Medicintilskuds-nævnet afsløret - det handler bare om at spare penge

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Inhalations-triplebehandling mod KOL anbefalet til godkendelse

Det Europæiske Lægemiddelagenturs Udvalg for Humanmedicinske Lægemidler har anbefalet, at AstraZenecas Trixeo Aerosphere får markedsføringstilladelse i EU som vedligeholdelsesbehandling hos voksne patienter med moderat til svær KOL. Det er ifølge en dansk lungeekspert rigtig godt for de danske patienter.

Udvalget for humanmedicinske lægemidler (CHMP) har baseret sin positive udtalelse på resultater fra ETHOS fase III-studiet, hvor Trixeo Aerosphere viste en statistisk signifikant reduktion i frekvensen af ​​moderat eller svær forværring sammenlignet med dobbeltkombinationsbehandling med Bevespi Aerosphere (glycopyrronium/formoterolfumarat) og PT009 (budesonid/formoterolfumarat) hen over 52 uger.

Netop de svære forværringer er ifølge eksperter essentielle at undgå for patienter med KOL. Ulla Møller Weinreich, klinisk lektor og forskningsansvarlig overlæge ph.d. ved Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital siger:

”Generelt er det vigtigt at nedbringe antallet af exacerbationer, for det værste, der kan ske for patienter med KOL, er at få exacerbationer. Derfor arbejder vi specialister også med at ændre terminologien for en exacerbation, da de ofte bare bliver omtalt som værende en forværring. Men i virkeligheden kan man godt beskrive det som ”the stroke of the lung”,” understreger overlægen og fortsætter: 

”Man kan sige, at der lidt er blevet en tendens til, at man taler om det som en forværring, men en exacerbation er en svær alvorlig sag for patienter med KOL. En exacerbation er behæftet med en øget morbiditet og mortalitet - og vi ved også, at én exacerbation øger risikoen for efterfølgende exacerbationer. Det er vejen til fysisk deroute, hvis man får mange exacerbationer som KOL-patient, så man bør på ingen måde forklejne alvorligheden af exacerbationer. 

Flere mulige behandlinger gavner patienterne 

Anbefalingen fra Udvalg for Humanmedicinske Lægemidler blev også understøttet af resultater fra KRONOS fase III-forsøget. I begge forsøg var sikkerheden og tolerance for Trixeo Aerosphere i overensstemmelse med profilerne for de sammenlignede behandlinger. 

Bliver Trixeo Aerosphere godkendt, bliver den ikke eneste triple-behandlingsmulighed herhjemme, hvor der på nuværende tidspunkt findes to triple-terapier til behandling af KOL, nemlig Trimbow og Trelegy. 

”At der potentielt er et tredje præparat på vej, mener jeg, er godt, for som kliniker er det nærmest en velsignelse at have flere forskellige præparater og devices at vælge imellem. Dermed har jeg større mulighed for at finde præcis den behandling, der passer til den enkelte patient,” understreger Ulla Møller Weinreich, der blandt andet vil bruge triple-terapien til KOL-patienter med eosinofil inflammation. 

”I Ethos studierne er størsteparten af patienterne folk, der har haft en eller anden grad af eosinofil inflammation. I alt har omtrent 75 procent af patienterne haft et eosinofil tal over 0,15. Det betyder også, at det er folk, der formentlig er følsomme overfor ICS, som har været med i Ethos studierne,” pointerer Weinreich og uddyber:

”Vi eksperter bliver mere beviste om, at der bør bruges inhalationssteroid til de patienter, som har en eosinofil inflammation. Lige nu siger anbefalingerne, at med en ny-diagnosticeret patient med KOL med et eosinofil tal på over 0,3 bør man allerede fra begyndelsen overveje steroid som en del af den inhalationsmedicinske behandling.” 

Anbefalingen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur er begrænset til patienter, som ikke er velbehandlet med en kombination af inhalationssteroider (ICS) og langtidsvirkende beta2-agonister (LABA) eller med en kombination af LABA og langtidsvirkende muskarin antagonister (LAMA).

Trixeo Aerosphere er en triple-kombinationsbehandling indeholdende formoterolfumarat, glycopyrroniumbromid og budesonid og er allerede godkendt under varemærket Breztri Aerosphere i Japan, Kina og USA til behandling af patienter med KOL.

KOL-inhalator med en ny type bæremolekyler

Medicinalvirksomheden AstraZeneca har i deres Aerosphere inhalator skabt en ny teknologi, der skal sikre, at medicinen på bedre vis når helt ned i de fineste dele af patientens luftveje. Det sker blandt andet ved hjælp af amfifile fosfolipidmolekyler.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter