Patienter med KOL dør ikke af behandling af forhøjet blodtryk
Ny dansk forskning viser, at det er sikkert for patienter med svær eller meget svær KOL at blive behandlet med to af de fire førstevalgsbehandlinger for arteriel hypertension.
Samtidig peger forskningen på, at patienterne ikke har øget risiko for forværringer eller død, når de behandles med den ene af de i alt fire førstevalgsbehandlinger mod forhøjet blodtryk.
Der er en lavere risiko for død af alle årsager hos patienter med KOL, der får amlodipin til behandling af hypertension.
Det viser et nyt dansk studie, hvor forskere har indsamlet data fra nationale registre med oplysninger om helbred, recepter, indlæggelser og besøg i ambulante hospitalsklinikker.
Herefter matchede forskerne patienter, der blev behandlet for arteriel hypertension med calcuimkanalblokkeren amlodipin, som er en af førstevalgsbehandlingerne til arteriel hypertension, med patienter, der fik bendroflumethiazid (centyl) for deres høje blodtryk.
Reduceret dødelighed
Analyser viste, at amlodipin var forbundet med en reduceret risiko for død af alle årsager ved et-års opfølgning (hazard ratio 0.69, 95 procent konfidensinterval: 0.62–0.76) sammenlignet med brugen af bendroflumethiazid hos de matchede patienter.
”I vores registerstudie har vi sammenlignet data fra patienter med KOL, der var i behandling med et af de to førstevalgsbehandlinger mod forhøjet blodtryk. Ud over at vise, at det er sikkert for patienter med KOL at få behandlingerne, ser det også ud som om, at der er en sammenhæng mellem brug af amlodipin og reduceret dødelighed. Det er en sammenhæng, der bør undersøges grundigt i et klinisk randomiseret studie,” siger Pradeesh Sivapalan, læge på Lungemedicinsk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, hvor han også er i hoveduddannelse i lungemedicin. Han står sammen med blandt andre professor Jens Ulrik Stæhr Jensen og læge Ema Rastoder bag undersøgelsen.
I gruppen, der fik bendroflumethiazid, oplevede 2.849 patienter tilfælde af alvorlige forværringer, 119 døde, og i alt 2.968 (69,5 procent) oplevede enten alvorlig AECOPD eller død inden for 12-måneders opfølgning.
I amlodipin-gruppen var der 2.803 patienter, som oplevede en alvorlig KOL-forværring, mens 59 døde, og i alt 2.862 (67 procent) var ude for en begivenhed inden for en 12-måneders opfølgning.
Der var ingen forskel mellem de to grupper i risikoen for alvorlig AECOPD.
Ingen sammenhæng
Forskerne kiggede også på, hvorvidt der var en sammenhæng mellem de patienter med KOL, der fik amlodipin til behandling af deres hypertension, og hvorvidt medicinen havde effekt på patienternes KOL-forværringer.
Når det gælder inflammation, er det mest kendte aspekt af calciumkanalblokkernes virkning deres potentiale til at reducere glatte muskelsammentrækninger i blodkar og luftveje. Dette kan muligvis have en indirekte positiv effekt på nogle inflammatoriske tilstande især dem, der involverer luftvejene. Ved at afslappe musklerne i luftvejene kan calciumkanalblokkerne hjælpe med at lindre symptomerne på visse luftvejslidelser, som for eksempel astma og KOL, der ofte er forbundet med inflammation.
Neutrale resultater
”Derfor var en af tankerne bag studiet, at behandling med amlodipin potentielt kunne reducere patienternes forværringer, fordi den inflammation, patienterne indimellem har meget af i kroppen, er med til at drive deres forværringer. Men det har vi ikke kunne vise, da vores resultater var neutrale i den del af vores forskning,” fortæller Sivapalan. Forskerne kunne dermed ikke vise en forskel mellem de to grupper med hensyn til risikoen for moderat eller alvorlig AECOPD (HR: 1.04, CI (1.00–1.11), hvor behandling med amlodipin var forbundet med en reduktion i risikoen for AECOPD (HR 0.88, 95 procent CI (0.81–0.95), p-værdi = 0.0013).
Sivapalan pegede samtidigt på, at selv om patienterne i amlodipin-gruppen havde bedst effekt af deres hypertensionsbehandling, var det i denne gruppe, patienterne generelt havde en højere forekomst af komorbiditeter som diabetes, myokardieinfarkt, slagtilfælde og perifer vaskulær sygdom - bortset fra det var de to grupper sammenlignelige.
”Det er tankevækkende, at gruppen, der får amlodipin, faktisk var mere syge, men alligevel har de en lavere dødsrisiko. Det lægger op til nærmere undersøgelse,” pointerer Sivapalan og afviser ikke, at behandlingen potentielt kan have effekt på dødelighed blandt patienter med KOL, der ikke har forhøjet blodtryk.
18 procent lavere risiko
Som en del af en strategi fra Gentofte Lungeforskning undersøger forskere, om hyppigt givne behandlinger på andre indikationer påvirker KOL-patienters prognose, og om patienterne tåler det, når de får anden medicin.
Derfor har holdet tidligere undersøgt sammenhængen mellem brug af RAS-hæmmende behandling og risikoen for alvorlige eksacerbationer hos patienter med svær til meget svær KOL.
Forskerholdet bag undersøgelsen blev ledet af Jens Ulrik Stæhr Jensen, professor og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, som i en aktiv komparator-analyse sammenlignede en type blodtryksmedicin (RASi) med en anden (thiazide) og undersøgte, hvorvidt behandlingen er tryg for patienter med KOL, og om der er større eller mindre risiko for eksacerbationer, når patienter med svær til meget svær KOL bliver behandlet med en af de to typer blodtryksmedicin, der begge er førstevalgsbehandling.
”Vores forskning peger på, at der er en 18 procent lavere risiko for at få en indlæggelseskrævende forværring med KOL, hvis patienten behandles for hypertension med RAS-inhibitor. Det gør os trygge i forhold til at give patienterne behandlingen, da det ser ud som om, at det fungerer godt sammen med KOL. Behandlingen er i hvert fald ikke noget, der forværrer patienternes risiko for at få en forværring af deres sygdom,” siger professoren.
Ydermere er beta-blokkere som anti-hypertensiv behandling til patienter med KOL velundersøgt, og har forskning vist en 91 procent øget risiko for alvorlige forværringer hos KOL-patienter, der behandles med metoprolol.
Førstevalgshandlinger af forhøjet blodtryk
Til behandling af arteriel hypertension anbefaler internationale retningslinjer følgende behandlinger som førstevalgsbehandlinger:
thiazider og thiazidlignende stoffer
calciumkanalblokkeren amlodipin
ACE-hæmmere
angiotensin II-antagonister
