Biologisk behandling af patienter med KOL kræver tættere samarbejde mellem almen praksis og sygehus
Biologisk behandling af patienter med KOL er lige på trapperne, og det byder på nye udfordringer i almen praksis. Ifølge praktiserende læge Christian Jensen kræver det et langt tættere samarbejde mellem praktiserende læger og sygehusenes lungespecialister – men også helt skarpe retningslinjer, før det kan blive en succes.
Egentlig var Christian Jensen, der er praktiserende læge hos Lægehuset Remisen i Præstø, inviteret til lanceringssymposiet ”Biologisk Behandling til KOL – Hvorfor, til hvem og hvordan” som deltager. Men symposiet manglede ifølge ham de praktiserende lægers synsvinkel i talerækken, som udelukkende bestod af lungespecialister. Derfor valgte han selv at holde et oplæg og deltage i debatten.
”Det forekom lidt underligt, at de praktiserende læger ikke skulle deltage i samtalen, når det i høj grad bliver dem, der skal gøre en indsats, såfremt biologisk medicin godkendes til behandling af patienter med KOL med type 2-inflammation,” siger Christian Jensen, der har omtrent 25 års klinisk erfaring fra almen praksis og også er formand for de praktiserende læger i Vordingborg Kommune.
Og der er store perspektiver, hvis det biologiske lægemiddel Dupixent (dupilumab) til patienter med KOL med type 2-inflammation anbefales af Medicinrådet, lyder det fra praksislægen. Han håber, at det kan knytte almen praksis og sygehusenes lungeambulatorier bedre sammen – for det er der brug for.
”Måske taler vi ikke nok med hinanden i dag, fordi der er for lidt tid til det, men vi bliver nødt til at have en tættere dialog om patienterne – også om de opgaver, der eventuelt skal flyttes ud i almen praksis i forbindelse med en godkendelse af dupilumab,” siger Christian Jensen, der mener, at der på symposiet var god lydhørhed fra specialisterne overfor den almen medicinske vinkel. Symposiet blev afholdt i slutningen af august og var arrangeret af lægemiddelvirksomheden Sanofi. Her holdt en række både danske og udenlandske professorer med særlig indsigt i KOL oplæg og debatterede, hvilke muligheder biologisk behandling til KOL kommer til at give i fremtiden.
Ny modus operandi
Det er dog vigtigt, at et kommende tættere samarbejde følges op af konkrete samarbejdstiltag mellem almen praksis og de lungemedicinske speciallæger – ellers giver det anledning til bekymring ifølge Christian Jensen. Og det vil kræve en del af både praksislægerne og speciallægerne på landets sygehuse, mener han.
“Når ens samarbejdsområde er regionalt, kan der godt være udfordringer – særligt hvis det ikke er fuldstændig klart, hvilke problematikker og patienter vi praktiserende læger kan henvise. Sommetider kan det virke som om, at det hele tiden ændrer sig, uden at vi får besked om det. Så er det lidt som at henvise med bind for øjnene og håbe, at det går godt. Det gør samarbejdet vanskeligt,” lyder det fra Christian Jensen, som er klar over, at man også på sygehusene er presset på ressourcer. Alligevel har de praktiserende læger ifølge ham brug for en garanti fra lungemedicinerne om, at henvisninger af patienter til vurdering af biologisk behandling ikke bliver afvist, som det er tilfældet for rigtig mange henvisninger i dag.
“Vi skal sikre, at lungespecialisterne er parate til at tage imod patienter med KOL, der er i målgruppen for biologisk behandling, inden vi sender dem videre til sygehusenes lungeambulatorier,” siger Christian Jensen.
Dynamiske patienter
En af Christian Jensens pointer til symposiet var at etablere en mere dynamisk udveksling af patienter mellem sundhedsvæsenets to sektorer. Det gælder særligt om at skabe et bedre flow af patienter mellem almen praksis og hospitalsafdelingerne. Det kræver dog, at lungespecialisterne bliver nødt til at afslutte flere patienter med KOL for at kunne tage nogle nye ind.
”De fem til syv procent af vores patienter med KOL, som lungemedicinerne har i behandling, bør være dynamiske. De bør være en delmængde, der konstant er i bevægelse, sådan at nogle er på vej ind på lungeambulatoriet, mens andre er på vej ud derfra. I dag er det lidt som om, det er de samme fem til syv procent, der hænger ved på ambulatoriet, til de dør,” siger Christian Jensen.
