Ny viden om lungebetændelse kan give bedre behandling
Thomas Bjarnsholt
Lungebetændelse er en af de mest almindelige infektionssygdomme i verden, men også en af de mest alvorlig, men måske har man hidtil forstået sygdommen forkert, viser nyt dansk studie, og den nye viden herfra kan give bedre behandlinger i fremtiden.
Alene herhjemme dør 10-15 procent af alle patienter, der indlægges med lungebetændelse.. Oftest skyldes infektionen bakterier, som kan behandles effektivt med antibiotika hos en del patienter, men når behandlingen ikke slår til, ved man sjældent hvorfor.
Nu påpeger det danske studie, der er offentliggjort i tidsskriftet Thorax, at bakterier danner biofilm i både akut og kronisk lungebetændelse, men forskellen ligger i bakteriernes vækst, og det har betydning for antibiotikas virkning.
”Det er vigtigt at forstå, at der findes akut infektion og kronisk infektion. Kronisk bakterie infektion er meget modstandsdygtig over for behandling med eksempelvis antibiotika. Man har ment, at det skyldtes måden, bakterierne klumper sig sammen i såkaldt biofilm, en slimet masse, der som et net holder sammen på bakterierne og beskytter dem. Men vi viser nu, at behandlingsmodstanden i stedet skyldes, hvor hurtigt bakterierne vokser,” fortæller studiets hovedforfatter, Thomas Bjarnsholt, professor i biofilm og kroniske infektioner, Afdeling for Kliniske Mikrobiologi, Diagnostik Center og Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet.
”Bakterier i en akut infektion vokser hurtigere og har et højere stofskifte end bakterier i kroniske infektioner. Og bakterier, der vokser hurtigere, er mere modtagelige over for antibiotika modsat en kronisk infektion, hvor bakterier, der er beskyttet i biofilmen, vokser langsommere,” fortsætter han.
Med den nye viden håber forskerne, at man kan forbedre behandlingen af kronisk lungebetændelse ved for eksempel at øge hastigheden af bakterievæksten.
”Det kan man ved de fleste bakterier for eksempel gøre med såkaldt ilt-behandling. Hvis det lykkes, kan vi forkorte sygdoms- og indlæggelsestiden hos de her patienter,” siger Thomas Bjarnsholt.
Dansk opdagelse bryder gammelt paradigme
Studiet er et samarbejde mellem Costerton Biofilm Center på Københavns Universitet, Rigshospitalet og Hillerød Hospital. Forskerne har analyseret prøver fra 150 patienter, der alle er kommet ind i akutmodtagelse. Patienterne blev inddelt i tre grupper:
- Dem med akut infektion
- KOL-patienter, hvis lunger er sårbare over for angreb
- Patienter med cystisk fibrose (CF) med kronisk infektion
Alle patienter skulle hoste sekret op, som efterfølgende blev undersøgt for bakterier. Ved at undersøge patienternes sekret stødte forskerne også på en anden opdagelse, der bryder med et paradigme, der har hersket siden 1970’erne.
”Siden Dr. William Costerton for 40 år siden opdagede biofilmdannelse, har man formodet, at det kun sker i CF-patienter, der har kronisk infektion. Men for første gang nogensinde viser vi nu også, at der er biofilmdannelse i alle tre patientgrupper. Før har man troet, at akut infektion skyldes såkaldte enkeltcellede bakterier, altså bakterier uden for biofilm. Men det findes faktisk også i alle grupperne,” fortæller Mette Kolpen, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Rigshospitalet og medforfatter til studiet.
”Vi skal væk fra ’onesize fits all’-tankegangen, hvor vi blindt behandler med antibiotika, uden at vide hvordan det rammer bakteriemiljøet i de her patienter. Det er særlig vigtigt i de situationer, hvor der ikke har været tilstrækkelig effekt ved den almindelige behandling, eller hvor der ses forværring i patientens tilstand. Her kan korrekt valg og dosering af antibiotika være en løsning,” lyder det fra Mette Kolpen.
Læs mere her: https://sund.ku.dk/nyheder/2022/01/en-af-de-mest-almindelige-lungesygdomme-kan-vaere-svaer-at-behandle--nu-er-der-maaske-haab/
