Hjernerystelse låser almen praksis fast i komplekse patientforløb

Praktiserende læger oplever patienter med langvarige følger efter hjernerystelse som en gordisk knude, hvor symptomerne er svære at få greb om, og hvor forløbene ofte ender uden en klar løsning. 

Det viser ny dansk forskning fra Dansk Center for Hjernerystelse i samarbejde med Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Forskningen er offentliggjort i BMC Primary Care.

Studiet bygger på semistrukturerede interviews med 12 praktiserende læger fra forskellige dele af landet. Lægerne beskriver en hverdag, hvor de fungerer som primær koordinator for en patientgruppe med risiko for langvarig funktionsnedsættelse, men uden klare redskaber til at håndtere forløbene.

"Vi modtager så mange vejledninger, og de er så lange. Det fungerer ikke at forvente, at almen praksis kan forstå og orientere sig i 97.000 forskellige retningslinjer," fortæller en praktiserende læge i studiet.

Forskerne peger på, at udfordringerne samler sig om tre områder: selve håndteringen af patienterne, samarbejdet med andre aktører og lægernes kliniske vurdering af symptomerne. Manglen på tydelige retningslinjer, diagnostisk konsensus og tilgængelige tilbud gør behandlingen usikker og fragmenteret.

Henvisninger afvises og samarbejde svigter

En gennemgående erfaring blandt lægerne er, at patienterne ofte ikke bliver taget imod i det øvrige sundhedsvæsen, hvilket efterlader almen praksis med ansvaret alene.

"Der er intet samarbejde. Man vil ikke have de her patienter. [Hospitalerne] har ikke kapacitet til dem. Så jeg får bare en henvisning afvist, hvis jeg sender den," lyder det fra en af de interviewede læger.

Studiet beskriver samtidig, hvordan lægerne oplever begrænsede henvisningsmuligheder både til speciallæger og til kommunale tilbud, hvilket gør det vanskeligt at tilbyde et sammenhængende patientforløb.

Kvinder mødes oftere med skepsis

Når symptomerne ikke kan måles med objektive undersøgelser, påvirker det også lægernes vurdering. Studiet viser, at fraværet af biomedicinsk evidens kan føre til skepsis, især i mødet med kvindelige patienter.

"Børnene flytter hjemmefra. Så kommer kvinden med symptomer, der ikke kan diagnosticeres. Og jeg tror, der kan være noget psykologisk, der påvirker dem," siger en praktiserende læge i studiet.

Ifølge sociolog Anne Sofie Hoffmann Schrøder hænger mønstret sammen med bredere kulturelle forestillinger i sundhedsvæsenet.

"Der er en del forskning, der viser, at kvinder oftere mistænkeliggøres, når de fortæller om deres symptomer på hjernerystelse. Dette ser vi også i vores undersøgelse. Det hænger sammen med, at symptomer ikke kan måles objektivt og bliver tolket gennem kønnede stereotyper. Selvom diagnosen ”hysteri” blev afskaffet i 1980, overlever betegnelsen som et kulturelt fænomen, der præger møder mellem læger og kvindelig patienter," siger hun.

Behov for bedre værktøjer i almen praksis

Forskerne fremhæver, at fraværet af klare biologiske markører for vedvarende symptomer efter hjernerystelse spiller en central rolle i lægernes usikkerhed. Flere læger beskriver, hvordan de balancerer mellem tvivl og ønsket om at støtte patienten.

"Det er alt for svært at få patienter henvist til praktiserende neurologer, hovedpineklinikker og smerteklinikker," siger en læge i undersøgelsen.

Samtidig viser studiet, at lægerne trods usikkerheden aktivt forsøger at møde patienterne med tillid og åbenhed, selv når de står over for symptomer, der ikke kan forklares med kendte medicinske mekanismer.

Ifølge leder af Dansk Center for Hjernerystelse Hana Malá Rytter peger resultaterne på et klart behov for mere målrettet støtte til almen praksis.

"Praktiserende læger har en central rolle som koordinatorer for patienter med længerevarende følger efter hjernerystelse, men vi har haft begrænset viden om de problemer, lægerne møder til hverdag. Forskningen tydeliggør, at vi der mangler viden i klinisk praksis. Hvis vi skal sikre en ligeværdig behandling – uanset køn eller bopæl – er vi nødt til at støtte med værktøjer, der er skræddersyet til almen praksis," siger hun.

Studiet peger samlet på behovet for bedre oversættelse af eksisterende retningslinjer til klinisk praksis, flere henvisningsmuligheder og et tættere samarbejde mellem almen praksis, kommuner og hospitaler, hvis patientgruppen skal have mere sammenhængende forløb.