Professor og praktiserende læge: Almen praksis drukner i kompleksitet – AI bliver nødvendig støtte

Almen praksis er ved at blive trukket ind i en langt mere kompleks virkelighed, end systemet er bygget til at håndtere. Patienterne lever længere, flere har flere sygdomme på én gang, medicinlisterne vokser, og samtidig flyttes stadig flere opgaver ud fra sygehusene og over til de praktiserende læger. Problemet er, at beslutningsstøtten ikke er fulgt med.

Det var hovedbudskabet fra Jens Søndergaard, professor, praktiserende læge og forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, da han talte på første del af det todelte webinar ´Ånden i ordinationsretten´.

Han gjorde det klart, at presset på almen praksis ikke først og fremmest handler om lægernes kompetencer. Det handler om, at arbejdet omkring dem er blevet langt mere komplekst, uden at værktøjerne er blevet tilsvarende bedre.

"Vi kan ikke fortsætte, som vi gør nu," sagde han.

Ifølge Jens Søndergaard bliver opgaven i almen praksis ofte misforstået. Han tog derfor direkte afstand fra forestillingen om, at almen praksis er et enklere speciale end arbejdet på sygehusene. Han fandt, at virkeligheden snarere er den modsatte: Den praktiserende læge skal forholde sig til usorterede problemer, flere samtidige sygdomme og beslutninger, der må træffes, selv om ikke alle svar ligger klar.

"Almen praksis er ikke et minispeciale. Det er et fuldgyldigt speciale," sagde han.

Netop det brede ansvar gør arbejdet vanskeligt. Hvor hospitalslægen ofte ser en afgrænset problemstilling, sidder den praktiserende læge med hele patientens livssituation, sygdomme og medicin på én gang. Jens Søndergaard beskrev det som en hverdag, hvor lægen konstant må balancere mellem forskellige hensyn og ofte træffe valg på et usikkert grundlag.

"Man ser masser af multisygdomme. Og mange beslutninger tages under usikkerhed."

Han brugte et eksempel med en ældre patient med flere kroniske sygdomme og en lang medicinliste for at vise, hvor krævende opgaven er blevet. Det er ikke bare et spørgsmål om at finde et præparat, der virker mod én sygdom. Behandlingen skal passe til hele patientens samlede situation, til de øvrige sygdomme, til bivirkninger og til det, patienten faktisk kan tåle.

"Det her er svært. Det er lige på kanten til at være umuligt," sagde han.

Midt i den virkelighed mener Jens Søndergaard, at de værktøjer, lægerne i dag forventes at støtte sig til, halter bagefter. De kliniske vejledninger er typisk bygget op omkring enkeltstående sygdomme og rammer derfor skævt, når patienten har både diabetes, KOL, knogleskørhed og andet på samme tid. Dermed risikerer lægen at følge én vejledning, som forværrer noget andet hos den samme patient. 

Dertil kommer, at vejledningerne ifølge ham ofte er gamle, allerede når de tages i brug. Der går tid med at udarbejde dem og endnu mere tid med at få dem opdateret, mens ny viden og nye lægemidler hele tiden ændrer behandlingsmulighederne. Resultatet er, at lægerne i praksis ofte må navigere efter et grundlag, der ikke længere er helt tidssvarende.

Som Jens Søndergaard formulerede det: "Vi skal faktisk behandle patienten på forældet evidens."

Han pegede samtidig på, at problemet ikke er mangel på data. Tværtimod findes der store mængder sundhedsdata i Danmark. Problemet er, at de ligger spredt, og at de ikke bliver brugt godt nok i selve den kliniske situation. Det betyder, at lægen mangler et samlet overblik over patientens sygdomme, medicin og risiko, netop dér hvor beslutningen skal træffes. Konsekvensen kan blive variation, fejl, overbehandling, underbehandling og dårligere udnyttelse af ressourcerne.

Hans svar på det problem er ikke flere pop op-vinduer eller endnu flere retningslinjer. Han efterlyser i stedet en langt mere integreret beslutningsstøtte, som kan samle relevant viden, skabe overblik og hjælpe lægen med at prioritere, hvad der er vigtigst for patienten her og nu. 

Her ser han et stort potentiale i kunstig intelligens som et værktøj, der kan hjælpe med at holde styr på komplekse patientforløb, pege på interaktioner mellem lægemidler, identificere risici og gøre det lettere at se mønstre, som ellers drukner i store datamængder.

"AI kan samle og strukturere komplekse data, pege på risici, interaktioner og mønstre og støtte prioriteringen," sagde han.

Men Jens Søndergaard understregede lige så tydeligt, at teknologien har en grænse. Beslutningsstøtte må ikke udvikle sig til beslutningsovertagelse. Den endelige vurdering skal fortsat ligge hos lægen, fordi det kun er lægen, der sammen med patienten kan afveje livssituation, værdier, usikkerhed og behandlingsmål.

"AI kan ikke tage ansvar," sagde han og fortsatte: "AI kan ikke kende patientens liv, værdi og kontekst og kan ikke erstatte den kliniske dømmekraft."

Han advarede også mod den risiko, at lægerne langsomt bliver mindre skarpe, hvis de vænner sig til ukritisk at følge teknologiske forslag. Værktøjerne kan være en stor hjælp, men de kan også gøre det fristende at lade systemet tænke først.

"Det største fare er jo, at vi dybest set bliver en lille smule dummere, fordi det er nemt at følge de her værktøjer."

Udviklingen er allerede godt i gang. Jens Søndergaard sagde, at brugen af kunstig intelligens i almen praksis vokser hurtigt, og at mange praktiserende læger allerede bruger den i den daglige konsultation. 

Netop derfor er spørgsmålet ifølge ham ikke længere, om AI skal ind i almen praksis, men hvordan det sker. Hvis teknologien skal være en reel hjælp, skal den være gennemsigtig, kunne forklares og være bygget på data, som passer til den europæiske og danske virkelighed. Han advarede mod at læne sig for tungt op ad amerikanske systemer og pegede på, at løsningerne bør udvikles og trænes på danske eller europæiske data.

Samtidig gjorde han det klart, at AI ikke må ende som et styringsredskab over for lægerne. Den skal være støtte, ikke autoritet. 

Du kan se Jens Søndergaard i optagelsen af "Ånden i ordinationsretten – del 1" fra 19. marts.