Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Metaboliske forstyrrelser forbundet med forværring af sygdom hos patienter ved IBD

Tine Jess

En række cirkulerende metabolitter er forbundet med enten højere eller lavere risiko for sygdomsprogression hos patienter med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD). Det er en vigtig brik i forståelsen af IBD og et skridt på vejen mod en algoritme, der kan forudsige sygdomsforløb og danne grundlag for targeteret behandling af IBD, mener professor Tine Jess.

”IBD er kroniske sygdomme, som særligt rammer unge mennesker, og vi er optaget af at kunne forudsige sygdomsforløbet ved diagnosen, så vi kan tilrette behandlingen mere optimalt til den enkelte. I dag findes der stort set ingen prædiktorer for sygdomsforløb, og vi kan derfor ikke tilbyde personlig medicin til IBD-patienter. Det vil vi gerne ændre på i vores grundforskningscenter, og det her studie er et rigtig godt eksempel på det formål,” siger Tine Jess, centerdirektør og professor ved Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT) på Aalborg Universitet. Hun er medforfatter til studiet, som er udgivet i Journal of Crohn’s and Colitis.

Det viser studiet

Studiet omfattede 652 patienter: 277 med colitis ulcerosa (UC) og 375 med Crohn’s sygdom (CD). Formålet var at undersøge sammenhængen mellem cirkulerende metabolitter, metaboliske signalveje og risikoen for sygdomsprogression hos patienter med IBD.

Patienterne fik taget blodprøver ved baseline, og oplysninger om sygdomsforløb blev trukket fra patienternes journaler. Sygdomsprogression blev defineret som ny ordination af systemiske steroider eller biologiske lægemidler, IBD-relateret indlæggelse eller operation.

Ved en median opfølgningstid på 2 år havde 57,5 procent af patienterne oplevet sygdomsprogression.

Hos patienter med CD var 151 metabolitter associeret med sygdomsprogression (false discovery rate [FDR] < 0,1):

  • 81 metabolitter (53,6 procent) var associeret med øget risiko (herunder aminosyrer og galdesyrer)
  • 70 metabolitter (46,4 procent) var associeret med nedsat risiko (metabolitter involveret i fedtsyreomsætning og steroid syntese)

Hos patienter med UC var 84 metabolitter associeret med sygdomsprogression (FDR < 0,1):

  • 29 metabolitter (34,5 procent) var associeret med øget risiko (andre metaboliske processer end dem set for CD)
  • 55 metabolitter (65,5 %) var associeret med nedsat risiko (herudover steroid syntese som ved CD)

Prædiktionsmodeller, der kombinerede metabolomdata og kliniske parametre, præsterede bedre end modeller baseret på kliniske parametre alene. De kliniske parametre omfattede alder, køn, sygdomslokation, sygdomsadfærd, sygdomsudbredelse, aktuel og tidligere brug af biologiske lægemidler, endoskopisk sygdomsaktivitet, tidligere kirurgi og perianal sygdom.

Sygdomsforløb kan forudsiges inden for få år

Der er stadig få studier af sammenhængen mellem metabolisme og IBD, og studiet her er det første, som kan fastslå en sammenhæng mellem cirkulerende metabolitter og risiko for sygdomsprogression.

”Selvom studiet bringer os et stykke vej mod prædiktion, så er den prædiktive værdi endnu ikke overvældende. Der er behov for flere studier med flere patienter og måling af flere biologiske faktorer, og det er noget af det, vi arbejder på i PREDICT. Studiet er dog stadig et vigtigt skridt mod, at vi med tiden kan udvikle algoritmer, der kan forudsige sygdomsforløb. De algoritmer kommer til at indeholde mange komponenter, og metabolitbilledet kan være en af komponenterne,” siger Tine Jess.

”Formålet med vores arbejde er at samle puslespillet og finde de forskellige brikker, der til sidst kan danne algoritmer, som gør os i stand til at skræddersy behandlingen til den enkelte. Min forventning er, at det vil lykkes inden for fem til ti år.”