Han så også gerne, at samarbejdet blev udvidet med en konference med lungespecialisterne i ny og næ. Han peger eksempelvis på, at de kunne komme forbi almen praksis, så vurderingen af patienterne med KOL, der havde et særligt behov for specialistvurdering, blev foretaget i lægehuset og ikke på hospitalet.
“Det vil give rigtig god mening, at den praktiserende læge fik besøg af en lungespecialist en eftermiddag, hvor lægen havde fundet den håndfuld patienter frem, som potentielt er kandidater til den biologiske medicin – og at man så gennemgik dem sammen,” siger Christian Jensen. Han mener ikke, at den biologiske behandling til KOL på den lange bane behøver at foregå på sygehusene. Til gengæld mener han, at det er ‘fuldstændigt rimeligt,’ at det er speciallæger i lungemedicin, som stiller indikationen.
Ekstra ressourcer
Såfremt Dupixent (dupilumab) godkendes til KOL, bliver der næppe tale om et stort antal, som på landsplan vil være kandidater til den biologiske behandling herhjemme. Selv mener Christian Jensen, at der blot er omtrent tre patienter blandt hans cirka 170 patienter med KOL, der potentielt er kandidater til behandlingen. Alligevel mener han, at der bør udarbejdes en strategi på området såvel regionalt som nationalt.
”Hvis lungemedicinerne gerne vil have alle patienter med KOL i målgruppe for denne biologiske behandling henvist på én gang, er det noget, man bør snakke om med sin praksiskonsulent fra den lungemedicinske afdeling, man henviser patienterne til,” siger Christian Jensen. Derudover mener han, at praktiserende læger skal kompenseres for at skulle finde de potentielle patienter til den biologiske behandling i deres database, da det vil ligge uden for den ydelsesdefinering, som man har i dag.
”Som jeg har forstået det, skal vi almen praktiserende læger med tiden tage behandlingen tilbage i praksis, såfremt det bliver fundet indiceret til patienten. Den bliver givet til patienten et par gange på den lungemedicinske afdeling, og derefter skal den almen praktiserende læge overtage behandlingen. Hvis det bliver fremtiden, at den praktiserende læge skal håndtere den biologiske medicin og give patienterne behandlingen herefter, er det naturligvis noget, der skal forhandles,” siger Christian Jensen.
Hvis lægerne derimod skal henvise patienter med KOL videre til speciallægerne i det omfang, praksislægerne støder på dem ved de gængse konsultationer, behøver det dog ikke føre til ekstra udgifter for regionerne, ifølge Christian Jensen – blot retningslinjerne er enkle og klare.
Klare retningslinjer, tak!
Christian Jensen understreger samtidigt, at et godt samarbejde mellem almen praksis og lungemedicinerne og en dynamisk patient-udveksling kræver, at det bliver defineret helt klart, hvilke patienter med KOL – og hvilke kriterier de skal opfylde – der kan viderehenvises.
”Det at have svær KOL er i sig selv ikke nok. Der er målepunkter for eksempelvis eosinofili, ligesom patienten skal have et vist antal eksacerbationer inden for en defineret tidsramme, og så skal andre parametre også være opfyldt. Derfor skal det, man beder os om, være umådeligt veldefineret, for det vi skal gøre er ret svært,” siger Christian Jensen og understreger, at det ikke er svært at henvise patienterne, men at det er svært at huske de få patienter, der vil være kandidater til biologisk behandling.
”Når vi har årskontroller på KOL, skal vi oven i deres komorbiditeter og alt det andet også lige huske at se, om patienten opfylder noget, som forekommer en ekstrem sjælden gang i praksis. Derfor er retningslinjer vigtige,” siger Christian Jensen. Christian Jensen peger på, at han ikke alene forventer at modtage klare retningslinjer og støtteværktøjer fra Medicinrådet, men han har også en klar forventning om, at de lokale lungemedicinske afdelinger melder klart ud via praksiskonsulenter eller gennem andre kanaler, så de alment praktiserende læger får en snorlige besked om, hvad det er, de gerne vil have.
”Man kan diskutere, om det i virkeligheden skulle defineres i Sundhedsloven. For hvad er din ventetids- og behandlingsgaranti værd, hvis ikke vi er enige om, hvad det er, der kan ventes på og behandles?” spørger Christian Jensen.
Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts printmagasin fra november 2025