Semaglutid undersøges som behandling af overvægt hos psykiatriske patienter

Tidligere forskning har etableret en sammenhæng mellem adipositas og depression, hvor overvægt i sig selv anses som en risikofaktor for affektive lidelser. Flere aktuelle forskningsinitiativer vil nu undersøge semaglutid, en GLP-1-receptoragonist kendt fra slankemidlet Wegovy, som en potentiel behandling for psykiatriske patienter med en BMI over 27.

Professor og overlæge Maj Vinberg fra Psykiatrisk Center Nordsjælland leder et nyt forskningsprojekt, der skal teste semaglutid som behandling til patienter med depression og overvægt.

Professor og overlæge Maj Vinberg fra Psykiatrisk Center Nordsjælland står i spidsen for et nyt randomiseret, placebokontrolleret studie, der skal evaluere effekten af semaglutid hos patienter med depression og samtidig overvægt.

Studiet, der forventes initieret i marts 2025, inkluderer 120 deltagere, hvoraf 50 procent randomiseres til aktiv behandling, mens den resterende halvdel fungerer som placebokontrol. Interventionsperioden strækker sig over seks måneder, hvor deltagerne ugentligt administreres en subkutan injektion med enten Wegovy eller placebo.

"Vi ved fra forskningen, at personer med overvægt er i større risiko for at udvikle en depression. Øget mængde af fedtceller kan producere inflammatorisk virkende biomarkør, som kan øge risikoen for at udvikle en depression. Forskere taler ligefrem om et metabolic-mood syndrome, altså at der er en association mellem overvægt, stofskifte og depression," fortæller Maj Vinberg i en pressemeddelelse.

Det er veldokumenteret, at prævalensen af overvægt og adipositas er fordoblet blandt patienter med depression sammenlignet med den generelle befolkning. Netop her ser man en potentiel terapeutisk rolle for semaglutid, hvis virkningsmekanisme involverer agonisme på GLP-1-receptoren. Ved at efterligne det intestinale inkretinhormon Glucagon Like Peptide 1 (GLP-1) medierer semaglutid en række metaboliske effekter, herunder appetitdæmpning og stimulation af insulinsekretion. Lægemidlet har hidtil primært været anvendt i behandlingen af type 2-diabetes og adipositas, men den neuroendokrine effekt på humør og adfærdsmæssige reguleringsmekanismer undersøges nu i stigende grad.

Der er betydelig evidens for, at non-farmakologiske tiltag som diætetisk intervention, fysisk aktivitet og optimeret søvnhygiejne har gunstige effekter på mental sundhed. På trods af, at Wegovy ikke direkte påvirker diætindtagets kvalitet, håber Maj Vinberg, at en farmakologisk vægtreduktion kan katalysere en mere omfattende livsstilsændring og samtidig medføre en reduktion i depressive symptomer.

"Formålet er at bryde en uheldig cirkel bestående af depressive symptomer, øget kalorieindtag, overvægt og lav fysisk aktivitet," siger hun.

Vægtøgning som bivirkning

På Psykiatrisk Center København er man allerede i gang med flere forskningsprojekter, der fokuserer på semaglutids terapeutiske potentiale i forskellige psykiatriske kohorter. Ét af disse projekter undersøger præparatets effekt hos patienter med skizofreni, der i forbindelse med antipsykotisk behandling har udviklet overvægt samt prædiabetes eller manifest type 2-diabetes.

Professor Anders Fink-Jensen fremhæver den kausale sammenhæng mellem vægtøgning og antipsykotisk farmakoterapi og understreger de kliniske implikationer af denne problemstilling.

"I værste fald kan det betyde, at patienten stopper med at tage deres antipsykotisk virkende medicin," forklarer han.

"Tænk om man i fremtiden kan tilbyde patienter gratis behandling med semaglutid eller andre såkaldte GLP-1 analoger oven i deres nuværende medicinske behandling, sådan at de ikke behøver at døje med de her store vægtøgninger. Ofte er det også problemer med hjerte og blodkredsløbet, hvilket er medvirkende årsag til den reducerede livslængde hos patienter med skizofreni. Målet med det her studie er derfor at undersøge, om stoffet ikke bare kan øge livskvaliteten, men også reducere graden af sukkersygesymptomer og overvægt hos de her patienter."

Ud over den kendte appetitdæmpende effekt tyder nyere studier på, at GLP-1-receptoragonister kan modulere andre belønningsrelaterede cravings, herunder trang til nikotin, alkohol og psykoaktive substanser. Anders Fink-Jensen leder et sideløbende studie, der undersøger semaglutids effekt på patienter med adipositas og samtidig alkoholafhængighed.

"Der ser ud til at være et stort overlap mellem de kredsløb i hjernen, der er involveret ved appetitregulering, og dem der aktiveres i forbindelse med afhængighed. Derudover har kollegaer indenfor sukkersygebehandling gennem mere end 10 år berettiget om patienter, der fik mindre lyst til alkohol, mens de var i behandling med GLP-1 lægemidler. Det gjorde at vi sagde: okay, nu tester vi det her på mus, rotter, aber og mennesker for at se om der er en sammenhæng."

GLP-1-agonister og alkoholafhængighed

Prækliniske studier har demonstreret, at GLP-1-receptoragonister kan reducere alkoholindtag hos forsøgsdyr. Hos mennesker har billeddiagnostiske undersøgelser indikeret en dæmpet aktivitet i mesolimbiske belønningsstrukturer ved eksponering for alkoholspecifikke stimuli, men resultaterne vedrørende faktisk alkoholindtag har været mere heterogene.

"Når vi puttede folk i scanner, og viste dem billeder af alkohol, var der en reduceret aktivitet i belønningscentret. Dog så vi ingen forskel i patienternes alkoholindtag. Da vi så efterfølgende analyserede effekten af GLP-1 lægemidlet hos personer med overvægt og et alkoholmisbrug, så vi en effekt," forklarer Anders Fink-Jensen.

I forlængelse heraf gennemfører forskningsgruppen i øjeblikket et nyt studie, hvor Wegovy testes som monoterapi til patienter med alkoholafhængighed. Yderligere undersøges effekten af en anden GLP-1-receptoragonist, tirzepatid (Mounjaro), i en kohorte bestående af patienter med skizofreni og komorbid alkoholafhængighed.

Studiet, der igangsættes i marts 2025, er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.

"Jeg har en forhåbning om, at denne type lægemidler vil reducere lysten til at indtage alkohol og sandsynligvis derved hjælpe en stor gruppe patienter. Ofte ser jeg, hvordan at de lægemidler, vi har, som reducerer lysten til alkohol, ikke nødvendigvis virker hos de patienter, der ikke drikker af lyst, men som drikker som en form for selvmedicinering ifm., at de også har en psykiatrisk diagnose (udover deres forbrug af alkohol). Det kan være, at de drikker alkohol for at takle deres socialforbi, deres angst eller depression. I sådanne tilfælde handler det ikke om at have lyst til alkohol, men rettere at alkoholen hjælper på de her andre problemstillinger. Her bliver det særlig spændende at se, om GLP-1 lægemidlerne virker," siger Anders Fink-Jensen.