EMA vender tomlen op for plaque psoriasis-midlet Icotyde
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har besluttet at anbefale en markedsføringstilladelse for Icotyde (cotrokinra), der er beregnet til behandling af plaque psoriasis hos voksne og unge.
Beslutningen blev truffet på et møde i EMA's udvalg for lægemidler til mennesker, CHMP, den 23. juli. Anbefalingen gælder behandling af moderat til svær plaque psoriasis hos voksne og unge på 12 år og derover, der vejer mindst 40 kg, og som er kandidater til systemisk behandling.
Icotyde er et immunsuppressivt middel og en interleukinhæmmer. Icotyde har i fire fase III-studier med næsten 2.500 involverede voksne og unge vist dets evne til at hæmme den IL-23/IL-23R-afhængige frigivelse af proinflammatoriske cytokiner, hvilket fører til et fald i sygdommens sværhedsgrad og hudpåvirkning.
De mest almindelige bivirkninger ved behandlingen er svampeinfektioner. Icotyde vil være tilgængelig som 200 mg filmovertrukne tabletter. Detaljerede anbefalinger til brugen af Icotyde vil blive beskrevet i produktresuméet, som bliver offentliggjort på EMA's hjemmeside, efter at markedsføringstilladelsen er udstedt af Europa-Kommissionen.
