Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Betablokkere kan bremse forværring af KOL

Betablokkere kan reducere risikoen for eksacerbationer, forværring, af KOL - især for patienter med hjertesygdom.

Det viser en ny undersøgelse, hvor forskere har analyseret 1.621 KOL-patienters journaler fra det såkaldte Rotterdam-studie.

KOL-eksacerbationer indebærer en forværring af symptomerne, især øget åndenød. Selvom betablokkere mistænkes for at stramme musklerne i luftvejene, og dermed medvirker til vejrtrækningsproblemer, har tidligere forskning vist gavnlige virkninger af beta-blokkere hos patienter med KOL.

Betablokkere anvendes primært til behandling af stress eller hjerteproblemer som forhøjet blodtryk og angina pectoris, men disse nye resultater tyder på, at de også kan hjælpe patienter med KOL.

Undersøgelsen blev præsenteret 12. marts ved European Respiratory Society Lung Science Conference i Estoril I Portugal. Patienterne blev fulgt indtil en forværring opstod og forskerne tjekkede for ​​forskellige former for betablokkere og om patienterne også led af hjertesvigt.

Resultaterne viste, at ​​kardioselektive beta-blokkere, som primært anvendes til behandling af hjertesygdomme, nedsatte den relative risiko for forværring af KOL med 21 procent. Fordelene blev endnu større for patienter med hjertesvigt, der havde en reduceret risiko på 55 procent.

"Overlapningen af symptomer og risikofaktorer i forbindelse med lunge- og hjertesygdomme kan være kompliceret, og vi ved, at en reduktion i lungefunktionen også er forbundet med en reduktion i hjertefunktion. Disse foreløbige resultater giver et nyttigt indblik i de potentielle fordele ved betablokkere til patienter, der lever med hjertesygdomme samtidig med KOL. Hvis randomiserede kontrollerede forsøg bekræfter vores resultater, kan det have lovende kliniske implikationer," siger Lies Lahousse fra Ghent University Hospital i Belgien og undersøgelsens hovedforfatter.