Forskning: Almen praksis kan være nøglen til milliardbesparelse på nyresygdom

Hvis almen praksis følger retningslinjerne inden for kronisk nyresygdom og i højere grad behandler med SGLT2-hæmmere, er der potentiale for en milliardbesparelse, dokumenterer en analyse og fremskrivning på danske patientdata. En investering i udbredelsen af SGLT2-hæmmere er en ’no brainer’, mener sundhedsøkonom Lars Ehlers.

Kun omkring 15 procent af de danske patienter med kronisk nyresygdom bliver behandlet med SGLT2-hæmmere. Men ifølge de kliniske retningslinjer burde en langt større andel få lægemidlet. Så hvad vil der ske, hvis 50 procent eller 90 procent af patienterne med kronisk nyresygdom blev behandlet med SGLT2-hæmmere?

Det spørgsmål har nefrologer og sundhedsøkonomer belyst i en samfundsøkonomisk analyse med brug af danske registerdata. Analysen er netop publiceret i tidsskriftet Kidney Medicine. 

”Allerede efter seks år kunne vi se, at investeringer i at få implementeret SGLT2-hæmmere bredere begyndte at være en økonomisk fordel,” siger Lars Ehlers, der er tidligere professor i sundhedsøkonomi og nu direktør i virksomheden Nordic Institute of Health Economics. Han er en af forfatterne bag artiklen.

Tre fremtidsscenarier

Forud for analysen har forfatterne identificeret alle de danskere i sundhedsregistre, som ud fra deres biomarkører levede op til kriterierne for kronisk nyresygdom i stadium 3-5. Ud fra de tal har forfatterne fremskrevet den forventede stigning i antallet af patienter med kronisk nyresygdom i perioden fra 2026 til 2035: Fra knap 252.000 personer i 2026 til lidt over 328.000 personer i 2035.

Herefter har de for den ti-årige periode estimeret betydningen af tre forskellige grader af implementering af SGLT2-hæmmere: Hvis 15 procent af patienterne fik SGLT2-hæmmere, hvis 50 procent fik behandling, og hvis 90 procent var i behandling.

”Ifølge et dansk studie fra 2024 får 15 procent af patienterne med kronisk nyresygdom i almen praksis behandling med SGLT2-hæmmere, så derfor er 15 procent valgt som udgangsniveauet,” siger Lars Ehlers.

Resultaterne viser tydeligt, at antallet af patienter med nyresvigt faldt med tiltagende implementeringsgrad: 8,5 procent i gruppen med 15 procents implementering fik nyresvigt, 6,6 procent i gruppen med 50 procents implementering og 4,5 procent i gruppen med 90 procents implementering. 

Dødeligheden faldt også og udgjorde 54,3 procent i 15 procent-gruppen, 53,9 procent i 50-procentgruppen og 53,5 procent i 90-procentgruppen.

Ud fra disse beregninger kunne forskerne udregne den økonomiske fordel ved at opnå en højere implementeringsgrad af SGLT2-hæmmere: I forhold til den nuværende implementeringsgrad på 15 procent vil en implementeringsgrad på 50 procent give en besparelse på 204 millioner euro (1,6 milliarder kroner) og en implementeringsgrad på 90 procent en besparelse på 438 millioner euro (3,3 milliarder kroner).

”Dog skal man være opmærksom på, at de økonomiske gevinster er beregnet som ’net monetary benefit’. Det vil sige, at man både beregner den økonomiske gevinst ved færre udgifter til sundhedsvæsenet, men også den økonomiske fordel ved, at patienterne gennem behandlingen får flere kvalitetsjusterede leveår (QALY),” siger Lars Ehlers.

En god investering

For Lars Ehlers er der ingen tvivl om, at det er en fordel at udbrede behandlingen af SGLT2-hæmmere.

”Vi har kun kørt vores model for ti år, men allerede efter seks år kunne vi se, at behandlingen begyndte at give økonomiske fordele. Samtidig vil færre patienter få nyresvigt og dermed behov for dialyse, hvilket er en meget dyr behandling. Så investeringsmæssigt burde det være en ’no-brainer’,” siger Lars Ehlers.

”Til gengæld kan vi ikke sige, om behandling med SGLT2-hæmmere reelt forhindrer forværring af kronisk nyresygdom på lang sigt eller bare udskyder tidspunktet for dialyse og transplantation. Hverken i hvor høj grad det vil ske eller for hvor mange patienter. Derfor er det også svært at vurdere de reelle besparelser på lang sigt.”

Han tilføjer, at SGLT2-hæmmere allerede i dag er en relativt billig behandling, som tilmed går af patent om nogle år, hvorefter behandlingen må forventes at falde i pris.

”Så alt hvad man kan gøre for at undgå, at patienterne kommer i de dialysekrævende stadier, er værd at tage med.”

50 procent er realistisk

I dag skal hovedparten af de patienter, som er kandidater til behandling med SGLT2-hæmmere, behandles i almen praksis. Så spørgsmålet er, hvordan man kan få udbredt implementeringen af SGLT2-hæmmere i almen praksis fra de 15 procent i dag og op mod de 50 eller 90 procent, som ifølge studiets beregninger vil kunne give en økonomisk gevinst.

Nicholas Carlson, der er nefrolog på Rigshospitalet og medforfatter på studiet, mener, at der skal gøres en indsats på flere områder.

”Kronisk nyresygdom er i almen praksis i konkurrence med mange andre sygdomme, som også skal have lægens tid. Og samtidig er det en sygdom, der ikke giver symptomer og ikke har en stor offentlig bevågenhed. Så der mangler en stærk forståelse af, hvad risikofaktorerne for kronisk nyresygdom indebærer, og hvad de betyder for patientens helbred. Som nefrolog prøver jeg at være med til at skabe en fortælling om det,” siger Nicholas Carlson.

Han mener, at en implementeringsgrad på 50 procent for SGLT2-hæmmere bør være realistisk:

”Vi er stadig i en fase nu, hvor SGLT2-hæmmere er ved at blive implementeret, og man sagtens vil kunne løfte implementeringen. Nok ikke til 90 procent, men i hvert fald til 50 procent. Samtidig venter vi på en retningslinje fra DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin, red.), der skal formidle de nyeste nefrologiske retningslinjer til praktiserende læger, og den vil sandsynligvis også kunne øge opmærksomheden på kronisk nyresygdom.”

Medicinsk Tidsskrift har spurgt DSAM, hvor langt arbejdet med retningslinjen er, og hvordan selskabet ser på almen praksis’ rolle i at opspore og behandle patienter med kronisk nyresygdom. DSAM har ikke haft mulighed for at vende tilbage med svar inden deadline.