Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Se den ældre gastroenterologiske patient som en hel person

Se i højere grad på den hele patient. Spørg hvordan patienten har det, lyder opfordringerne fra patienterne, når talen falder på, hvordan praktiserende læger og gastroenterologer bør behandle Crohn- og andre mavetarmpatienter.

Især når det drejer sig om ældre og svage patienter mener formand for Colitis Crohn Foreningen, Charlotte Lindgaard Nielsen, at læger bør se mere holistisk på patienten.

Hun erkender dog, at ligeså nemt som det lyder, ligeså svært kan det være i en travl hverdag at få indhentet væsentlige oplysninger om bivirkninger og andre informationer, der relaterer sig til en behandling med en god safety profil.

”Jeg klandrer ikke lægerne. De har meget at se til. Men alligevel, vi har snart 2018, og jeg oplever, at mange af vores medlemmer døjer med ledsmerter, hudproblemer, mundtørhed, smerter osv. De går og tror, at de bare er ømfindige. Her skulle lægerne jo have en tjekliste, så de sikrede, at der ikke er tale om bivirkninger, som patienten ikke bør leve med,” siger Charlotte Lindgaard Nielsen.

”Bivirkninger kan komme med alderen, det er der mange læger, som ikke tænker over. Og der kan støde andre ting til, når man har været i behandling i mange år. Lægerne bør klædes på til at tænke mere i risikogrupper,” siger hun.

Ældre affinder sig

”Ældre har en tendens til at affinde sig med mere, også med smerter. De kan gå rundt i årevis med bivirkninger, som kunne være undgået. Og så vil de heller ikke være til ulejlighed. Det kan være svært at være ældre mavetarmpatient, hvis ikke man har nogen til at være ens advokat. Mange ældre sidder inde med en masse informationer efter konsultationen,” mener hun.

”Det kan også godt være svært for en ældre patient at overskue, hvilken medicin man får og hvad der f.eks. giver bivirkninger,” siger hun.

”Læger ser ofte på om behandlingen virker. Gastroenterologer fokuserer på tarmene. Det er også fint. Men ved at spørge ind til, hvordan patienten har det, opdager man også bivirkninger og registrerer patientens livskvalitet. Det er ikke mindst vigtigt, når patienten er ældre og har fået medicin i mange år,” siger Charlotte Lindgaard Nielsen.

”Ældre crohn patienter har været under lang tids medicinpåvirkninger. De er jo blevet diagnosticeret før den biologiske medicin kom frem, og de har fået prednisolon i mange år. Og de udvikler jo naturligt nok større risiko for bivirkninger.

Man kunne god forvente, at lægen også tænker i patientens historik. Ikke mindst når man er ældre,” siger Charlotte Lindgaard Nielsen, der mener, at man med rette kan forvente af lægerne, at de benytter deres ret til at vurdere patienterne individuelt, når de vælger behandling.

”Der er jo de gængse præparater. Men i behandlingsvalget bør man også tage højde for f.eks. bivirkninger og interaktionen imellem præparaterne. Ældre patienter får typisk mere medicin end de yngre. Og ældre har måske i højere grad selv tendens til at acceptere bivirkninger – og måske forveksle dem med almindelige tegn på alderdom. Men det er jo ikke sikkert, at man skal leve med skavankerne,” siger hun.

”En lungebetændelse er også værre når man er ældre end når man er ung og har ungdommens styrke. For ældre er det værre, når immunforsvaret skades og der kommer komplikationer.”

Charlotte Lindgaard Nielsen peger også på, at Danmark er et stykke fra at leve op til ambitionen om at være gode til at håndtere multisygdomme.

”Man siger, at vi er lige. Men det er vi ikke. Som udgangspunkt er det de stærkeste, der får den bedste behandling. Har man flere sygdomme, skal man kæmpe for at blive rigtig behandlet,” siger hun.

Ud fra Charlotte Lindgaard Nielsens erfaringer er systemet ikke indrettet hensigtsmæssigt til kroniske mavetarmpatienter. Hun mener ikke sektorerne arbejder godt nok sammen.

”Problemet er jo, at lægerne ikke har tid. Den privatpraktiserende læge har mandat til at sende sin patient videre til hospitalet. Men de kommer jo tilbage igen, og så er den praktiserende ikke godt nok klædt på til at håndtere patienten. Det er en stor svaghed, som man virkelig mærker, hvis man ikke selv er stærk,” siger hun.