Anti-IL5-behandling kan reducere FeNO-niveauer hos patienter med svær astma

Behandling med anti-IL5 biologiske lægemidler kan nedbringe FeNO-niveauerne hos nogle patienter med svær astma, viser ny dansk forskning. Undersøgelsen har også afdækket, at et tidligt fald i FeNO hos patienter med svær astma i anti-IL5 biologisk behandling er forbundet med klinisk remission efter et års behandling.

Undersøgelsen, der inkluderede en landsdækkende kohorte af patienter med svær astma, der får anti-IL5 biologiske lægemidler, viste, at mere end halvdelen af deltagerne med forhøjede baseline FeNO-niveauer oplevede en signifikant reduktion i FeNO som respons på anti-IL5 behandling.

Derudover var deltagere med baseline-FeNO ≥25ppb og et tidligt fald svarende til den mindste klinisk vigtige forskel (MCID - defineret som et fald >10ppb for baseline-FeNO mellem 25 og 50ppb eller et fald ≥20 procent for baseline-FeNO >50ppb) mere tilbøjelige til at opnå remission efter 12 måneders behandling end FeNO-non-respondenter, hovedsageligt fordi flere FeNO-respondenter opnåede normalisering af lungefunktionen.

”Man vil ikke forvente, at FeNO bliver formindsket af et anti-IL5, fordi FeNO ikke er drevet af IL5. Men det viser sig, at det gør det hos nogle patienter. FeNO måler type 2 (T2)-inflammation drevet af IL-13-aktivitet, mens eosinofile primært er drevet af IL-5 aktivitet. At nogle patienter oplever et fald i FeNO på trods af, at anti-IL5 ikke direkte er målrettet IL-13, kan indikere en bredere inflammationshæmmende effekt af behandlingen i visse subgrupper af patienter,” siger Marianne Baastrup Søndergaard, læge og ph.d. ved Lungemedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital. Marianne Baastrup Søndergaard er ligeledes hovedforfatter på forskningsartiklen, der netop er publiceret i Allergy.

Kan FeNO spå?

I forskningen har Marianne Baastrup Søndergaard og kolleger analyseret data fra DSAR over alle patienter, der er påbegyndt behandling med et af de tre anti-IL5-lægemidler (mepolizumab, reslizumab eller benralizumab) mod svær astma.

Patienterne blev inddelt i tre grupper 1: FeNO-respondere var patienter med baseline-FeNO ≥25ppb, som oplevede et fald svarende til MCID. 2: FeNO-non-respondere var deltagere med ingen eller mindre reduktion i FeNO end MCID samt 3: Konsekvent lav FeNO, der var patienter med FeNO <25ppb både ved baseline og opfølgning.

Ved baseline havde FeNO-respondere højere FeNO-niveauer end non-respondere (65 versus 40 ppb), men lavere blodeosinofil niveauer (0,39 versus 0,53 × 10⁹/L).

”Alle tre grupper oplevede – uagtet om de falder i FeNO eller ej – forbedringer i centrale kliniske parametre efter 12 måneders behandling, og alle tre grupper oplevede signifikante forbedringer i eksacerbationer og brug af OCS. Men der var signifikante forskelle mellem grupperne i forhold til forbedring af lungefunktion og symptomscorer,” siger Marianne Baastrup Søndergaard.

Efter 12 måneders behandling havde FeNO-respondere større forbedring i lungefunktion (FEV1-stigning på 0,27 L versus 0,14 L hos non-respondere) og en højere andel med normaliseret lungefunktion (FEV1≥80 procent, p=0,02). Færre FeNO-respondere havde forhøjede FeNO-niveauer (>50 ppb) efter 12 måneder sammenlignet med non-respondere (27 procent versus 42 procent).

”Således tyder vores fund på, at et tidligt fald i FeNO efter anti-IL5-behandling kan være en nyttig biomarkør for at forudsige kliniske effekter på længere sigt,” siger Marianne Baastrup Søndergaard.

Tidligt fald i FeNO øger chancen for remission

Også i forhold til klinisk remission viste FeNO-respondere de bedste fremskridt.

”Vi så også, at deltagerne med et tidligt fald i FeNO var mere tilbøjelige til at gå i remission end deltagerne, som ikke havde tidligt fald i FeNO – eller hvis deltagerne havde en FeNO, der var lav hele tiden. Det er også ny viden,” siger Marianne Baastrup Søndergaard.

I undersøgelsen opnåede 34 procent af FeNO-respondere kliniske remission sammenlignet med 19 procent af non-respondere og 18 procent af patienter med konsekvent lav FeNO (p=0,01).

FeNO-respondere havde 2,11 gange højere odds for remission (OR 2,11, CI 1,04–5,18), ligesom en statistisk signifikant korrelation også blev fundet mellem reduktion i FeNO og forbedring af FEV1, hvilket understreger FeNOs potentiale som biomarkør for behandlingseffekt.

”Hvis deltagerne allerede er faldet i FeNO efter fire måneders anti-IL5-behandling med enten mepolizumab, reslizumab eller benralizumab, så har de en større chance for at gå i remission efter et år,” siger Marianne Baastrup Søndergaard og peger på, at det er rigtig nyttig viden for klinikerne.

”Hvis vi tidligt i et forløb kan se, at en specifik biologisk behandling ikke er helt optimal for en patient, skal vi overveje, om vi skal skifte patienten til en anden behandling. Med afsæt i vores forskning har vi nu en tidlig indikator for, om patienterne går i remission efter et års behandling. Hvis ikke der sker et tidligt fald i FeNO, kan man overveje, om man allerede efter fire måneder skal skifte til et andet biologisk præparat,” siger Marianne Baastrup Søndergaard og fortsætter:

”Desuden havde FeNO-respondere i vores kohorte højere baseline-FeNO-niveauer, hvilket tyder på, at patienter med markant T2-inflammation kan have større sandsynlighed for at opnå remission. Det er et vigtigt fund, da det potentielt kan identificere patienter, der har størst fordel af anti-IL5-behandling – og dermed optimere behandlingsstrategier,” siger Marianne Baastrup Søndergaard.