Skip to main content

Multinationalt projekt skal øge lungekræftscreening i Europa

Et banebrydende nyt sundhedsprojekt fra Europas EU4Health er netop blevet lanceret under Europa’s Beating Cancer Plan, som vil lette implementeringen af programmer for lungekræftscreening i hele Europa.

Projektet ”Styrkelse af screening for lungekræft i Europa” (SOLACE) skal nedbryde barriererne for screening og sikre, at mennesker på tværs af sociale og økonomiske samfundslag kan få adgang til screeningen. 

Den nye EU-anbefaling om kræftscreening opfordrer medlemslandene til at undersøge effektiviteten af Lavdosis Computed Tomography scanninger (LDCT) til at screene personer med øget risiko for lungekræft. Desuden støtter det EU-finansierede projekt medlemsstaterne med implementering og vil levere en personlig værktøjskasse til nationale og regionale centre for at lette implementeringen af lungekræftscreeningsprogrammer i hele EU med særligt fokus på grupper, der er i højere risiko.

”SOLACE vil give en omfattende retningslinje for igangsættelse af programmer for lungekræftscreening med den nyeste kvalitet og høje deltagelsesrater. Typiske fejl kan undgås, og den forventede levetid øges,” siger Hans-Ulrich Kauczor, SOLACE-projektets videnskabelige koordinator.

Historiske uligheder

Der er mange grunde til, at personer i risikogruppen ikke får adgang til lungekræftscreening. Ofte relaterer dette sig til historiske uligheder, der eksisterer i marginaliserede og sårbare samfundsgrupper. Faktorer som eksempelvis rygning kan være mere udbredt i disse grupper, hvilket yderligere forværrer deres risiko for lungekræft.

”Et af hovedproblemerne med lungekræft er stigmatisering. Vi har brug for en ændring i forhold til, hvordan vi forholder os til mennesker, der lider af lungekræft, set fra et samfundsmæssigt synspunkt. SOLACE-projektet kan virkelig ændre det og løfte stigmatiseringen af patienterne,” siger kroatiske Ivica Belina, medlem af European Lung Foundation Lung Cancer Patient Advisory Group.

SOLACE bliver nødt til at overveje mange faktorer for at lette gennemførelsen af et lungekræftscreeningsprogram på tværs af de 27 lande i EU. De første pilotprogrammer startes i ti EU-lande, og mange af disse programmer vil tjene fjerntliggende områder, som har særlige udfordringer på grund af afstand til hospitaler. Som en del af projektet vil SOLACE tilbyde at levere transport- eller mobile screeningsenheder.

”Vi har beviserne, vi har den politiske vilje gennem ”Europa’s Beating Cancer Plan”, og med SOLACE-projektet har vi midlerne til at være i stand til at opskalere og styrke programmer for lungekræftscreening i hele EU,” sagde Torsten Blum, professor i intern medicin og pneumologi samt medlem af SOLACE-koordinationsteam, ved lanceringen af SOLACE.