Lungemediciner: Tættere samarbejde mellem almen praksis og specialisterne er vejen frem

I en spørgeskemaundersøgelse udarbejdet af Medicinske Tidsskrifter forholder en række speciallæger i lungemedicin sig til, hvordan patienter med astma behandles i det danske sundhedssystem. En af deltagerne, overlæge og professor Ulla Møller Weinreich, drømmer om et tættere samarbejde mellem sektorerne.

Professoren ser gerne, at der bliver skabt en mulighed for Shared Care eller på dansk – ’Delt Pleje’ – med andre ord et tættere samarbejde og vidensdeling mellem sygehusene og almen praksis. En form for makkerskab, som ikke alene vil lette arbejdsbyrden i begge sektorer, men også komme patienterne til gode.

”For eksempel kan man overveje at organisere en form for Shared Care i forsøget på at nedbringe antallet af prednisolonkure, som patienter med astma får i almen praksis,” siger Ulla Møller Weinreich, overlæge og leder af Lungemedicinsk Forskningsenhed ved Aalborg Universitetshospital samt professor ved Aalborg Universitet og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab.

Sådan et samarbejde var blandt de ting, Ulla Møller Weinreich efterlyste i Medicinske Tidsskrifters spørgeskemaundersøgelse. Hun forklarer, at en af kongstankerne bag samarbejdet er at lette den arbejdsbyrde, der ligger hos de praktiserende læger.

”Vi skal spille hinanden gode. Og med Shared Care kan vi samarbejde om de patienter, som almen praksis kan have udfordringer med,” siger hun.

Magtesløshed kan presse lægerne

Ifølge Ulla Møller Weinreich kan netop astmapatienter, som får flere årlige prednisolonkure uden at blive sendt videre til vurdering hos en speciallæge i lungemedicin, være blandt de patienter, som de almen praktiserende læger og speciallæger kan samarbejde om.

”Jeg tror, at de gentagne prednisolonbehandlinger sommetider kan tilskrives, at den praktiserende læge indimellem ikke ved, hvad de skal gøre for at hjælpe astmapatienten. Det kan være, at lægen oplever en følelse af magtesløshed, og så ender det med en prednisolonkur. Det er nogle gange den fornemmelse, jeg får, når jeg ser de henvisninger, vi modtager fra praksis. Her kan jeg mellem linjerne læse, at lægen simpelthen ikke vidste, hvad der skulle gøres i en given situation, og derfor endte det med prednisolon,” siger hun.

Hun mener også, at nogle patienter lægger pres på egen læge for at få udleveret prednisolon, fordi det tidligere har vist sig at have en umiddelbar effekt på sygdommen. Det har hun selv oplevet i sygehusets lungeambulatorium.

Ifølge Ulla Møller Weinreich kan en Shared Care-løsning i sådanne situationer potentielt hjælpe den praktiserende læge med at undgå at udskrive prednisolon unødigt og dermed spare patienten for eventuelle bivirkninger.

Hun peger samtidigt på, at det i dag er muligt for de praktiserende læger at ringe ind til det, hun benævner ”Pneumofonen” – en telefonisk kontakt med en speciallæge i lungemedicin.

”Det er lovmæssigt besluttet, at man som praktiserende læge skal have mulighed for at ringe til en lungemedicinsk bagvagt for at få et godt råd. Men selv hvis lægen får et telefonisk råd ved lejlighed, når man ikke altid i mål med det, for speciallægen kan jo hverken se eller tale med patienten via en telefonsamtale med praksislægen. Derfor så jeg gerne, at vi fik mulighed for at støtte lægerne yderligere ved hjælp af onlinekonsultation,” siger Ulla Møller Weinreich, som mener, at der er et behov for støtte i behandlingen af kroniske sygdomme som astma.

Shared Care hjælper i begge ender

”Det virker, som om beslutningstagerne antager, at de store kroniske sygdomsgrupper som KOL, astma og type 2-diabetes er nemme at håndtere, og at alle ved, hvordan det skal klares. Men det er ikke rigtigt. Der er områder af de kroniske patienters liv og sygdomsforløb, som er virkelig vanskelige at håndtere, og hvor man har behov for hjælp fra en lungespecialist for at komme videre,” siger hun.

Ulla Møller Weinreich peger på, at det i andre tilfælde kan være en lungemedicinsk generalist, en ekspert i eksempelvis hjemme-NIV eller noget helt fjerde, den praktiserende læge har behov for at sparre med.

Selv om professorens Shared Care model ikke som sådan er færdigudviklet, har Ulla Møller Weinreich en vision om, hvad den som minimum bør inkludere; nemlig rådgivning, læring og indblik i visitation af patienter.

”Hvis de alment praktiserende læger får mulighed for at booke en onlinekonsultation hos en specialist, er der flere trin, der kan klares på en gang. For det første kan speciallægen rådgive en kollega til at komme videre i behandlingen af en patient. For det andet kunne kollegaen i praksis lære noget nyt om en given problematik, og måske vil det lærte kunne bruges en anden gang,” siger hun.

”For det tredje vil vi indimellem kunne bruge lidt af konsultationen til visitation og anbefale lægerne at sende specifikke patienter videre til hospitalet i de tilfælde, hvor en lungespecialist bør kigge på patienten,” siger Ulla Møller Weinreich, der som flere af sine kolleger på landets lungeambulatorier også har oplevet, at astmapatienter bliver henvist til speciallægen, når deres sygdom er temmelig fremskreden.

”Vi oplever stadigvæk, at der bliver henvist patienter til os, som vi er kede af, at vi først ser på det tidspunkt, hvor de faktisk har været kandidater til at få biologisk behandling i længere tid,” siger professoren, som gerne så, at flere patienter med forhøjede blodeosinofile, høj FeNO eller forhøjede IgE blev sendt til ambulatorierne for at få en speciallæges vurdering at deres sygdom. Særligt set i lyset af, at de biologiske behandlinger til astma er veltålte.

”Men jeg tror, at der er et indsatsområde omkring at finde de patienter, der vil kunne være kandidater til biologisk behandling. Nu er vi måske på vej ind i en ny æra, hvis biologisk behandling godkendes til brug i patienter med KOL med type 2-inflammation. Derfor er det vigtigt, at de praktiserende læger ved noget om behandlingerne, og at de kan samarbejde og udveksle viden med nogle, som er eksperter på området,” siger Ulla Møller Weinreich.