Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Ny viden om Mycobacterium tuberculosis’ molekylære struktur

I Wien har et hold internationale forskere fundet den overordnede komplekse molekylære struktur, der forårsager dødelige infektioner af Mycobacterium tuberculosis (MTB).

Deres resultater kan have betydning for nye typer medicin til behandling af antibiotikaresistent tuberkulose.

Nye typer af medicin er bydende nødvendige i kampen mod tuberkulose, da sygdommens bakterier fortsat bliver mere resistente overfor de fungerende antibiotika. Ifølge WHO var tuberkulose skyld i 1,8 millioner dødsfald, og der registreres 10,4 millioner nye inficerede i 2015, hvilket bringer tuberkulose ind på topti listen over de mest dødelige sygdomme i verden. 

Derfor har det internationale forskerholds nye studie potentiale i forhold til at udvikle nye typer tuberkulosemedicin.

I en artikel publiceret i Nature Microbiology i april fortæller forskerholdets frontmand, molekylærbiolog og biokemiker Thomas Marlovits, at gruppen har kortlagt den overordnede sammensætning af en samling proteiner kendt som Type VII sekretionssystem (T7SS) i en gruppe af bakterier, der forårsager sygdomme som tuberkulose.

”Vi kunne identificere et unikt system, der viser en ny molekylær mekanisme af T7SS, et proteinkompleks i bakteriemembranen, som tuberkulose er afhængig af til at transportere molekyler over cellemembranen, fortæller Marlovits, som ledede studiets strukturanalyse. Han fortæller også, at forskerne fandt fem forholdsvis ens T7SS systemer i mykobakterierne betegnet ESX-1-ESX-5, systemer som er afgørende for sygdommens vækst og fuld virulens, og derfor udgør et attraktivt mål for anti-tuberkulosemedicin.

”Det nye system giver os mulighed for at kunne undersøge biologien bag bakterien, der forårsager tuberkulose, mere dybdegående,” fortæller Marlovits og pointerer, at T7SS systemerne har en bærende rolle i forhold til tuberkuloseinfektionen, hvorfor de kan være essentielt i jagten på ny lægemidler.