Professor: Mere skræddersyet og livslang behandling nødvendig ved ADHD
De seneste år har bragt betydelige fremskridt inden for forståelsen af ADHD. Trods dette er der kun minimal klinisk udvikling i håndteringen af tilstanden, hvilket resulterer i livslange udfordringer for mange med ADHD. Og det skal der gøres noget ved.
Sådan lyder det fra en af de førende internationale eksperter, når det gælder ADHD hos især børn og unge, Edmund Sonuga-Barke, professor i psykologi og udviklingspsykopatologi ved University of Southampton og tilknyttet Aarhus Universitetshospital.
“I behandlingen af ADHD har vi en tendens til kun at behandle symptomerne ved at give patienterne medicin. Men vi overser noget meget vigtigt. Nemlig at de fleste, trods medicinen, fortsætter med at have kognitive udfordringer resten af deres liv. Jeg ser derfor en dyb kløft mellem de kliniske behov og de tilbud, der gives til disse mennesker,” siger han og advokerer for en langt mere holistisk tilgang til patienterne, hvor man behandler hele mennesket og ikke kun dets symptomer.
Sonuga-Barke er ikke i tvivl om, at medicin har en rigtig god effekt – ikke mindst på børn og unge. Det er der masser af beviser for. Men spørgsmålet er for ham, hvor vi går hen efter det, i forhold til langtidseffekterne af ADHD.
“Medicinen skaber et rum med gode muligheder for at arbejde med personen. Et rum, hvor vi som behandlere faktisk kan løse patientens problemer. Men vi bruger det ikke. Vi er nødt til at spørge os selv, hvordan vi dels bevarer en fornuftig medicinering hele vejen igennem, dels bygger på den mulighed, som medicinen giver os. Vi gør ingen af delene særlig godt i øjeblikket - hvilket gør, at mange fortsætter med at have udfordringer i deres daglige tilværelse,” siger han og understreger, at svarene på de to spørgsmål er nøglen til at kunne hjælpe patienterne ordentligt og sikre dem trivsel hele livet igennem.
En barriere for fremskridt
Som Sonuga-Barke ser det har videnskaben alt for længe overset, at ADHD påvirker patienterne meget forskelligt, både med hensyn til deres samtidige vanskeligheder (adfærdsproblemer, autisme, ordblindhed, depression og angst) og tilhørende funktionsnedsættelse (uddannelsesmæssige, sociale, beskæftigelsesmæssige osv.).
“Det er først inden for de senere år, at vi har erkendt, at ADHD skal betragtes som en overordnet betegnelse for lidelser, der giver sig meget forskellige udtryk hos patienterne, og som betyder, at det er nødvendigt med en langt mere skræddersyet behandling af den enkelte,” siger han og påpeger, at heterogeniteten ikke kun observeres klinisk, men også ses i forhold til underliggende årsager og patofysiologi.
“Den markante heterogenitet vi ser på flere niveauer, er en stor barriere for at bruge vores nye viden om lidelsen til at skabe kliniske fremskridt. Men det paradigmeskift, der er i gang, giver os mulighed for at udvikle mere effektive behandlinger, der er målrettet både de forskellige kliniske symptomer, årsagerne og de fysiologiske ændringer, der følger med sygdommen,” mener han.
Noget af det, han sætter sin lid til, er forskning i mulige biomarkører, som er i sin vorden. Herunder genomiske og hjernebaserede markører. Og altsammen som grundlag for at skræddersy behandlingen og gøre den mere effektiv på individniveau.
Der er med andre ord behov for langt mere forskning i alle aspekter af ADHD - både i forhold til en øget fokus på at finde specifikke træk og karakteristika, og til at udvide fokus på kernesymptomer til andre aspekter af funktion som følge af ADHD.