Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Beroligende medicin øger risiko for lungebetændelse hos alzheimerspatienter

Beroligende medicin som benzodiazepiner er forbundet med en øget risiko for lungebetændelse, når de gives til patienter med Alzheimers, viser nye studier fra University of Eastern Finland.

Der er op til 30 procent øget risiko for lungebetændelse blandt personer med Alzheimers, som tager ​​benzodiazepiner, konkluderer undersøgelsen fra University of Eastern Finland, der netop er publiceret i Canadian Medical Association Journal.

Studierne viser samtidigt, at mennesker med Alzheimers har en højere risiko for lungebetændelse samt højere dødelighed relateret til lungebetændelse end raske personer.

Tidligere undersøgelser foretaget af den samme forskergruppe har påvist, at benzodiazepiner er udbredt blandt personer med Alzheimers, og at brugen af ​​benzodiazepiner ligeledes er forbundet med en øget risiko for slagtilfælde hos patienter med Alzheimers. Alligevel udskrives benzodiazepiner ofte til denne patientgruppe typisk over længerevarende perioder.

I en kommentar til studiet skriver dr. Heidi Taipale, University of Eastern Finland, til Canadian Medical Association Journal:

”Benzodiazepiner ordineres ofte for denne patientgruppe, og langvarig brug er almindelig. Derfor bør fordele og risici i forbindelse med brugen af denne type medicin blandt patienter med Alzheimers nøje afvejes i forhold til risikoen for lungebetændelse.”

Risikoen for at få en lungebetændelse i forbindelse med brugen af benzodiazepiner var mest udbredt i løbet af de første 30 dages brug. Resultaterne tyder på, at højere doser kan øge risikoen yderligere.