Registerbaseret analyse viser akkumulerende indkomsttab efter hospitalsdiagnosticeret depression

Depression i hospitalsregi er forbundet med et markant og langvarigt fald i patienternes disponible indkomst. Et nyt dansk registerstudie viser, at indkomsttabet ikke bare ses de første år efter diagnosen, men fortsætter mindst et årti frem og er større end ved både apopleksi og brystkræft.

For psykiatrien føjer studiet et økonomisk perspektiv til den velkendte kliniske byrde. Forskerne fra Syddansk Universitet har fulgt næsten 4,9 millioner ikke-pensionerede borgere i Danmark i alderen 18 til 65 år og sammenlignet personer med hospitalsdiagnosticeret depression, alkoholbrugslidelse, apopleksi og brystkræft med lignende personer uden diagnose. Depression skilte sig ud som den diagnose, der var forbundet med de største vedvarende tab i indkomst.

Studiet er netop offentliggjort  i JAMA Health Forum.

Depression giver de største tab

I alt indgik 125.769 personer med depression, 77.206 med alkoholbrugslidelse, 82.151 med apopleksi og 36.868 kvinder med brystkræft, som kunne matches med kontrolpersoner. Forskerne målte disponibel indkomst, altså indkomst efter skat inklusive løn, overførsler, sygedagpenge og kapitalindkomst, og fulgte udviklingen i op til 10 år.

Tre år efter en hospitalsdiagnose med depression var indkomsten for mænd 11,8 procent lavere end blandt matchede kontrolpersoner. For kvinder var forskellen 7,3 procent. Efter 10 år var forskellen vokset til 13,7 procent for mænd og 10,2 procent for kvinder. Til sammenligning lå tabet efter 10 år ved alkoholbrugslidelse på 10,4 procent for mænd og 6,7 procent for kvinder, ved apopleksi på 4,3 procent for mænd og 2,4 procent for kvinder og ved brystkræft på 0,6 procent for kvinder.

Det er værd at hæfte sig ved, at depression ifølge studiet gav det største indkomsttab i hvert eneste opfølgningsår for begge køn. Brystkræft var samtidig den eneste af de undersøgte sygdomme, hvor indkomsten senere rettede sig op igen i løbet af perioden.

For psykiatere er der derfor tale om mere end en social slagside omkring sygdommen. Studiet peger på, at et depressionsforløb, som når frem til hospitalsniveau, kan sætte sig i patientens økonomiske spor længe efter den akutte kontakt med psykiatrien.

Faldet starter før diagnosen

En af de mest interessante observationer i studiet er, at indkomsten begynder at falde allerede før den registrerede hospitalsdiagnose. Forskerne fandt stigende indkomsttab i de to år mellem matchningstidspunktet og selve hospitalsdiagnosen for både depression, alkoholbrugslidelse og apopleksi.

Det styrker billedet af depression som en lidelse, hvor funktionsfald og svækket tilknytning til arbejde kan være i gang længe, før patienten når frem til hospitalspsykiatrien. I diskussionen understreger forskerne også, at en hospitalsdiagnose ved depression ofte ikke er starten på sygdommen, men snarere et tidspunkt, hvor en allerede eksisterende og episodisk lidelse forværres.

Studiet fandt samtidig, at tabene var størst i de klassiske erhvervsaktive år. Overordnet var de største tab knyttet til personer mellem 30 og 49 år, mens tabene hos de yngste voksede mest over tid. I figuren over aldersgrupper ses, at især yngre patienter med depression får en stejlere negativ udvikling længere ude i forløbet, og at tabene i flere yngre grupper er størst syv til ti år efter diagnosen.

Et andet centralt fund er, at tabene ikke kun rammer patienter med fast arbejdsmarkedstilknytning. Også personer uden for arbejdsstyrken ved start havde vedvarende indkomsttab. På tværs af undergrupper var tabene store blandt arbejdsløse, personer på kontanthjælp og andre grupper med løs eller fraværende tilknytning til arbejdsmarkedet. For mænd med depression, som var under uddannelse ved matchningstidspunktet, var det standardiserede indkomsttab efter fem år 26,9 procent. For enlige mænd med depression og mænd med lav indkomst ved start lå tabet på 20,4 procent.

Kun de mest belastede depressive forløb er med

Studiet er metodisk stærkt, fordi det er registerbaseret og omfatter hele den voksne, ikke-pensionerede befolkning i Danmark over mange år. De eksponerede personer blev matchet med kontrolpersoner på blandt andet alder, køn, civilstand, husstandsstørrelse, indkomst, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning, hospitalskontakter og komorbiditetshistorik. Matchningen blev foretaget tre år før diagnosen for at mindske risikoen for, at begyndende sygdom allerede havde påvirket sammenligningsgrundlaget.

Forskerne peger alligevel selv på væsentlige forbehold, som er særligt relevante for psykiatrien. Studiet omfatter kun depression behandlet i hospitalsregi og fanger derfor kun en mindre del af den samlede depressionsbyrde. I artiklen henviser forskerne til tidligere data, som tyder på, at kun omkring en fjerdedel af de behandlede incidentdepressioner i Danmark behandles på hospital, mens resten behandles i almen praksis. Resultaterne kan derfor ikke uden videre overføres til patienter med mildere depression eller til patienter, der aldrig kommer i kontakt med hospitalspsykiatrien.

Dertil kommer, at studiet ikke kan fastslå sikker årsag og virkning. Forskerne gør selv opmærksom på risikoen for omvendt kausalitet og uobserverede faktorer. Depression kan både føre til lavere indkomst og forværres af indkomstustabilitet. Samtidig måler studiet kun overlevende patienter over tid og tager ikke højde for tilbagefald eller behandlingseffekt undervejs.