Forskningschef: Risankizumabs stærke resultater må give hurtig godkendelse
Lars Erik Kristensen
EADV: Reumatolog og forskningschef på Parker Instituttet, Lars Erik Kristensen, vurderer, at behandlingen med rizankizumab vil overhale andre biologiske stoffer på den lange bane og forventer en hurtig godkendelse efter præsentation af nye fase 3-studier på EASV.
Risankizumab viste langvarig effekt og en langvarig, god sikkerhedsprofil blandt patienter med aktiv psoriasisgigt i fase III-studierne.
Efter 52 uger har voksne patienter med psoriasisgigt markante forbedringer af deres symptomer ved behandling med det humaniserede monoklonale antistof rizankizumab sammenlignet med en placebobehandlet kontrolgruppe. Det viser foreløbige resultater fra fase III-studierne KEEPsAKE 1 og KEEPsAKE 2, som blev præsenteret torsdag ved EADV 2021 af chefforsker for studierne Lars Erik Kristensen.
Gradueret effekt over tid
Psoriasisartrit kan udvikle sig til vedvarende inflammation, progressiv ødelæggelse af knoglerne og funktionsnedsættelse, hvis den ikke behandles i tide, og der er behov for flere medicinske behandlingsmuligheder til patienter, som ikke opnår tilstrækkelig effekt af de eksisterende behandlinger. Rizankizumab, som virker ved at binde sig til det ekstracellulære interleukin 23 (IL-23), kan meget vel blive en mulighed for sådanne patienter, vurderer Lars Erik Kristensen, efter forskerne i de et-årsdata, der nu er lagt frem, har observeret mere end tyve procents forbedringer af symptomerne målt ved ACR20-respons hos omkring halvdelen af patienterne i den aktive behandling efter 24 uger og hos 70 procent efter et år, og lignende effekt ses på andre effektmål.
”Risankizumab har tidligere vist lovende data på hudpsoriasis – og nu er der altså også særdeles stærke data fra KEEPsAKE 1 og 2 – hos patienter med psoriasisgigt. Det er stoffer, som til forskel fra de traditionelle biologiske behandlinger, blokerer signal-vejene, men har en gradueret effekt over tid – en ’slow but steady’ effekt.”
Ikke samme akilleshæl som andre stoffer
Det er altså ikke stoffer, som har vist deres fulde potentiale ved uge fire, seks og 12 – men stoffer, der ser ud til at blive ved med at virke, idet de langsomt modulerer immunforsvaret på plads fremfor at undertrykke eller bremse det, forklarer Lars Erik Kristensen, som tilføjer, at der nærværende studier ses responsrater på +et år og med en god sikkerhedsprofil:
”Vi ser hos risankizumab ikke samme drop-out-rate som ved andre behandlinger, hvor omkring ti procent af patienterne må stoppe behandlingen årligt. Ved en indirekte sammenligning med stoffer som aTNF- og il17-hæmmere så har risankizumab ikke samme ’akilleshæl’ i forhold til sikkerhedsprofil for specielle mikrober som for eksempel tuberkulose og candida. Jeg er overbevist om, at risankizumab og stoffer med samme effekt kommer til at overhale de traditionelle hurtigtvirkende biologiske behandlinger på den lange bane,” siger Lars Erik Kristensen.
Hans forventning er, at risankizumab bliver godkendt inden sommeren 2022:
”Det vil undre mig, hvis ikke FDA har godkendt risankizumab til den tid - og jeg har flere patienter i klinikken, som jeg mener vil have god gavn af behandlingen, og som jeg gerne vil kunne tilbyde risankizumab. ’Close-out’ på KEEPsAKE 1 og 2 er ved 208 uger. Til den tid foreligger der flere sikkerheds- og effekt-data, som vil være med til at danne udgangspunkt for godkendelsen.”
Både KEEPsAKE 1 og KEEPsAKE 2 omfattede en screeningsperiode; en 24-ugers dobbeltblændet, placebokontrolleret, parallel-gruppeperiode (periode 1); og en åben forlængelses-periode (periode 2). I begge studier var patienterne 18 år eller derover med diagnosen aktiv psoriasis-gigt (symptomdebut ≥ 6 måneder) – og opfyldte klassifikationskriterierne for PsA [CASPAR] og ≥ fem hævede og ≥ fem ømme led).
I KEEPsAKE 1 registrerede forskerne patienter, der havde utilstrækkelig respons, intolerance eller kontraindikation over for ≥ 1 konventionel syntetisk, sygdomsmodificerende anti-rheumatisk medicin (csDMARD-IR). I KEEPsAKE 2 var patienter, som havde utilstrækkelig respons eller intolerance over for en eller to biologiske behandlinger (defineret som Bio-IR) og/eller var csDMARD-IR med. Patienterne blev randomiseret 1: 1 til at modtage RZB 150 mg. eller placebo i uge 0, 4 og 16. Periode 2 startede i uge 24, og patienterne blev derefter skiftet til at modtage RZB 150 mg. hver 12. uge gennem uge 208. Effekt og sikkerhed blev analyseret hos alle patienter, der modtog ≥ 1 dosis.
