Overlæge om banebrydende resultat: Dette varsler en ny æra inden for småcellet lungekræft
Den bispecifikke antistofbehandling Imdelltra (tarlatamab) ligner en historisk milepæl og ny æra inden for småcellet lungekræft (SCLC), siger overlæge Seppo W. Langer. Behandlingen forlænger overlevelsen markant i anden linje og er samtidig mere tålelig end kemoterapi hos patienter, hvis sygdom er progredieret på platinbaseret behandling. Vi havde aldrig drømt om at se sådan et resultat, siger Seppo W. Langer, der selv har bidraget til studiet.
Det randomiserede fase III-studie DeLLphi-304 har vakt opsigt på de amerikanske onkologers årsmøde ASCO 2025 (abstract #LBA8008), og ifølge Seppo W. Langer, overlæge på Rigshospitalets afdeling for kræftbehandling, er det ikke uden grund. Han har selv bidraget med patienter til studiet og kalder resultaterne for banebrydende:
”Vi har aldrig drømt om at se sådan et resultat. Det er helt vildt. Én ting er den mediane overlevelse, men behandlingen er også bedre tålt end kemoterapi,” siger Seppo W. Langer.
De tidlige resultater fra DeLLphi-studiet viser en median samlet overlevelse (OS) på 13,6 måneder (95 % CI: 11,1–ikke estimerbar) med tarlatamab og 8,3 måneder (95 % CI: 7,0–10,2) med kemoterapi, svarende til en hazard ratio på 0,60 (P<0,001).
”En forbedring i OS på over fem måneder er fuldstændigt uhørt og aldrig før set i denne sygdom. Effekten er samtidig ens, uanset hvilken kemoterapi patienterne tidligere har fået. Vi har ikke tidligere set et stof, der er fuldstændig upåvirket af, om patienterne er platinfølsomme eller ej. Det betyder, at man i virkeligheden kan ramme alle patienter med det her.”
Han tilføjer, at det giver håb om noget, som lungeonkologer aldrig havde troet muligt med småcellet lungekræft:
”Vi har en potentiel chance for langtidsoverlevelse. Det havde vi ikke turdet håbe på med denne sygdom. Selv hvis sygdommen kommer tilbage, så er det på en anden måde end før.”
Også bivirkningsprofilen får rosende ord med på vejen:
”Tarlatamab tåles bedre end de kemoterapiregimer, der sammenlignes med. De patientrapporterede outcomes er mere positive, og patienterne tåler behandlingen rigtig godt. Min egen oplevelse er også, at de har det godt under behandling.”
Effekt på alle mål
Studiet, der samtidig med præsentationen på ASCO er blevet udgivet i tidsskriftet NEJM, inkluderede 509 patienter med småcellet lungekræft (SCLC), der havde oplevet sygdomsprogression efter førstelinjebehandling med platinbaseret kemoterapi. Patienterne blev randomiseret 1:1 til enten tarlatamab eller lægens valg af kemoterapi (topotecan, lurbinectedin eller amrubicin) og stratificeret efter PD-(L)1-eksponering, kemoterapifrit interval, hjernemetastaser og planlagt kemoterapi.
Den progressionsfri overlevelse var ligeledes signifikant forbedret: 4,2 måneder (95 % CI: 3,0–4,4) mod 3,2 måneder (95 % CI: 2,9–4,2), svarende til en hazard ratio på 0,72 (P<0,001).
Derudover viste resultaterne, at:
- Den objektive responsrate var 35 procent (95 % CI: 29–41) i tarlatamab-armen mod 20 procent (95 % CI: 16–26) i kontrolarmen (odds ratio = 2,13).
- Median responsvarighed var 6,9 måneder (95 % CI: 4,5–12,4) mod 5,5 måneder (95 % CI: 4,2–5,7).
- Sygdomskontrolraten var 68 procent (95 % CI: 62–74) i forsøgsarmen mod 64 procent (95 % CI: 58–70) i kontrolarmen.
”Vi ser effekten af tarlatamab på alle mål, hvilket er med til at bekræfte, at dette er en effektiv behandling,” siger Seppo W. Langer.
Nyt stof – ny tilgang
Tarlatamab er et bispecifikt antistof, og det stiller nye krav til lungeonkologerne, pointerer Seppo W. Langer, ikke mindst i forhold til håndtering af en ny type af bivirkninger.
”Det er en ny måde at behandle denne ellers svært behandlelige sygdom på, og det kræver en vis omstilling. Bispecifikke antistoffer har andre bivirkninger, end vi er vant til at møde, og man skal kunne handle hurtigt ved tegn på eksempelvis cytokinstorm.”
”Vi, der har bidraget til i studierne, kan godt håndtere det, men det er noget, man lige skal vænne sig til. Hæmatologerne har lært det, og det skal onkologerne nok også. Når man har lært at håndtere det, går det også fint.”
På sigt ser han en ny æra for sig:
”Det her er en ny æra, vi er på vej ind i med småcellet lungekræft. Der er flere andre bispecifikke antistoffer på vej, og de viser nogle af de samme tendenser. Det er en rigtig god start for en ny klasse af stoffer.”
”Jeg tror, vi ved mere om sygdommen nu, og vi ved mere om immunsystemet. Kemikerne er også blevet bedre til at designe molekylerne. Det skal nok blive stort.”
Klar til næste skridt
Seppo W. Langer ser frem til at følge udviklingen og nævner, at han allerede er med i det næste studie:
”Det næste, jeg er med til, er at undersøge tarlatamab som tillæg til kemo-immunerapi helt up-front. Det giver potentielt bedre mulighed for respons og langtidsoverlevelse. Det kommer der nok til at gå noget tid med, men det bliver spændende.”
Men overgangen kræver også forberedelse i klinikken:
”Vi skal til at indstille os på at have en ny stofgruppe på hylden. Ligesom med checkpoint-hæmmerne skal vi også nu indstille os på en anden bivirkningsprofil end kemoterapi. Der vil være en oplysningsperiode. Det er nok noget, vi skal have sat lidt i værk,” siger han og fortsætter:
”Hvis folk ikke er klar til det, kan der faktisk komme flere bivirkninger, end der burde. Der er en mekanik, der skal tillæres.”
PRO-data viser effekten
Patientrapporterede symptomer viste også forbedringer med tarlatamab. Ændringen i dyspnø-score efter 18 uger var i gennemsnit –1,94 (95 % CI: –4,32 til 0,45) mod 7,20 (95 % CI: 4,58–9,81) i kontrolarmen, svarende til en signifikant forbedring (MD –9,14; P<0,001). Flere patienter oplevede bedring i hoste (16 % vs 9 %, OR = 2,04; P=0,012), mens forbedring i brystsmerter sås hos 9 procent i tarlatamab-armen mod 4 procent i kontrolarmen (OR = 1,84; P=0,100).
Tarlatamab var desuden forbundet med en lavere bivirkningsbyrde. Grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger forekom hos 27 procent i tarlatamab-armen mod 62 procent i kemoterapiarmen. De hyppigste alvorlige bivirkninger med tarlatamab var neutropeni (4 procent) og lymfopeni (4 procent), mens kontrolarmen havde hyppigere anæmi (28 procent) og neutropeni (22 procent). Cytokine release syndrome blev rapporteret hos 56 procent, men var overvejende grad 1 (42 procent) eller grad 2 (13 procent), og vurderedes håndterbart. Kun 3 procent af patienterne i tarlatamab-armen seponerede behandling på grund af bivirkninger mod 6 procent i kemoterapiarmen.