ADHD-foreningen om ny vejledning: Er almen praksis klædt godt nok på?
Den nye retningslinje for udredning af ADHD blandt voksne i hospitalsregi er den første af sin art i regi af DMPG og bliver hilst velkommen af ADHD-foreningen, der ser det som tegn på, at ADHD er en lidelse, der bliver taget meget alvorligt.
Dog efterlyser man stadig de manglende guidelines for den private sektor, hvor langt de fleste voksne får deres udredning lige nu.
“Vi er oprigtigt glade for, at retningslinjer på vores område er prioriteret så højt. Men vi må bare konstatere, at der efter mange måneders tomrum stadig ikke findes gældende retningslinjer, som omfatter den udredning og behandling af ADHD, der foregår hos de privatpraktiserende psykiatere, og som pt. udgør langt hovedparten af al diagnosticering,” siger Camilla Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen.
Selvom hun således godt kunne tænke sig, at det hele gik noget hurtigere, så glæder hun sig dog over, at det i denne første retningslinje udtrykkes, at man på sigt vil udbygge den fra kun at omfatte hospitalsområdet til også at omhandle den private sektor og dermed de praktiserende speciallæger i psykiatri. Når det ikke er sket i ét hug, skyldes det, som det også står i retningslinjen, at det ‘grundet tidsrammen allokeret til arbejdet’ ikke var muligt at inkludere den private sektor i den aktuelle retningslinje.
“Det er rigtig ærgerligt. Men så havde vi gerne set, at man i mellemtiden havde beskrevet i retningslinjen, hvad der er at gøre for patienterne i tiden fra henvisning til udredning. Især set i lyset af de meget lange ventetider på op til to år og den medfølgende stigende mistrivsel i den periode”, siger Camilla Ganzhorn.
Er almen praksis klædt godt nok på?
ADHD-foreningens vurdering af det konkrete indhold af den nye retningslinje er overordnet positiv, omend man har et par bekymringer. Én er, om de praktiserende læger kan leve op til det, som retningslinjen anfører i afsnittet ‘Screening og henvisning i almen praksis’, hvor lægerne anbefales at spørge grundigt ind til symptomer m.v. og anvende specifikke spørgeskemaer til ADHD hos voksne. Her stiller Camilla Ganzhorn sig tvivlende over for, om man i almen praksis er godt nok klædt på til at kunne leve op til den anbefaling.
“Det kræver viden at spørge ind, og den er jeg ikke sikker på, at de praktiserende læger har i tilstrækkelig grad. Det er et problem, fordi det kan koste dyrt på individniveau, da det så ikke er sikkert, at lægen får det hele billede. Symptomerne kan jo have højere sværhedsgrad, end det der hurtigt præsenteres i almen praksis,” påpeger hun.
En anden bekymring i ADHD-foreningen er den ordlyd, som flere steder i retningslinjen peger i retning af, at man i første omgang skal undersøge, om ADHD kan udelukkes og forklares med noget andet.
“Vores oplevelse er, at de voksne ofte bliver udredt for stress, angst og depression fremfor ADHD. De kan gå i årevis på eksempelvis depressionsmedicin, før de kommer til udredning for ADHD. Og på den måde overser man ADHD, med den konsekvens at patienterne alt for sent får den rette behandling,” siger Camilla Ganzhorn og understreger, at forskningen netop finder, at ADHD sameksisterer med andre diagnoser, og at det ene altså ikke udelukker det andet.
Af samme grund mener hun, at det “kan være en fordel, at man udreder for ADHD først, så patienten i højere grad har mulighed for faktisk at overholde den behandling, de de får for angst, depression eller forskellige somatiske sygdomme.”