Skanderborg viser vejen i demensbehandling
Hvis kommunerne mangler gode ideer til, hvordan de skal lykkes med at opfylde målet om en halvering af forbruget af antipsykotisk medicin til demente, kan de passende se til Skanderborg. Her har man landets laveste forbrug, ifølge en opgørelse fra 2016 fra Nationalt Videnscenter for Demens.
Den viste, at prævalensen i Skanderborg var på 7,5 procent, mens tallet svingede i resten af landet og nåede helt op på 33,1 procent.
I Skanderborg Kommune har projektleder i Demensteamet, Lisbeth Hyldegaard, flere forklaringer på, hvordan man her er lykkedes med at bringe forbruget af antipsykotika så langt ned.
”Det handler i al væsentlighed om den rette organisering af indsatsen og om at sikre, at plejepersonalet har de kompetencer, der skal til,” siger hun.
Således har demensteamet i kommunen ansvaret for at facilitere processer, supervisere og bevilge hjælpemidler og evt. flere ressourcer, hvis der kræves ekstra opmærksomhed på den enkelte borger med demens og dennes adfærd.
Hjælpen står dermed klar, når der er behov for den. Og rollefordelingen er også klar: Det er altid en teamleder og en sygeplejerske, der lokalt har ansvaret for at reagere, når en demensramt beboers adfærd bliver så udfordrende, at mange andre ville ty til medicin.
Dernæst sættes en fastlagt plan i værk: En kollega screener borgeren og rådgiver dernæst leder, sygeplejerske og personalet. Den praktiserende læge og gerontopsykiatrien inddrages efter behov. Men mellem lægen og kommunen er der en fælles forståelse af, at medicin i de fleste tilfælde er en dårlig løsning, fortæller Lisbeth Hyldegaard.
Fokus på øget faglighed
En anden indsats bag succesen i Skanderborg har fokuseret på at højne kompetencerne blandt plejepersonalet, både via efter- og videreuddannelse, men også ved at ansætte flere sygeplejersker frem for andre faggrupper. Og via den nationale handlingsplan har kommunen nu fået 3,6 mio. kr., som bliver brugt til at kvalificere og uddanne 20 af de eksisterende sygeplejersker til demenssygeplejersker og fire ergoterapeuter.
En tredje ting, der har været med til at sænke forbruget af antipsykotika i Skanderborg, er brugen af ikke-farmakologiske hjælpemidler. Således bruger man nu sansestimulering, som ud over massage og dybe tryk rummer kugledyner, -stole og -veste. Sidste år blev en håndfuld ergoterapeuter således efteruddannet i sanseintegration, så de sammen med en af demenskoordinatorerne kan sikre, at den enkelte borger bliver screenet og den rette indsats iværksat. De gode erfaringer med dette stammer fra flere psykiatriske afdelinger, hvor man markant har nedsat medicinforbrug og bæltefiksering ved hjælp af sansestimulering, fortæller projektlederen.
Økonomisk gevinst på den lange bane
Lisbeth Hyldegaard råder andre kommuner til at væbne sig med tålmodighed i processen frem mod målet.
”Det kræver, at man italesætter udfordringerne, at man tager en stram styring på forandringerne, at man vil dem, og at både ledelse og politikere bakker fuldt op. Men så kan det også lykkes,” siger hun og peger på, at man heller ikke behøver være bekymret for de økonomiske aspekter ved en omlægning af demensbehandlingen à la den i Skanderborg.
”Før vi gik i gang med denne mere målrettede indsats brugte vi rigtig mange ekstra timer på op til 25 personer af gangen. Nu bruger vi meget færre økonomiske ressourcer i meget kortere tid. Vores erfaring er, at jo mere målrettet du arbejder med opgaven, des færre økonomiske ressourcer skal der bruges. Vi kan se, at vi ved at få flere sygeplejersker og terapeuter på opgaven hurtigere kan løse opgaven og dermed bruge færre ressourcer,” siger Lisbeth Hyldegaard.