn med T2-høj astma (estimat 0,53 [0,06; 1,01]), end hos dem med T2-lav astma.

”Deltagere med T2-lav astma kommer til at ligne undersøgelsens kontrolgruppe mere og mere, jo ældre de bliver. Derimod fandt vi, at deltagere, der har T2-høj astma som syvårige, fortsat bliver ved med at have forhøjet modstand i lungerne, som de bliver ældre. Vores forskning antyder også, at det ser ud, som om den forhøjede modstand i lungerne kan blive værre med alderen,” siger Ann-Marie M. Schoos.

I gruppen af børn med T2-høj astma så forskerne også en luftvejs-hyperreaktivitet over for Metakolin, idet der skulle en 41 procent lavere dosis til for at forårsage et 20 procent fald i lungefunktionen (estimat −0,70 [−1,18; −0,23]) hos børnene med T2-høj astma. Endelig var der et øget bronkodilatator respons, når man målte FEV1 før og efter B2-agonist.

På trods af at T2-høj astma er en mere alvorlig fænotype, viser hverken mål af basal FEV1, MMEF og FEV1/FVC signifikante forskelle mellem T2-høj og T2-lav grupperne, ligesom yderligere lungefunktionsmålinger som løbetest og kuldeprovokation heller ikke afslørede signifikante forskelle i lungefunktionen hos deltagere i de to grupper.

Øget risiko for andre sygdomme

Når forskerne sammenlignede børn- og unge med T2-høj astma med dem med T2-lav astma ved syvårsalderen, havde førstnævnte en højere sandsynlighed for at udvikle allergisk rhinitis (76,9 procent versus 19,0 procent) og atopisk dermatitis (80,8 procent versus 42,8 procent) på et tidspunkt i barndommen (0-18 år). Derudover var børn med T2-høj astma oftere sensibiliserede over for fødevareallergener (32,0 procent versus 5,0 procent) og havde et højere gennemsnitligt totalt IgE-niveau (90,6 versus 22,5 IU/mL).

”Det er ikke overraskende, at børnene i T2-høj-gruppen har flere af de andre allergiske sygdomme som allergisk rhinitis og atopisk dermatitis, da gruppen blandt andet er mere sensibiliseret over for luftbårne allergener som pollen, hund, kat og hest samt husstøvmider og skimmel. Disse hænger åbenlyst sammen med allergisk rhinitis, men det øger også risikoen for atopisk dermatitis,” siger Ann-Marie M. Schoos og peger på, at det heller ikke var en overraskelse,at FeNO lå højere i T2-høj gruppen, da det også er med til at definere T2-høj astma.

Ved syvårsalderen havde deltagere i T2-høj-gruppen også højere blodeosinofile (median 0,43 × 10⁹ celler/L) sammenlignet med børn i gruppen med T2-lav astma (median 0,15 × 10⁹ celler/L) – et tal, der var forbundet med øget luftvejsmodstand (estimat 0,50 [0,09; 0,91], p = 0,017).

”Noget af det mest overraskende var, at der var så mange børn i kohorten, der havde meget høje niveauer af eosinofile i blodet. Internationale konventioner har defineret T2-høj astma ud fra en grænse for eosinofile på 0,30 celler/mL, og andre har en grænse helt ned til 0,15 celler/mL. Derfor blev vi nødt til at sætte grænseværdien op til 0,5, for selv i T2-lav gruppen havde deltagerne et gennemsnitsniveau af eosinofile på 0,30. Havde vi fulgt de internationale konventioners anbefaling på 0,15, var samtlige deltagere endt i T2-høj-gruppen,” siger Ann-Marie M. Schoos.

Ifølge forskeren kan forklaringen på de relativt høje niveauer af eosinofile i blodet være, at det er en højrisiko-kohorte, hvor alle mødrene har astma.

Traditionel behandling er dækkende

Ann-Marie M. Schoos peger samtidigt på, at det faktum at T2-høj astma er en mere alvorlig fænotype, er en vigtig information ved astmadiagnosen.

”Det kan give forældrene en indsigt i, hvad der ligger i kortene for deres barn – også i relation til den indsats, der potentielt skal gøres i forhold til forebyggelse. Det er vigtigt at forventningsafstemme, så familien ved, at denne form for astma er en type, hvor der er øget risiko for, at deres barn skal være i behandling i længere tid, ligesom der er mindre sandsynlighed for, at barnet vokser fra det lige med det samme,” siger hun.

”Når vi taler om de markører, vi bruger til at identificere type 2-astma, er det også nogle af dem, man bruger til at definere, hvilke patienter der kan have gavn af biologisk behandling. Men det er ikke det samme som at sige, at de her børn bør komme i biologisk behandling, for de kan sagtens have markørerne og allergisk astma uden at kunne få biologisk behandling. Vi skal huske, at disse behandlinger er reserveret til dem, der er allermest syge, og som opfylder Medicinrådets anbefalinger på området,” siger Ann-Marie M. Schoos og understreger, at forskerne ikke så nogen forskel i T2-høj og T2-lav astma-grupperne i forhold til mængden af forværringer af børnenes astma.