Dupilumab overgår andre biologiske lægemidler i real world studie af patienter med svær astma

I et omfattende europæisk real world studie klarer dupilumab sig bedre end de biologiske lægemidler omalizumab, benralizumab og mepolizumab i forhold til at nedbringe eksacerbationer og brug af orale kortikosteroider hos patienter med svær astma. Det betyder dog ikke, at dupilumab altid er det bedste behandlingsvalg, påpeger professor Charlotte Ulrik.

”Undersøgelsens fund antyder, at i en gruppe af patienter virker dupilumab bedre end de øvrige biologiske behandlinger, der er med i analysen. Men jeg vil ikke sige, at undersøgelsen dokumenterer, at dupilumab er bedre end de andre behandlinger,” siger Charlotte Ulrik, professor i medicinske lungesygdomme ved Københavns Universitet og overlæge på Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital.

Den europæiske undersøgelse inkluderer data fra 2.739 patienter indsamlet af 1.470 læger i henholdsvis Frankrig, Spanien, Storbritannien, Italien og Tyskland, der var diagnosticeret med svær astma af en speciallæge.

Undersøgelsen viser, at behandling med dupilumab var forbundet med en 22 procent lavere risiko for eksacerbationer af svær astma sammenlignet med behandling med omalizumab, en 35 procent lavere risiko sammenlignet med benralizumab og en 23 procent lavere risiko sammenlignet med mepolizumab.

Blandt de 2.739 deltagere, som opfyldte studiets inklusionskriterier, fik 1.281 dupilumab, 638 blev behandlet med omalizumab, 406 fik benralizumab, og 414 fik mepolizumab.

Vigtig forskning

Ifølge Charlotte Ulrik viser undersøgelsen ikke direkte, at dupilumab er et bedre behandlingsvalg end de tre andre lægemidler, der er sammenlignet med i analysen – alene af den årsag, at der er tale om et observationsstudie.

”Hvis forskerne havde taget de 2.739 deltagere og trukket lod om, hvilken fjerdedel af dem, der skulle have henholdsvis dupilumab, omalizumab, benralizumab og mepolizumab, og derefter havde analyseret data, så var sagen en anden,” lyder det fra Charlotte Ulrik, der dog understreger, at observationsstudier kan noget andet:

”Det er vigtigt, at vi laver denne form for forskning, for på den måde følger vi patienterne og det, der sker i real-life settings, når vi giver de biologiske lægemidler til patienterne. Desuden skal vi huske på, at i mange af de kontrollerede, randomiserede studier – der har ført til, at lægemidlerne kommer på markedet – er det en lille del af patientpopulationerne, der opfylder kriterierne for at deltage. Derfor er det essentielt, at denne form for undersøgelse foretages og følger op på, hvad der sker, når et lægemiddel bliver bredt ud i real-life settings,” siger Charlotte Ulrik.

”Det kan være, at forskerne finder ud af, om der kan være potentielle bivirkninger, som man ikke har været opmærksom på i de tidligere studier. Derfor synes jeg bestemt, at denne type undersøgelse er relevant,” siger hun.

Ikke let at ramme rigtigt

Charlotte Ulrik fremhæver også, at observationsstudier kan give behandlerne en dybere indsigt i, hvilken patienter der har størst effekt af de forskellige lægemidler.

”Det er ikke altid let at vide, hvilken biologisk behandling der vil give den bedste effekt hos den enkelte patient. Det er ikke sådan, at en række specifikke karakteristika hos en patient er ensbetydende med, at den pågældende vil respondere bedst på en bestemt behandling,” siger Charlotte Ulrik og fortæller, at speciallægerne trækker på deres erfaring og dermed giver det biologiske lægemiddel, som de forventer vil være bedst for patienten.

”Og så viser det sig nogle gange, at det måske alligevel ikke var det, der er det bedste valg til lige netop den patient. Det er svært at vide. Selv om vi prøver at gøre vores bedste, sker det sommetider, når man starter en behandling op, at der dukker noget sygdomsrelevant op senere, som man ikke havde taget med i sine overvejelser,” siger Charlotte Ulrik.

”Hvis en patient med svær astma også har svær atopisk dermatitis, vil det være meget naturligt at vælge at behandle med dupilumab og ikke give benralizumab, fordi det ikke har den pågældende indikation.”

Beskedne forskelle på deltagerne

Charlotte Ulrik bemærker, at der i studiepopulationen er en forholdsvis lille forskel på hyppigheden af andre sygdomme blandt deltagerne på de forskellige lægemidler.

”Når jeg ser tabellerne, er der egentlig mindre forskel mellem deltagere på dupilumab versus dem, der får et af de andre tre lægemidler, end jeg måske lige fra starten havde tænkt, at der ville være,” siger hun.

I baseline karakteristika-tabellerne ses en sammenlignelig andel mænd og kvinder, der får enten dupilumab eller omalizumab, ligesom de var omtrent samme alder ved astma onset. Desuden ligger deltagernes procentvise type 2-inflammations biomarkører som IgE, blodeosinofile tal og FeNO også forholdsvis tæt på hinanden.

Data på komorbiditeter får også deltagerne til at ’ligne’ hinanden en del, når dupilumab sammenlignes med omalizumab. Også her har næsten samme andel deltagere allergisk rhinitis, atopisk dermatitis, næsepolypper, allergisk konjunktivitis samt madallergi og eosinofil øsofagitis.

Når dupilumab sammenlignes med henholdsvis benralizumab og mepolizumab, ses en tilsvarende lighed mellem deltagerne.

”Det er interessant, at der er relativt beskedne forskelle i karakteristika for de fire grupper af patienter. Det kunne tyde på, at der er andre – måske endnu ukendte – mekanismer eller karakteristika, der driver sygdomsprocesserne og dermed også har betydning for effekten af de enkelte lægemidler,” siger Charlotte Ulrik.

Ud over et fald i eksacerbationer reducerede dupilumab signifikant forbruget af orale kortikosteroider (OCS) i opfølgningsperioden med 25 procent sammenlignet med omalizumab, 27 procent sammenlignet med benralizumab og 21 procent sammenlignet med mepolizumab.