Skip to main content


  Ny viden om psykiatri fra Medicinsk Tidsskrift   

NKR for vanskeligt behandlelig depression peger på kæmpe behov for mere forskning

Med det formål at få en mere ensartet og evidensbaseret tilgang til behandling af patienter med depressioner, som det er rigtig svært at behandle, udgav Sundhedsstyrelsen sidste efterår en ny national klinisk retningslinje på området - NKR for Vanskeligt behandlelig depression.

Men formanden for arbejdgruppen, Poul Videbech, peger i dag på mangel på viden indenfor området.

Den rummer anbefalinger for og imod på seks udvalgte kliniske problemstillinger. Det er blevet til to svage anbefalinger for TMS, Transkraniel Magnetisk Stimulation, og for en særlig form for kognitiv psykoterapi - Cognitive Behavioral Analysis System of Psychotherapy (CBASP). Desuden peger den på, at det er god praksis at tilbyde lysterapi. Alt i tillæg til anden antidepressiv behandling.

Derimod anbefaler retningslinjen specifikt ikke generel brug af intravenøs ketamin eller esketamin, og ej heller brug af psykoterapi målrettet rumination eller kognitiv remediering, fordi evidensen endnu er for mangelfuld.

Formand for arbejdsgruppen var Poul Videbech, professor, overlæge, dr. med, Psykiatrisk Center Glostrup. Han anerkender, at der er forskning i gang med nye stoffer og nye former for behandling, men understreger også, at de ingen plads har i retningslinjen, før de har vist deres værdi.

“Det gælder stoffer som f.eks. intravenøst administreret ketamin og for psilocybin, som nok har vist lovende resultater, men hvor der endnu er for mange uafklarede spørgsmål, og hvor dokumentationen for effekterne er utilstrækkelig. Blandt andet er der mulighed for, at de kan forbindes med misbrug, ligesom der er risiko for langtidsbivirkninger,” som han siger.

Intranasal esketamin er aktuelt under vurdering i Medicinrådet.

Stort behov for mere forskning

På baggrund af det omfattende og tilbundsgående arbejde forud for udarbejdelsen af NKR’en peger han på, at der overordnet set er en tydelig mangel på forskningsviden til behandling af mennesker med vanskelig behandlelig depression. Dels er der foretaget alt for få randomiserede kontrollerede forsøg på området, dels er den metodologiske kvalitet af de eksisterende studier temmelig lav.

“Det kan ikke understreges kraftigt nok, at vi har et enormt behov for at få opprioriteret forskning i nyere behandlinger af vanskeligt behandlelig depression. Og det må gerne lyde som et opråb til både forskere og dem, der bevilger pengene hertil,” siger Videbech.

 Konkret peger han på, at der på alle seks undersøgte områder i NKR’en er behov for langt mere kvalificeret forskning, foruden i både psykoterapeutiske og biologiske behandlinger til denne patientgruppe. Hertil kommer, at der er brug for forskning i afgrænsningen af patientgruppen, idet evidensen peger på, at behandlingsresistens ikke er et enten-eller. Desuden er der brug for at udvikle og afprøve dimensionelle modeller for behandlingsresistens, som vil kunne bidrage med specifik viden om, hvordan man kan personalisere behandlingen, så den bliver så effektiv som muligt.

Og fordi den hidtidige forskning mest har fokuseret på symptomreduktion, ser han også et behov for at forske i outcomes, både fra et patientmæssigt og et samfundsmæssigt perspektiv.

På forhånd var arbejdsgruppen bag NKR’en begrænset til at se på seks udvalgte kliniske problemstillinger. Formålet var at undersøge effekten af andre behandlingsmodaliteter, således at man har forskellige, og ikke kun medicinske behandlingstilbud til så mange patienter som muligt. Formålet var således ikke at undersøge effekten af interventioner med veldokumenteret behandlingseffekt, som f.eks. Elektrokonvulsiv Terapi (ECT), Litium, Marplan, Triiodothyronin, Kognitiv adfærdsterapi (KAT) m.fl. Og det var heller ikke tanken at undersøge effekten af at kombinere flere lægemidler, f.eks. flere antidepressiva eller tillæg af anden generations antipsykotika eller psykostimulerende lægemidler.

Det understreges i NKR’en, at fordi den består af blot seks udvalgte nedslagspunkter er den ikke et referenceprogram for, hvordan man bør udrede og behandle en patient med vanskeligt behandlelig depression. Behandlerne bør således følge de vanlige retningslinjer for behandling af depression og anvende de behandlingstiltag, som skønnes at være bedst for patienten.

Planen er at retningslinjen skal opdateres tre år efter udgivelsesdato, hvorved nye behandlingsprincipper kan tages op. 

Anbefalinger for:

  • PICO 1 er en svag anbefaling for brug af rTMS til patienter med vanskeligt behandlelig depression som tillæg til anden antidepressiv behandling. rTMS er højfrekvent repetitiv Transkraniel Magnetisk Stimulation. Patienterne bør henvises i samråd med speciallæge i psykiatri.
  • PICO 4 er en svag anbefaling for at tilbyde Cognitive Behavioral Analysis System of Psychotherapy (CBASP) som tillæg til anden antidepressiv behandling. Det bør først og fremmest tilbydes patienter, der ønsker at arbejde psykoterapeutisk med sociale færdigheder og problemer med interpersonel kommunikation.
  • PICO 3 lyder, at det er god praksis at tilbyde lysterapi som tillæg til anden antidepressiv behandling.

Anbefalinger imod:

  • PICO 2 er en svag anbefaling mod brug af intravenøs ketamin eller esketamin. Årsagen lyder: Den gavnlige effekt er kortvarig og usikker. Bivirkningerne er betydelige, og langsigtede effekter samt risikoen for misbrug er ukendte. Desuden vil der være tale om off-label anvendelse. Behandlingen skal foregå på et hospital.
  • PICO 5 er en svag anbefaling mod psykoterapi målrettet rumination som tillæg til antidepressiv behandling rutinemæssigt. Årsagen er, at den gavnlige effekt er usikker, og det forventelige ressourceforbrug vil overstige fordelene.
  • PICO 6 er en svag anbefaling mod kognitiv remediering som tillæg til antidepressiv behandling rutinemæssigt. Igen fordi den gavnlige effekt er usikker, idet undersøgelserne er ringe og det forventelige ressourceforbrug vil overstige fordelene.