Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Din fødselsdato kan være forbundet med astma og allergisk rhinitis

At være født om efteråret eller vinteren er ifølge et nyt finsk, registerbaseret forskningsstudie forbundet med astma og allergisk rhinitis.

Kan tidspunktet på året, man er født på, være forbundet med, hvorvidt man udvikler allergisk rhinitis og astma?

Ja, lyder svaret fra finske forskere, som peger på, at hvis man er født om efteråret eller vinteren, er der en øget risiko for at udvikle allergisk rhinitis og astma i Finland. Det viser nye forskningsresultater fra University of Eastern Finland, Helsingfors Universitet og Helsinki Universitetshospital.

Omvendt viste data, at det at være født om sommeren var forbundet med den laveste forekomst af astma og allergisk rhinitis.

”Når vi tog afsæt i sommeren som reference, fandt vi, at det at være født på et hvilket som helst andet tidspunkt af året var signifikant forbundet med allergisk rhinitis, og at det at være født om efteråret eller vinteren var forbundet med astma. Vi fandt dog ikke en statistisk signifikant sammenhæng mellem fødselstidspunkt og kronisk rhinosinuitis eller NSAID-forværret luftvejssygdom,” siger Sanna Toppila-Salmi, professor i otorhinolaryngologi ved University of Eastern Finland i en pressemeddelelse.

Sammenhængen mellem årstiden for fødsel og luftvejsallergier og relaterede sygdomme kan påvirkes af sæsonmæssige variationer i lysniveauer, D-vitamin-metabolisme, vegetation og luftforurening, som påvirker allergenicitet og immunologiske reaktioner samt risikoen for allergisk rhinitis.

En tidligere befolkningsbaseret undersøgelse i Finland har vist, at personer født om vinteren eller foråret har en højere risiko for at udvikle astma i voksenalderen.

Den nye undersøgelse benyttede registerbaserede opfølgningsdata på 74.868 patienter, der besøgte et hospital i hospitalsdistriktet ’Helsinki and Uusimaa’ (HUS) i Finland. Deres fødselsdato, køn, besøgsdato og komorbiditeter blev indsamlet fra elektroniske patientjournaler under besøg fra 2005 til 2019.

Analysen viser, at i grupperne for de forskellige årstider for fødsler var andelen, der havde astma, 43,1 procent i vintergruppen, 42,1 procent i forårsgruppen, 41,1 procent i sommergruppen og 42,7 procent i efterårsgruppen.

Andelen af deltagere med allergisk rhinitis var 12,6 procent i vintergruppen, 12,0 procent i forårsgruppen, 10,7 procent i sommergruppen og 12,1 procent i efterårsgruppen.