Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Mange hjernefunktioner er knyttet til åndedrættet

Micah Allen

Vejrtrækningen har betydning for vores følelser, fokus og håndtering af verden omkring os, indikerer en ny systematisk forskningsoversigt fra Aarhus Universitet.

”Resultatet af studiet peger i retning af, at det at trække vejret er mere end noget, vi gør bare for at holde os selv i live,” siger Micah Allen, professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Han er en af forskerne bag studiet, som er udgivet i Psychological Review.

”Det tyder på, at hjerne og vejrtrækning er tæt forbundne på en måde, som rækker langt ud over bare ren overlevelse, nemlig ved også at have indflydelse på vores følelser, vores fokus - og på hvordan vi kan forholde os til verden omkring os. Vores model antyder, at der i hjernen er en fælles mekanisme, som knytter vejrtrækningsrytmen med netop følelser og fokus,” siger forskeren.

Han og hans kolleger har gennemgået resultaterne fra adskillige studier med scanninger af hjerner fra gnavere, aber og mennesker og ud fra disse skabt en ny beregningsmodel, som viser, hvordan vejrtrækninger har indflydelse på hjernen.

”Vi kunne se, at hjernerytmen på tværs af arter er tæt forbundet med vejrtrækningens rytme. Vi er mere følsomme over for omverdenen, når vi trækker vejret ind, mens hjernen så at sige trækker sig mere tilbage, når vi puster ud,” forklarer Micah Allen og fortsætter:

”Det stemmer også overens med, hvordan nogle elitesportsudøvere bruger vejrtrækningen aktivt, som for eksempel professionelle skytter, der er trænet i at trykke på aftrækkeren i slutningen af en udånding.”

Flere studier undervejs

I et samarbejde med lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital undersøgere forskerne, om patienter med senfølger efter covid-19 kan have uregelmæssigheder i forbindelsen mellem hjernerytme og rytmen af deres vejrtrækning. Og der er flere projekter på vej.

“Vi vil forsøge at komme dybere ned i forståelsen af, hvordan vejrtrækningen styrer hjernen. Samtidig vil vi se på, hvordan forskellige typer medicin har indflydelse på samarbejdet mellem vejrtrækningen og hjernens rytme. Vi håber også at kunne forske i, hvordan forskellige faktorer som stress, søvn og måske endda faktorer som vinterbadning påvirker samspillet mellem hjernen og åndedraget. Vi er meget spændte på at bygge videre på forskningsresultaterne,” siger Micah Allen og peger på, at også åndedrættet og psyken er forbundne.

En bedre forståelse af, hvordan vores vejrtrækning former hjernen og dermed vores humør, tanker og opførsel kan være et vigtigt skridt til bedre forebyggelse og behandling af mentale sygdomme.

”Åndedragsbesvær er forbundet med en langt større risiko for mentale sygdomme som depression og angst. Vi ved, at vejrtrækningsproblemer og luftvejssygdomme er tæt forbundet med psykiatriske lidelser. Vores studie indikerer, at nye behandlinger for psykiske lidelser måske kan findes ved at justere hjernens og kroppens rytmer, frem for at behandle dem hver for sig,” forklarer Micah Allen.